Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ingen blæser i fløjten

Michael Gøtze: Tavshed. Meget tyder på, at embedsmænd ikke udnytter muligheden for whistleblowing. Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, da der er brug for intern juridisk fejlstøvsugning, men Grevil-sagen kaster lange skygger.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Sager om lækager inden for myndighedssystemet rammer ofte avisernes forsider, når de handler om aktuelle emner. Især har Danmarks deltagelse i Irak-krigen affødt sager om embedsmænds videreformidling af kildne oplysninger til pressen, herunder den kontroversielle Grevil-sag. En grænseoverskridende form for lækage er WikiLeaks netbaserede fodring af en global offentlighed med dokumentation om krigen. Også her har der været muldvarpe på spil. Set i forhold til det omfattende administrative apparat i stat og kommune er de danske lækage-sager dog få. Meget tyder på, at embedsmænd ikke udnytter muligheden for whistleblowing. Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, da der er brug for intern juridisk fejlstøvsugning.

De få lækagesager kan helt hypotetisk skyldes, at der aldrig sker uregelmæssigheder i det offentlige. Mere sandsynligt er det, at de skyldes, at det ikke er en del af kulturen i det danske forvaltningssystem at blæse til alarm over for interne lovovertrædelser. Den dramatiske medieafdækning af sagen om statsløse palæstinensere og den ulovlige afslagspraksis i Integrationsministeriet er et prægnant eksempel på, at embedsmændene synes at holde sig tilbage fra at trække i nødbremsen. Selv om det er for tidligt at drage endelige juridiske konklusioner, tyder meget på, at de involverede embedsmænd i Integrationsministeriet har haft viden om den langvarige tilsidesættelse af FN-konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed. Dette er for så vidt til dels erkendt i Integrationsministeriets redegørelse om sagen fra 7. marts 2011. Klarere regler om whistleblowing kunne have bidraget til forebyggelse af en problematisk administrativ understøttelse af integrationsministeren og Indfødsretsudvalget.

Det er generelt vigtigt at holde fast i, at en whistleblower er retligt beskyttet, hvis der er tale om afsløring af interne ulovligheder med almen interesse. De ansatte har i sig selv en vigtig funktion som et fagligt bolværk mod lovstridighed og utilbørlig politisering. Dette gælder både stat og kommune. Selv om der er mange retlige kontrolinstanser, der vogter over den offentlige forvaltning, er de ikke gearet til at opfange alle typer af urent trav. Den fortsat uafsluttede Brixtofte-sag træder frem som et forløb, hvor kommunale embedsmænd besad viden om klare lovbrud, og hvor der trods et internt klima af frygt kunne være grund til at sige eksplicit fra.

Det er her interessant, at whistleblower-figuren siden 2007 har fundet vej til Datatilsynets tilsyn med persondataretlige regler på arbejdspladserne. Det er således muligt for både private og offentlige myndigheder at søge Datatilsynet om tilladelse til at etablere effektive og formaliserede whistleblower-systemer med forsvarlig behandling af personoplysninger. Der er stillet et juridisk kvalitetstjek til rådighed af Datatilsynet, så institutioner kan feje for egen dør. Lidt overraskende er det indtil videre helt altovervejende private virksomheder, som har taget imod tilbuddet. Selv om Datatilsynet sidder parat ved telefonen med rådgivning, er der efter sigende kun en enkelt offentlig myndighed, der har ringet ind. Så vidt vides vedrører kun én ud af 61 givne tilladelser fra 2007 til i dag således offentlige myndigheder, nemlig Frederiksberg Kommune. Det er ikke specielt imponerende. Hvis der er flere ansøgninger på vej fra offentlige myndigheder, vil det være et fremskridt for de ansattes ret til whistleblowing.

