Islam og demokrati kan forenes – men ikke under Erdogan

Foto: Handout og Linda Henriksen.
Læs mere
Fold sammen

Tyrkiet har siden Første Verdenskrig stået som et af de få blandt verdens 55 muslimsk dominerede lande, som forstod at balancere mellem religion og politik. Et sekulært forbillede i denne del af verden. En bro mellem Øst og Vest, hvor der var en klar adskillelse mellem privat tro og offentlige instanser.

Alt dette er det lykkedes præsident Recep Tayyip Erdogan at smadre på bare ti år.

Det seneste udråbstegn satte han med sin kontroversielle folkeafstemning, der ikke bare koncentrerer en uhørt magt hos netop præsidenten, men også trak overraskende mange ja-stemmer i Tyrkiet såvel som i adskillige europæiske lande, herunder Danmark.

Der er vitterligt tale om et demokratisk selvmord.

Vi lærte Erdogan at kende i begyndelsen af 00erne som en demokratisk darling, og Vesten knyttede hurtigt håb til denne nye leder af NATO-landet og EU-kandidaten Tyrkiet, broen mellem Øst og Vest og landet, der i 100 år havde skabt og udviklet en fornuftig og afbalanceret samfundsmodel, hvor der var plads til både islam og et klassisk demokrati, ikke mindst modelleret efter fransk inspiration.

Siden Første Verdenskrig har Tyrkiets sekulære forfatning og hele samfundsmodel – grundlagt af Atatürk – vist sig levedygtig som en religionsneutral model, hvor enhver har ret til at praktisere sin egen tro, men hvor religionen, religionens mænd og religionens læresætninger ikke skulle diktere samfundsindretningen. Tyrkiet blev et land med retsstat, demokrati og parlamentarisme og en sekulær forfatning, som ikke mindst landets militær har stået vagt om og forsvaret, hver gang den har været truet.

Sultanatet

Efter sidste sommers såkaldte militærkup, der under alle omstændigheder mislykkedes, og Erdogans jernnæve, der kun er blevet stærkere siden da, er vi nu tilbage ved et regulært sultanat. Det er lykkedes Erdogan at cementere både sin magt og sit omdømme som den muslimske verdens mest populære leder og især sunnimuslimernes store forbillede, ikke mindst i den fortløbende konflikt med det shiamuslimske Iran.

På denne baggrund forstår man udmærket Erdogans bevæggrunde. Ja, han står i spidsen for et vigtigt NATO-land, og ja, han vil egentlig gerne indlemme Tyrkiet i EU med alle de enorme fordele, der følger med. Men strengt taget er han ligeglad med EU; hans ambitioner går i sydøstlig retning. Positionen som leder for det store flertal af muslimer, der bekender sig til sunni-retningen, er langt vigtigere for ham. Hans ambition er at genindføre sultanatet og blive nutidens Saladin (den største muslimske helt nogensinde, som i øvrigt var kurder!).

Det var utænkeligt for bare ti år siden; nu er det lykkedes Erdogan at stække politiske modstandere såvel som retsvæsenet og ikke mindst militæret i en grad, så han effektivt sidder på selve magten og i praksis kan gøre, hvad han vil. Han er nu de facto sultan-diktator på livstid.

Spørgsmålet, som mange stiller sig, er, hvorvidt islam og demokrati kan forenes i praksis.

Med Tyrkiet som en af undtagelserne blandt verdens 55 muslimske nationer, som – trods alt – for en tid udgør et demokrati, i hvert fald på papiret, kan mit svar synes naivt. Men jeg mener faktisk, at det er muligt.

Det er et spørgsmål om vilje. Om den personlige indstilling. Det handler ikke om at få muslimerne til at vælge islam fra, men demokrati til. Og Koranen kan bruges og misbruges på mange måder. Den er åben for fortolkning. Det er i vid udstrækning et spørgsmål om »søg, og du skal finde«.

Eksemplet Tunesien

Tyrkiet med Erdogan i spidsen er tydeligvis på vej i den helt forkerte retning. I stedet vil jeg gerne fremhæve Tunesien som et eksempel på, at håbet om at skabe et liberalt demokrati i et muslimsk domineret land faktisk eksisterer.

Tunesien har alle forudsætninger for at lykkes med integrationen af islam og demokrati i klassisk forstand. Landet har en stærk og veluddannet middelklasse. Der er fokus på kvinders rettigheder. Fagbevægelsen i landet står stærkt. Og jeg vil gå så langt som til at udnævne nogle af landets mest troende muslimer til fornuftige islamister, en betegnelse som jeg hidtil har vægret mig meget ved.

Det islamistiske parti har droppet visionen om sharia som landets eneste lov og er begyndt at forvandle sig til et muslim-demokratisk parti som kristendemokratiske partier i Østeuropa. De har netop forstået pointen: At tro er en privat og helt legitim sag, men troen skal ikke dominere det offentlige liv. Fokus på respekt for religionen, familieværdier og respekt for det enkelte menneske og vedkommendes private tro – uden at blande det ind i samfundets indretning.

