Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Israel og Hamas – en vanvittig konflikt

Per Stig Møller: Hver gang man nærmer sig fredsmuligheder, og hver gang Fatah og Hamas officielt nærmer sig hinanden, obstruerer Hamas freden og forsoningen. Tager Israel én gang fejl af freden, kan det være slut, hvorimod araberne kan prøve igen og igen.

Raketangrebene fra Gaza mod Israel og israelernes modsvar har igen ført til ødelæggelser. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre israelske drenge bortføres og myrdes af palæstinensere. Hamas’ leder, Khaled Meshal, siger, at det ikke var Hamas, der gjorde det, men at det var godt gjort. En palæstinensisk dreng myrdes derpå af israelere. Israels premierminister Benjamin Netanyahu fanger og vil straffe morderne. Hamas smider raketter ind i Israel i stedet for at fange morderne. Og så er spillet gående. Hamas ved, hvordan den slags går. Israel svarer brutalt igen. To vanvittige handlinger udløser en vanvittig konflikt. Hvorfor? Fordi Hamas ikke vil have fred med Israel. Det skal i havet.

Hver gang man nærmer sig fredsmuligheder, og hver gang Fatah og Hamas officielt nærmer sig hinanden, obstruerer Hamas freden og forsoningen. Hamas øger raketangrebene på Israel, som svarer så voldsomt igen, at fredstilnærmelserne ophører. Fatah og den palæstinensiske præsident, Abbas, bliver i den situation nødt til at reagere mod Israel, hvorpå Israel siger, at det ikke har nogen at forhandle med. Men har nogen i dag overhovedet nogen at forhandle med?

Læs også: Nyhedsoverblik - Israel-Palæstina

Da Ariel Sharon i 2005 trak sine styrker ud af Gaza, var det første trin til en senere tilbagetrækning fra Vestbredden og dermed til realiseringen af den tostatsløsning, som han efterhånden var blevet overbevist om nødvendigheden af. Men for Sharon som for alle andre israelske ledere var det en afgørende forudsætning, at den palæstinensiske stat ikke blev en fjendtlig stat, der en dag kunne udgøre afsættet for den endelige krig mod Israel.

Tager Israel én gang fejl af freden, kan det være slut, hvorimod araberne kan prøve igen og igen. Yom Kippur-krigen 1973 glemmer israelerne ikke. Efter rømningen af Gaza havde alle regnet med, at Fatah og præsident Abbas ville sejre ved valget i januar 2006, men det blev i stedet til en valgsejr for Hamas. Dermed var den fredsproces for en tid lagt død, og den sommer fik man i stedet Libanon-krigen, der var fremprovokeret af Hizbollah og Hamas. Igen reagerede Israel meget voldsomt i håbet om at få knækket Hizbollah. Det lykkedes ikke. I stedet fik Libanon et knæk.

Derefter kom processen så småt i gang igen. I november 2007 indkaldte USA til Annapolis-konferencen, hvor præsident George W. Bush, Israels statsminister Ehud Olmert og præsident Mahmoud Abbas stod side ved side og lovede at gennemføre freden med en tostatsløsning. Bush og udenrigsminister Condoleezza Rice håbede at have en fredsaftale på plads inden præsidentskiftet i januar 2009.

Men så kom julekrigen 2008, igen fremkaldt af Hamas, og igen med brutalt, israelsk modsvar. Dermed var også den potte ude. Krigen sikrede den mere uforsonlige Netanyahu valgsejren over den forsonlige udenrigsminister Tzipi Livni. Det var nok også Hamas’ hensigt.

Undervejs har vi oplevet forbrødringer efterfulgt af brud mellem Fatah og Hamas. Fatahs forudsætning for deres samarbejde har hver gang været, at Hamas anerkender Israels eksistens og går ind for en tostatsløsning, men det har Hamas aldrig levet op til. Hvorfor kan Vestbredden og Gaza ikke enes? Fordi Vestbredden håber på en forhandlet fred med Israel, mens Gaza hverken tror på forhandlingsvejen eller ønsker en sådan fred.

Læs også: Krigen mod Gaza er en ulige kamp

Dertil kommer, at Hamas er ganske godt tilfreds med at have et islamistisk Gaza for sig selv. Forenes Vestbredden og Gaza i én stat, er det langt fra sikkert, at Hamas kan bevare magten over Gaza. Det vil ikke have det mere sekulære Fatah tilbage i Gaza, hvorfra det smed Fatah ud med hård hånd.