En af forklaringerne på håndskyhed over whistleblowing inden for det offentlige er uden tvivl, at den retlige beskyttelse af whistleblowers fremtræder som svag i dansk ret. Der findes ingen særlig lovgivning på området. Det har ellers været grundigt overvejet i en betænkning om ytringsfrihed fra 2006, om der skulle indføres udtrykkelige beskyttelsesregler. Det har Folketinget indtil videre fravalgt, og Danmark står dermed alene i Norden med en diffus regulering. Retsudviklingen overlades dermed i høj grad til domstolene. Også her er sagerne få.

Den meget eksponerede straffesag om efterretningsofficeren Frank Grevil er inden for sit område fortsat den eneste sag om en whistleblower. Grevil dømmes, og han ses i retssalen som en skurk. Domfældelsen har næppe forstærket lysten blandt de ofte ret forsigtige embedsmænd til at lække oplysninger om interne lovbrud. Konkret opstår sagen i skyggen af regeringens og Folketingets beslutning om dansk deltagelse i Irak-krigen i 2003. I 2004 vælger Grevil at aflevere fortrolige trusselsvurderinger til to journalister fra Berlingske Tidende. Spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben i Irak er efter efterretningstjenestens sagkyndige vurdering mere tvivlsomt end den officielle udlægning.

Denne lækage koster ham imidlertid jobbet og en tur igennem retssystemet med en hård fængselsdom på 4 måneder som facit. Det lægges til grund i retssalen, at han har krænket sin tavshedspligt, og at lækagen skønnes at skade efterretningstjenestens relationer med udenlandske samarbejdspartnere. Dommen over Grevil er den eneste trykte dom om straffelovens § 152e, som er det tætteste, man kommer en whistleblower-regel. Der er her tale om en kattelem, som fastslår, at offentligt ansatte lovligt kan videregive fortrolig viden med åbenbar samfundsmæssig interesse. Reglen beror dog på konkrete afvejninger, som er svære at forudsige. Reglen har desuden et strafferetligt sigte og beskytter ikke en whistleblower mod f.eks. fyring. For Grevil forbliver kattelemmen lukket.

I et retrospektivt lys er Grevil-sagen blevet mere interessant, da de involverede journalister frifindes i 2006. De udråbes altså til helte. Her springer det lidt i øjnene, at man i Forsvarets Efterretningstjeneste nu hælder til, at der faktisk ikke er sket nogen skade ved Berlingskes videreformidling af Grevils oplysninger. Også med menneskeretlige briller kan dele af dommen over Grevil diskuteres. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols opfattelse vejer retten til ytringsfrihed således som udgangspunkt klart tungere end tavshedspligten, hvad der er fastslået i Guja-dommen fra 2008. Her lækker en presserådgiver hos Rigsadvokaturen i Moldova sensitive oplysninger om utilbørlig politisk indblanding i en verserende efterforskning. Næstformanden for det nationale parlament sender i et brev til Rigsadvokaten et signal om, at Rigsadvokaten skal lukke en belastende sag om politiets magtmisbrug. Pressechefen – hr. Guja – får kendskab til brevet og kanaliserer det videre til pressen. Hans handling bliver ikke karrierefremmende, da han afskediges på gråt papir. I en menneskeretlig optik er der tale om et indgreb i ytringsfriheden, og det er dermed op til myndigheden at bevise, at det konkret er nødvendigt at afskære retten til ytringsfrihed. Det lykkes ikke for Moldova, og fyringen af hr. Guja er dermed ulovlig.

I dansk sammenhæng er der grund til at være opmærksom på denne retsudvikling og den positive anerkendelse af whistleblowing. Embedsmænd besidder en vigtig og unik viden om interne forhold i det store danske myndighedsapparat, men der er brug for incitamenter til indgriben, når det går skævt. Den forestående dommerundersøgelse af sagen om statsløse palæstinensere vil kunne give inspiration til bedre regler og rutiner. Af hensyn til samfundets interesse i et på alle måder professionelt myndighedssystem er det ønskeligt med klare juridiske spilleregler om whistleblowers, og om hvornår der fremover kan og skal trækkes i nødbremsen.