Irak var den rigtige krig – desværre

Jesper Lau Hansen: Irak var den rigtige krig – både moralsk, strategisk og folkeretligt. Og den var også en succes. Desværre, må man tilføje. For kunne man bare bilde sig selv ind, at det ikke nytter noget, ville det være lettere at blande sig udenom i verdens brændpunkter og hygge sig i smug.

Arkivfoto: AFP
Læs mere
Fold sammen

Marts byder på to mærkedage for Mellemøsten. For ti år siden begyndte befrielsen af Irak, for to år siden begyndte befrielsen af Syrien. Især Irak kalder på vores interesse, hvorimod der er en forunderlig ligegyldighed over for blodbadet i Syrien. Her argumenteres for, at Irak var den rigtige krig, både moralsk, strategisk og folkeretligt, og dermed også, at den var en succes, i hvert fald med den relative skala som udenrigspolitiske tiltag af denne kaliber måles i. Desværre, må man tilføje, for kunne man bare bilde sig selv ind, at det ikke nytter noget, ville det være lettere at blande sig udenom verdens brændpunkter og hygge sig i smug.

Moralsk er det oplagt, at fjernelsen af Saddam var det rigtige. Han var en ufattelig modbydelig og blodig despot, hvis eneste forsonlige træk var, at hans uberegnelige grusomhed var ligeligt fordelt mellem de sekteriske grupper i Irak og landets naboer. Vi kan moralsk bebrejde os selv, at vi i perioder støttede ham, f.eks. i krigen mod Iran, og at vi ofte ignorerer andre despoter, men ikke, at vi omsider gjorde det rigtige og fjernede ham.

Nogle forsøger at overkomme dette indlysende punkt ved at indvende, at irakerne burde have befriet sig selv. Det er ikke bare forkert, men en hån, for Irak er fyldt med massegrave med de titusinder, der forsøgte at gøre oprør, og deres familier. Hvis Det Arabiske Forår har vist os noget, er det ikke bare, at arabere ønsker frihed, men også, at et folkeligt oprør ikke nytter meget imod en skruppelløs diktator, hvilket både Libyen og Syrien er blodige eksempler på. Disse tragiske eksempler bekræfter også, at tabene i Irak ikke skyldtes invasionen, men den magtkamp der følger efter befrielsen. Syrien kan efter kun to år opvise tabstal og fordrevne, der modsvarer den mere langvarige Irakkrig, netop fordi der ingen er til at lægge sig i mellem. Det viser, at vores – i bogstaveligste forstand – selvopofrende soldater aldrig førte krig mod irakerne, men tværtimod beskyttede dem og mindskede deres rædsler. Det forbliver et mysterium, hvorfor så mange meningsdannere herhjemme valgte at fremstille vores indsats på denne måde og dermed antage al-Qaedas synsvinkel. Det skyldtes måske ønsket om at fremstå som kritisk, selv om det så åbenbart var det modsatte.

Andre forsøger at eliminere det moralske aspekt ved stædigt at hævde, at krigen skyldtes en løgn om Saddams masseødelæggelsesvåben. Det minder om de amerikanske ’birthers’, der trods talrige beviser på det modsatte fastholder, at Obama ikke er født i USA og dermed ulovligt er blevet præsident. Trods det faktum, at samtlige uafhængige undersøgelser konkluderede, at efterretningstjenesterne ikke løj og ikke blev tvunget af politikerne, og at Saddam faktisk prøvede at holde liv i sine våbenprogrammer, blev stadig mere fantasifulde historier markedsført, så man til sidst fik det indtryk, at hele påstanden byggede på en enkelt ’screwball’. Som i USA kan man næppe overbevise dem, der ikke vil forholde sig til virkeligheden, men Assads frejdige erkendelse af, at han skam har masser af disse våben i Syrien, har vel trods alt bragt de fleste til den erkendelse, at så usandsynligt var det heller ikke, at Saddam fortsat havde dem.

Opfattelsen af Saddam som en alvorlig strategisk udfordring var således seriøs, og det er udtryk for intellektuel dovenskab grænsende til historieforfalskning at se krigen som fremkaldt af de neokonservative. Erkendelsen af, at det var en alvorlig strategisk fejl at lade Saddam forblive ved magten efter Kuwaitkrigen, var udbredt, og »regime change« var officiel amerikansk politik, vedtaget som lov af både republikanere og demokrater og underskrevet af Clinton allerede i 1998, der samme år bombede Irak for at tvinge ham væk.

