Ingen laver satire om et nyfødt barn

Satiren er udfordret både af terrorister og politisk korrekte svenskere – men især af klimaaftalen på COP21 i Paris. Mediesystemet har nemlig optrådt som et propagandaorgan for denne aftale, længe inden den var indgået. Uden antydning af kildekritisk tilgang.

Klaus Kjøller, Forfatter og kommentator Fold sammen
Læs mere

Julen er glædens og kærlighedens tid. Det viser sig bl.a. ved, at vores kirker fyldes, fordi alle elsker at høre juleevangeliet om Jesusbarnet, som blev født under vanskelige omstændigheder. Og ved, at vi glæder hinanden med gaver.

Kærlighed og optimisme er en urkraft i mennesket. Ingen leder kan få succes uden evnen til at skabe kærlighed og optimisme omkring sig. Ingen lærer kan flytte sine elever ret meget, hvis de ikke kan mærke, at læreren på en eller anden måde holder af dem og tror på, at de kan. Og forældre, som ikke helt fra fødslen lader deres barn mærke, at det er elsket og tiltros de allerbedste egenskaber, kan på kort tid ødelægge langt mere, end snesevis af toptrænede pædagoger og superudstyrede børneinstitutioner kan udbedre under hele barnets opvækst.

Kærligheden og optimismen står med andre ord meget stærkt i vores almindelige menneskelige omgang med hinanden. Det gør det ofte svært at være satiriker. Satirikere opfattes let som lyseslukkere af den kærlighed og optimisme, som vi alle sammen godt ved skal drive verden i den rigtige retning.

Men alle i demokratiet er enige om, at satire er vigtigt. Det skyldes selvfølgelig, at det er vigtigt i den demokratiske debat at kunne påpege selvmodsigelser, hykleri, praleri, urealistiske forestillinger og andre fejl og mangler hos sin modpart. Og at det er vigtigt for pressen at kunne kritisere staten, organisationerne og virksomhederne. Intet demokrati kan eksistere, uden at alle har ret til at pille hinanden ned fra enhver piedestal – inden for injurielovgivningens grænser. Derfor er satire velkommen. Satire er demokratiets salt.

Det lyder fint. Men vi har, bl.a. med Muhammedtegning- krisen og Charlie Hebdo-mordene i Paris, på den hårde måde lært, at ikke alle accepterer at få udsat deres kærlighed og optimisme for satirisk behandling. Islamister opfatter dog ikke kun deres egen terror som et forsvar for deres specielle udgave af et særligt kærligt og optimistisk syn på tilværelsen. De opfatter terroren som et forsvar for selveste den eneste eksisterende virkelighed, således som deres højt elskede overjordiske leder med egne ord selv har skabt den.

Det er ynkeligt at bekæmpe satire ved at slå satirikere ihjel. Det sender et klart signal om, at man ikke er så stærk i troen, at man bare ryster på hovedet over satiren og fortsætter sit liv. Men den ynkelige reaktion har desværre vist sig at have uhyggelig stor effekt. Men da vi næsten alle kan se, at det ikke er satirikernes skyld, at der er satiriske ting, som aviser ikke mere bringer af hensyn til personalets sikkerhed, så styrker det jo bare sympatien for satirikere, at der er nogle, der idiotisk nok vil slå dem ihjel.

Det har ofte store omkostninger at undertrykke satire og kritik. Det har vi set i Sveriges yoyo-politik på flygtningeområdet. Først indbød man alle flygtninge til landet. Da alle flygtningene så kom, indså man, at det ikke gik. Så nu sender man helst flygtninge ud igen. Hvis det svenske mediesystem og det svenske politiske establishment havde givet god plads til grov satirisk behandling af den uhyggelige politiske korrekthed i landet, mens man patetisk førte sig frem som »humanitær stormagt«, så havde Sverige ikke ramt virkeligheden så brutalt, som det nu er sket.

Men terroristers og politisk korrektes forfølgelse og undertrykkelse af satirikere, tjener kun til at styrke satirikeres image blandt almindellige mennesker. Derimod er den netop indgåede klimaaftale på COP21 i Paris en stor udfordring for satirikere, som ønsker at bevare et godt omdømme. Sagen er, at vi jo alle har brug for den kærlighed og optimisme, som denne aftale så klart har som sit væsentligste budskab. Det er med stor succes lykkedes den snilde diplomat, Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, at forene verdens nationer bag godt 30 siders tekst om at begrænse temperaturstigningen som følge af CO2-udledningen til højst 2,0, men helst kun 1,5 grader over den middeltemparatur, som var på kloden før industrialiseringen begyndte i 1880.

