Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Internettet forpligter

Racismedommen til Mogens Camre og hackingen af utroskabshjemmesiden Ashley Madison er de seneste beviser på, at internettet nu endelig bliver betragtet som en forlængelse af vores fysiske verden. En verden, hvor der gælder de samme love og regler som i den virkelige verden.

»Internettet har været en fuldstændig autonom verden, der har været helt hægtet af virkeligheden, og hvor der har hersket andre regler for, hvordan man opfører sig. Et eksempel er, at alt det, som vi troede, var gemt væk, pludselig kom frem i lyset, da utroskabssitet Ashley Madison blev hacket. For de, der har brugt sitet, har sandsynligvis tænkt, at handlinger på internettet ikke korrelerer med virkeligheden. Men det gjorde de,« skriver Anne Kirstine Cramon. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Internettet er som udgangspunkt født gratis. På internettet gemmer der sig timevis af gratis underholdning, gratis filer man kan downloade, og så har det i sin oprindelige form været en legeplads for gratis holdninger, som man ikke behøver at stå til ansvar for. Men det er en stakket frist. Vi ser i højere og højere grad, hvordan nettet forpligter.

For et par uger siden blev Mogens Camre dømt for racisme, og det var hans twitterprofil, der dannede platformen for anklagen, mens en 29-årig mand og en 19-årig kvinde i retten i Odense blev frikendt for at have lavet og delt en vittighed på Facebook, der sammenlignede muslimer med grise. Her mente anklageren, at der på de to tiltaltes internetprofiler var blevet opslået og delt indhold, der var i strid med racismeparagraffen.

For at en sag hører ind under racismeparagraffen, skal den først og fremmest indeholde et element af en krænkende udtalelse over for en særlig befolkningsgruppe, og den skal derefter forsøges udbredt og spredt blandt en større gruppe af befolkningen. Her er de sociale medier et rigtig oplagt redskab, for internettet gør det muligt forholdsvis nemt at nå ud til ret mange. De to personer endte med ikke at blive dømt, men begge eksempler viser tydeligt, at der følger et ansvar for loven med, når man bruger internettet. Og selvom Camre forsøgte at bortforklare sig med, at han var ny på Twitter og kun havde 67 følgere, faldt hammeren, og han blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen.

For nylig bragte Politiken en forsidehistorie om amerikaneren The Fat Jewish, der med sine 5,7 millioner følgere og delinger af sjove memes og billeder, er blevet en betydelig stemme med stor påvirkningsevne på det billedbårne medie, Instagram. Historien i Politiken handlede om, at en lang række komikere mener, at The Fat Jewish, der bærer det borgerlige navn Josh Ostrovsky, er en snylter, hvis internet-berømmelse beror på, at han hapser billeder fra andre, som han derpå deler.

Denne vinkling af de mange stemmer på sociale medier sætter fokus på en helt anden problematik, nemlig ophavsret. Som udgangspunkt har de sociale medier været et stort tag-selv-bord af memes, sjove billeder og vittigheder, som man bare kunne bruge og videredele uden konsekvenser. Det er også tydeligt, når man ser nærmere på de ordvalg, der f.eks. lægger sig omkring Instagram. For implicit i handlingen at dele et billede eksisterer der retorisk set ikke noget om ophavsret og betaling.

Men her stod en række amerikanske komikere frem og krævede, at den, der har udviklet det sjove meme eller den pågældende vittighed også bør krediteres, da det for dem er en levevej.

Men hvorfor er det så svært at tjene penge på nettet? Den største udfordring for internettet er, at det som udgangspunkt bliver opfattet som gratis.

Internettet er en buffet af mere eller mindre verificeret indhold. Medierne har sit hyr med at få brugerne til at betale for nyhederne. Musikbranchen har lidt kraftigt under, at så meget musik kan downloades gratis, og mange kunstnere udtrykker stor utilfredshed med, at streamingtjenesterne er medvirkende til, at de bliver underbetalt for deres produkt.

Sidste år gav det genlyd i musikbranchen, da Taylor Swift trak alle sine sange fra musiktjenesten Spotifys katalog i protest over, at der er så lille en andel, der går til kunstnerne, når de har deres musik liggende i den svenske streamingtjenestes katalog. Andre kunstnere som Thom Yorke fra Radiohead og Nigel Godrich har været ude i nøjagtig samme ærinde.