Derfor har problemet med tostatsløsningen været, at der reelt er tale om tre stater: Israel, Vestbredden og Gaza, og den sidste vil slet ikke have den løsning. I 2008-2009 var den måske alligevel på vej, fordi Syrien indskibede sig i en fredsproces, som kunne føre til en fred mellem Israel og Syrien og en tilbagelevering af Golan Højderne til Syrien. Dermed ville Syriens støtte til Hamas ophøre, men også det spor endte blindt, og efter Syriens sammenbrud er det opløst.

Syriens sammenbrud betyder imidlertid, at Hamas står alene med det shiitiske Iran, som for tiden nok er mere optaget af Irak og det ekstremt sunnitiske IS samt af en mulig forståelse med USA. Derfor passer det Hamas meget godt at få en krig igen, hvor det atter støttes af Iran. Hvor Israel overreagerer, og de arabiske lande atter må vende sig mod Israel, ligesom den ganske verden igen må tage afstand fra Israels besættelsespolitik og overdrevne magtanvendelse.

Billedgalleri: Se billederne: Gaza i ruiner

Netop den situation betyder, at Israel føler sig venneløs og derfor tvunget til at gøre sig selv så sikkert som muligt. Efter at præsident Barack Obama i juni 2009 talte i Cairo, fløj han ikke til Israel bagefter. Det har Israel bemærket. Kan det stole på USA? Bl.a. på grund af denne tvivl fik udenrigsminister John Kerry ikke noget ud af sine fredsbestræbelser i dette forår. Kan Israel stole på EU? Nej, det ved, at EU ikke handler. Dertil er Europas afhængighed af arabisk olie for stor og indstillingen til Israel og Palæstina for forskellig mellem EU-landene. EU tilbyder i stedet handel, hvis parterne enes.

Kan det stole på en garanti fra FN? Det erindrer, at FN trak sine styrker tilbage, da Egyptens præsident Nasser bad FN om at gøre det, hvorefter vejen til Israel lå åben. Kan det stole på, at verdenssamfundet får styr på Irans atompolitik? Det tør Israel i hvert fald ikke løbe an på. Af alle disse grunde fortsætter Israel sin politik og gør det på en måde, der lægger flere og flere sten i vejen for freden: den hårdhændede besættelse og den fortsatte udvidelse af bosættelserne på Vestbredden, der får Abbas’ territorium til at skrumpe, mens han forhandler, hvorved hans forhandlingsposition dagligt svækkes.

Israel kunne gøre meget mere i forhold til Vestbredden. Det kunne optræde mindre aggressivt i forhold til palæstinenserne. Det kunne dæmpe bosætterne ned, stoppe bosættelserne og påbegynde en afvikling af dem. Det kunne vise Abbas og hans regering langt mere tillid til gengæld for den sikkerhed, disse leverer. Derved kunne Israel vise befolkningen i Gaza, at der er en god fremtid i freden og ingen fremtid i krigen.

Troen på, at de to stater kan leve fredeligt side om side bliver stadigt mindre i Israel, alt mens ekstremisterne bliver flere og flere. De, men også de israelske arabere, er ved at indstille sig på en énstatsløsning, men denne vil medføre, at den jødiske befolkning kommer i mindretal i Israel, hvorefter den kan indføre apartheid for at sikre staten som jødisk, eller den kan respektere demokratiet og i kraft af befolkningsudviklingen ophøre med at være »jødernes hjemland«.

Læs også: Hamas afviser oplæg til våbenhvile

Så ender Israel med at være en parentes i Mellemøstens historie. Det så Yitzhak Rabin, Shimon Peres, Ariel Sharon og Ehud Olmert, og derfor arbejdede de for en fredsløsning med to stater. Det er en dyb tragedie for regionen, at Rabin blev myrdet af en jødisk ekstremist, hvis storslåede gravmonument ligger som en provokation i Hebron. Tragedien fortsatte, da Sharon blev bevidstløs, og Olmert siden blev fældet på grund af en korruptionsanklage, der ikke holdt vand.

Den dominerende del af Israels politiske liv tror ikke længere på deres tostatsløsning. Den tror ikke på omverdenens eventuelle garantier. Den tror på, at Israel og Vestbredden kan smeltes sammen til én stat. Og dét er lige netop, hvad Hamas ønsker sig, for det ved, at den bliver begyndelsen til enden for Israel.

Det vil nok være en god idé at sende dem Johannes Møllehaves vers:

»Vi skal nok komme ud over afgrundens rand, når blot vi skubber hinanden.«