Alle verdens nationer var begejstrede under afslutningsceremonien. Enhver satire virker malplaceret her. Hvorfor i alverden udsætte denne klimaaftale og hele arrangementet for satirisk behandling, som kan spolere stemningen? Vi er jo alle i samme båd. Den kærlighed og optimisme, som afslutningen viste, kan ikke blive stor nok, fordi enhver kan se, at det er den, der både skal redde aftalen og dermed kloden fra store temperaturstigninger. Enhver satirisk udfoldelse i denne anledning kan koste klodens overlevelse, fordi den vil svække den nødvendige tro på aftalen. Og satiren vil desuden udgøre en trussel mod den danske eksport af vindmøller og grøn teknologi til hele verden.

Men de satiriske fristelser i aftalen er store. Der er en påfaldende modsigelse mellem euforien over aftalen og så aftalens konkrete indhold. Der er ingen instans, der kontrollerer de næsten 200 landes overholdelse af aftalen. Der er ingen aftale om sanktioner, hvis den ikke overholdes.

Ved en lige så juridisk uforpligtende aftale i Folketinget ville jeg ikke se noget problematisk i at satirisere løs over misforholdet mellem aftalens retorisk løsslupne hensigtserklæringer og så de kolde realiteter. For i en sådan aftale, selv af den mest vidtgående slags, vil det aldrig dreje sig om at bevare selve kloden og spare hinanden for endnu flere folkevandringer, end vi allerede har. Det ville højst dreje sig om vores forsvindende lille lands økonomi og sikkerhed. Men ved COP21-aftalen er der så meget globalt på spil, at det virker forkert at tæske løs som satiriker. Som at slå løs på et forsvarsløst, nyfødt barn, der symboliserer hele Jordens og menneskehedens kærlighed og optimisme. Det, som vi godt ved, skal redde os i den sidste ende, hvis vi skal reddes.

Derfor vil jeg også afstå fra satirisk behandling af medieforløbet op til aftalens underskrivelse. Selv om det er svært. Hele mediesystemet har nemlig optrådt som et propagandaorgan for denne aftale, længe inden den var indgået. Journalister, politikere og eksperter har stort set uden modsigelse været åndeløst optaget af, om det mon ville lykkes at blive enige om en tekst inden deadline. Uden antydning af kildekritisk tilgang har journalister leveret følelsesmættede reportager om folk, som var udsat for stigende havvand. Vi har under dette propagandabombardement kun hørt yderst lidt om tekstens indhold under den stadigt hidsigere spurt gennem flere redaktioner og søvnløse nætter frem mod deadline. Vi har hørt fyldigt om, at man nu var ved at skære teksten ned, at man havde arbejdet hele natten, at nogle havde været utilfredse med teksten, men at der stadig var håb. Sjældent har procesjournalistik erstattet substansjournalistik mere konsekvent og tordnende tomt end i TVs indslag om denne FN-konference. Alene forestillingen om deadline, dvs. at noget så vigtigt som verdens frelse skulle stå og falde med noget så ligegyldigt som, hvornår deltagerne på denne konference havde booket flybilletter til hjemturen, er jo højst latterlig. Selv om flytrafikkens enormt stigende CO2-udledninger slet ikke indgår i aftalen, så burde alle deltagerne jo vise hele verden et godt eksempel ved at tage den med ro, bruge den fornødne tid og så bagefter gå eller cykle hjem.

Men som sagt: COP21 har tjent et godt formål. Fordi det har vist sig, at det største ved aftalen er, at alle overhovedet blev enige om noget som helst. Og netop fordi aftalen har vist sig at være ligeså skrøbelig og blød som et nyfødt barn, er vi alle sammen ekstra nødt til at støtte den som den hyldest til den fællesmenneskelige kærlighed og optimisme, som er dens reelle indhold. Og som vi jo alle godt ved ideelt set burde holde den bedste af alle mulige verdener i gang ved enhver temperatur.

Det svære ved satire er ikke at udstille fejl og mangler. Det er desværre ofte alt for let. Det svære er at styrke kærligheden og optimismen samtidig med, at man piller folk og institutioner ned. Først når ofrene ler med satirikeren, ved man, at det er lykkedes.