Det er vigtigt at forstå, at demokrati tager tid. Lang tid. Man kan ikke fra den ene dag til den anden, og heller ikke på hverken fem eller ti år, omrokere et forstokket regime til et moderne samfund med fuldt funktionsdygtige, demokratiske institutioner. Den hede drøm om at eksportere Højskole-Danmark til resten af verden er og bliver – en drøm. Realiseringen af den har ualmindeligt lange udsigter.

Husk på, at Danmarks Riges Grundlov stammer fra 1849. Men det var først med den reviderede grundlov fra 1915, at vi faktisk fik reelt demokrati i Danmark, bl.a. med indførelsen af kvinders rettigheder. Det danske demokrati er kun 102 år gammelt!

Men kernen af demokrati er det muligt at indføre i alle muslimske lande, hvis ellers viljen er til stede. Kernen er retsstaten, tre-magtdeling, uafhængige domstole og lighed for loven.

Det Arabiske Forår

Det Arabiske Forår skabte begejstring og håb, også i Vesten, men de vestlige ledere havde misforstået noget, og de glemte at følge op på det:

Efter en revolution følger nødvendigvis en overgangsperiode. Man vælter ikke en diktator den ene dag og forventer demokrati den næste. Gør man det, får man nogle ekstremt velorganiserede islamister, som tager magten på mere eller mindre demokratisk vis, fordi hovedparten af den demokratisk indstillede opposition sidder i fængsel eller er gået i eksil.

Derfor visnede Det Arabiske Forår. Vi så det i Saudi-Arabien og i Qatar, hvor de respektive regimer brugte deres oliepenge til at finansiere islamister og antidemokrater for at underminere demokratibevægelserne og fastholde deres magtpositioner, og vi i Vesten svigtede de demokratiske kræfter, som vi i velment, men naiv tro havde forestillet os på rekordtid kunne revolutionere disse lande.

Islam er åben for fortolkninger. Og Koranen bliver da også fortolket vidt forskelligt. Politisk og ortodoks betinget islam er ikke foreneligt med demokrati. Sharia som lov er ikke foreneligt med demokrati. Det er som ild og vand. Men så længe man holder sin religion inden for sin private sfære og praktiserer den i respekt for andre – fremfor at forsøge at tvinge den ned over hovedet på sine medmennesker – så kan islam udmærket forenes med demokrati. Det så vi i Tyrkiet, indtil Erdogan blev grebet af magtsyge. Og vi ser positive fremskridt i Tunesien.

Tyrkere i Europa

Tilbage står spørgsmålet om de mange tyrker i Europa, der stemte for Erdogans skandaløse forfatningsændring. Hvordan kunne de gøre det? Jeg fatter det ikke.

Tyrker i Danmark, som omfatter både anden og tredje generation, er født og opvokset her. De har fået alt foræret, fra daginstitutioner til grunduddannelser og videregående uddannelser. Man høster frugterne af demokrati og personlig frihed, men det er en gratis omgang, og man bliver ved med at trampe rundt i diktaturets ukrudt.

Noget er gået helt galt, og jeg er nødt til at pege på den almindelige opdragelse i visse familier. Ikke alle, men åbenlyst en del: Forældre og bedsteforældre kan ikke slippe den kultur og samfundsopfattelse, som de har taget med fra deres oprindelige fædreland, de nægter at tage danske værdier til sig, og de påfører deres børn og børnebørn deres egen foragt for det vestlige samfund, der har taget imod dem og givet dem alt.

Demokrati-integrationen er mislykkedes. Det danske samfund skal nu kræve demokrati-assimilation og ikke give sig når der opstår armlægning mellem nedarvet idioti og vores frihedsværdier. Jeg advokerer ikke for, at nogen skal opgive deres tro, men en vis assimilation med det omgivende samfund, der åbner sine døre, er nødvendig.

Jeg ville gerne bytte nogle medlemmer af den interne tyrkiske opposition, der kæmper en farlig kamp mod diktatoren Erdogan, for nogle af de herboende tyrker, som overhovedet kunne overveje at stemme ja til diktatorens koncentration af sin egen magtposition.

Sidstnævnte bør pakke kufferten og flytte adresse til Tyrkiet. Og de kunne passende tage deres forældre med sig, der har opdraget dem til at afsky Danmark og dets frihedsværdier, alt imens de romantiserer Tyrkiet. Det er forræderi af Vestens gæstfrihed.

Undervejs kan de overveje, hvordan deres tilvalg af Erdogan og fravalg af det Vesten, der har foræret dem alt, vil få uoverskuelig indflydelse på de næste mange års udvikling på grænsen af Europa og på Tyrkiets manøvrerum i flere generationer.