Nu ved vi så, at Saddam faktisk ikke havde disse våben, selv om han hurtigt kunne have aktiveret sine programmer og fremstillet dem. Var krigen så en fejltagelse, vi burde have undladt, havde vi vidst mere? Nej, for alternativet til krig var ikke fred, men Saddams uberegnelige diktatur og dermed også de dræbende sanktioner, der ophidsede Mellemøsten så meget, at bin Laden brugte det som begrundelse for sin jihad mod USA. Situationen var uholdbar, ikke mindst efter at USA havde oplevet, hvor alvorlige angreb en terrorbevægelse kan udløse, når den bakkes op af en slyngelstat. Irak er ikke perfekt i dag, men bedre end sit rygte. Modstræbende erkendes den voldsomme økonomiske fremgang, men der er en forunderlig alliance blandt højre og venstre i ønsket om at afskrive det irakiske demokrati som en fiasko. Højre fastholder, at muslimer aldrig kan blive demokrater, mens venstre i en misforstået respekt for fremmed tro og kultur synes villige til at støtte. Det er en grov undervurdering af både den enkelte iraker og det irakiske demokrati. Det er ikke perfekt, men lakmusprøven på et demokrati, om magten kan skifte afhængigt af et valgs udfald, er opfyldt.

Det er ligeledes naivt at tro, at Iran og Irak er allierede pga deres shiitiske tro, da det overser den mere afgørende forskel mellem arabere og persere, og den ældgamle rivalisering, der følger heraf. Iran er stærkt, når Irak er svagt, og Irans magt steg derfor, da Saddam tabte Kuwaitkrigen. Befrielsen af Irak vil svække Iran og kan bane vej for et mere oplyst Iran, navnlig fordi den irakiske tradition for religiøs ikke-indblanding i politik bliver stadig mere populær i et Iran, hvor mullaherne opleves som undertrykkere. En sammenligning med Syrien viser, at Irak var det rigtige strategiske valg. Ved ikke at blande os, bliver borgerkrigen mere blodig, og vi kan ikke sikre, at de ’rigtige’ vinder. Det er dermed langtfra sikkert, at Syrien ender med et resultat, der er tilnærmelsesvis så godt som Irak.

Folkeretligt har man groft sagt et valg. Man kan enten støtte det traditionelle systems fredsfokus, hvilket desværre indebærer, at man freder despoter, eller man kan støtte en moderne folkeret, der fokuserer på frihed, hvilket desværre medfører mere krig. Vælger man den traditionelle opfattelse, var Irak nok en krigsforbrydelse, men det var Kosovokrigen under Nyrup-regeringen i så fald også, ligesom bombningen af Saddam under Clinton i 1998 og indsatsen i Libyen, hvor man brugte en FN-resolution om at beskytte befolkningen til at fremkalde regime-change. Hvis man derimod støtter frihed, var Kosovo tværtimod eksemplet på, at folkeretten kan udvikles (princippet om responsibility to protect), og Libyen en naturlig konsekvens af, at Gaddafi var en trussel mod sit folk. Irak var da også en lovlig krig, fordi beføjelsen fra Kuwaitkrigen fortsat var gældende uanset yderligere resolutioner fra Sikkerhedsrådet; det var f.eks. den engelske kronadvokats vurdering. Vælg selv, men gør det konsekvent.

Krigens grusomme væsen bør ikke overskygge, at den er både nødvendig og effektiv. Den franske indgriben i Mali har været en stor militær succes, der har reddet civilbefolkningen til deres åbenlyse glæde. Alligevel fejres det ikke i medierne, der hellere fokuserer på, at fjenden nok bare er ved at omgruppere sig. Tilsvarende var det al-Qaedas nederlag i Irak, der reducerede bevægelsen fra en velkoordineret og slagkraftig modstander til et løst og uorganiseret sammenrend af selverklærede sheiker og fribyttere. Det er oplagt, at Irak viste os, at krig alene ikke er løsningen. Der skal også opbygges et civilsamfund. Men terrorister kan brænde ned hurtigere, end vi kan bygge op. Derfor har vi brug for begge instrumenter. Syrien er et brutalt eksempel på, hvad der sker, når vi blander os udenom, og illustrerer dermed også den for så mange ubekvemme sandhed, at Irak var den rigtige krig – desværre.