Men hvad stiller man op? Måtte karetmagerne ikke også bare acceptere, at de måtte oppe sig og finde på noget andet at lave, da bilen kom frem og folk stoppede med at køre med hestevogn? You snooze, you loose.

Rigtig mange aktører er først for nylig vågnet op fra døsen og kæmper nu med, at internettets altoverskyggende magt og udbredelse er kommet bag på dem. Det er simpelthen ikke blevet betragtet som forretningsområde fra begyndelsen. Fordi internettet er født med et stort, gult gratis-skilt, har medierne kæmpet en lang, brav kamp for at få brugerne til at betale for nyheder. En kamp, der stadig er i gang, for når først man har fået noget gratis, gør det ondt at betale for det.

Den kamp, som de, der gerne vil tjene penge på internettet, kæmper, smitter også af på almindelige privatpersoner.

Internettet har været en fuldstændig autonom verden, der har været helt hægtet af virkeligheden, og hvor der har hersket andre regler for, hvordan man opfører sig. Et eksempel er, at alt det, som vi troede, var gemt væk, pludselig kom frem i lyset, da utroskabssitet Ashley Madison blev hacket. For de, der har brugt sitet, har sandsynligvis tænkt, at handlinger på internettet ikke korrelerer med virkeligheden. Men det gjorde de. Og det var rigtig træls for rigtig mange, der måtte hjem til manden eller konen og stå skoleret.

Et andet eksempel er, når Ekstra Bladets »Nationens« kommentarkloak flyder over med anonyme »trolls«, der gemmer sig bag en anden identitet end deres egen for at kunne udgyde betændte og grænseoverskridende holdninger og ytringer. Her handlede det for medierne om at få brugerne involveret, så de følte sig som en del af noget og blev tættere knyttet til mediet.

Nu er der omvendt et større og større krav om, at vi skal stå ved os selv og det, vi siger. I vinteren 2014 kørte DR2 programserien »Ti Stille Kvinde«, hvor en række fremtrædende danske kvinder, der er vant til at debattere og ytre sig offentligt, stod frem og fortalte om, hvad de rent faktisk måtte stå model til som offentlige meningsdannere. Det var ikke småting. Her var der massevis af beskeder om f.eks. voldtægt og øgenavne i en kaliber, hvor mundvask med vand og sæbe ikke ville nytte noget.

Som en af dem, der af og til stikker næsen frem, oplever jeg også selv, hvordan folk lægger al almindelig pli fra sig, så snart de er logget ind på sociale medier. Min regel er, at jeg sletter folks indlæg, hvis jeg ikke tydeligt kan se, at der rent faktisk står en person bag, som gerne vil vedkende sig sin identitet. Jeg gider ikke bruge tid på at sidde og diskutere med en troll, som ikke føler sig forpligtet til at opføre sig som et anstændigt menneske, fordi han eller hun ikke tør stå ved sig selv. Som regel er det jo triste skæbner, der står bag. Her er internettet ikke det eneste sted, hvor disse mennesker ikke formår at følge normerne.

Alle de ovenstående eksempler peger på to ting. Internettet er ikke længere gratis. Og internettet forpligter. Internettet bliver mere og mere en afspejling af vores fysiske verden, hvor vi er nødt til at opretholde normer og regler, så det indhold, som nettet tilbyder, også er konstruktivt og brugbart. Vil vi have gode artikler, må vi betale for det. Vil vi have lovligt TV og film, må vi betale for det. Og vil vi have god og saglig debat, må vi stå ved os selv på samme måde, som vi gør i den fysiske verden.

Hvis du ikke vil stå ved, hvem du er og følge de fælles spilleregler, er dit bidrag ikke interessant. Når Mogens Camre kan få en dom for et tweet, giver det dønninger ud til alle os andre, der kommer til at reflektere over, hvordan vi selv agerer online. Nu 20 år efter har vi endelig fattet det. Det virkelige liv foregår også på internettet. Og så må vi indrette os derefter.

Internettet er endelig blevet det, som det burde være og et sted, hvor det i virkeligheden giver stor værdi. Det er en forlængelse af vores fysiske verden, hvor der gælder de samme love og regler, som vi også skal forholde os til i vores interaktion uden for computeren. Lidt forudsigeligt og kedeligt måske, men nemmere at navigere i.