Ingen aner deres levende råd

Jørgen Ørstrøm Møller: Hidtil har det været USA og til dels Europa, der har vist verden vej, når det kneb. Nu da både USA og Europa er tynget af gæld, vender mange blikket mod Kina og Indien. Men kan de påtage sig lederskabet? Næppe.

En stribe økonomiske prognoser peger entydigt på lavere vækst for den globale økonomi. De økonomiske og politiske konsekvenser heraf er dystre. Verden spejder i horisonten efter politisk ledelse; men som bekendt er horisonten en imaginær linie uden for rækkevidde.

Der er megen snak og mange fyldige kommunikéer, men desværre ikke megen handling, og bag kulisserne er der uenighed om kursen for at komme ud af krisen og rette op på den åbenbare lammelse af det globale styresystem. Igennem de seneste tiår er USAs økonomi i gennemsnit vokset over 3 pct. årligt. Den bevæger sig nu ned til et sted omkring 2,5 pct. – i heldigste fald og måske mere realistisk ca. 2 pct. Japan har siden 1990 siddet fast i en lavvækstfælde forårsaget af en økonomisk politik, der desværre ser ud til – i det mindste delvis – at blive gentaget i USA.

Europa har svært ved at komme op på 2 pct. Samlet set kan det således ventes, at de såkaldte G3-lande i de kommende år svinger omkring en trendvækst på ikke over 2 pct. For alle tre ligger hunden begravet i gældsproblemet. Den totale globale gæld, med størsteparten hos G3-landene, opgøres til stort set lig det globale bruttonationalprodukt (BNP). Det er katastrofalt.

Efter Første Verdenskrig var tallet 70 pct. Efter finansieringen af Anden Verdenskrig var det 100 pct.; men i begge tilfælde var der tale om krigsforhold, der umuliggjorde normal økonomisk aktivitet. I begyndelsen af 1970erne var gældsbyrden bragt ned til 30 pct. for i løbet af de seneste tiår at stige igen til 100 pct., dvs. i de fede, gode år har de rige lande gældsat sig til op over skorstenen.

Der er kun én løsning: en reduktion af levestandarden. Det kan antage forskellige former. Inflation, som udhuler gældens købekraft, er en af dem, men langtfra den eneste. Det ubehagelige fordelingsproblem melder sig. Er det kreditorerne, som udlånte og tjente på det, eller debitorerne, som blot lod stå til, der skal bære byrden, eller rettere, hvorledes skal den fordeles på disse to grupper? Striden i Grækenland står snarere om fordeling end om accept af den nødvendige tilpasning.

Diskussionen i eurozonen afspejler det samme. Skal de banker, der lånte ud, bære byrden, eller skal skatteborgerne, eller skal de, der nød livet under pengeregnen? USA har indtil videre valgt at lukke øjnene og fortsætte med foden solidt plantet på speederen, dvs. yderligere gæld uden nogen plan for stop, endsige tilbagebetaling. Den amerikanske statsgæld svarer til USAs BNP. Nettorentebyrden beslaglægger næsten 10 pct. af det føderale budget med en prognose på 20 pct. i 2020, som er godt halvanden gang det amerikanske forsvarsbudget.

Det er sandsynligt, at USA i løbet af få år tvinges til en form for restrukturering af gælden, der vil få Grækenlands mareridt til at ligne en skovtur i det grønne. Japan har i det store og hele givet op med en statsgæld på 200 pct. af BNP og en byrde på statsbudgettet, der nærmer sig halvdelen af dets totale udgifter.

Den japanske statsgæld er udelukkende indenlandsk, hvilket reducerer faren for en betalingsstandsning. Det kommer ikke altid frem, men faktum er, at over det seneste år har IMF (Den Internationale Valutafond) tre gange nedjusteret USAs økonomiske vækst for 2011 – fra 3 pct. til 2,5 pct. – samtidig med at eurozonen er justeret op fra 1,5 pct. til 2 pct. Der er noget, der tyder på, at europæerne har fat i den lange ende med filosofien om tillid til den hjemlige økonomi som forudsætning nummer ét for at komme ud af recessionen; det kræver massiv indsats over for de store budgetunderskud.

Få kontrol over bilen, inden farten sættes op, i modsætning til USA, hvor højere fart formodes at stabilisere det slingrende køretøj. Det er også gået tabt i forbifarten, at over det sidste år med uro omkring de gældstyngede eurolande er euroen steget mere end 10 pct. over for US dollar.

I denne tummel er iagttagere begyndt at tale om kinesisk eller asiatisk ledelse. Det er logisk nok, eftersom styring af den globale økonomi uundgåeligt havner hos de økonomisk stærkeste magter. Derfor er der ingen tvivl om, at et skift er undervejs; men tidsrammen er vanskelig at definere. Det er for tidligt at annoncere det nu.

For det første andrager Kinas økonomi ikke mere end ca. 10 pct. af det globale BNP, og selv om den just har overhalet Japan som verdens næststørste økonomi, er der lang vej til placering som nummer ét. For det andet er Kina – og Indien – fuldt ud optaget af hjemlige problemer omkring fortsat økonomisk vækst, inflationstrussel, fattigdomsproblemer, høj ulighed for indkomster og formuer, andre sociale problemer, herunder befolkningens alderssammensætning med flere ældre og dermed behov for plejefunktioner, samt ikke mindst meget store miljømæssige problemer. De kan alle løses, men det kræver mobilisering af Kinas politiske og økonomiske vilje og kraft.

Nøglen til global ledelse er at vide meget præcist, hvad det er man vil. USA var i den position, idet ambitionen var at friste resten af verden til at efterligne den amerikanske økonomiske model og det amerikanske politiske system. Verdens stærkeste magt besad et samfundssystem, som den øvrige verden fandt attråværdigt.

Det samme er ikke tilfældet for Kinas vedkommende. Det har brugt de seneste tiår på at sluse sig selv ind i det eksisterende globale økonomiske og politiske system og har ikke planer på tegnebrættet om ændringer, tværtimod.

Kina ser gerne systemet, som det er, fungere videre således, at det kan høste frugterne af arbejdet med at komme ind og bruge kræfterne på hjemlige problemer. Afsporing herfra af udefra kommende krav eller byrder er uvelkomment. Det næste skridt ved ledelse er villighed og styrke til at tilsidesætte egne interesser af hensyn til andre lande for derigennem at skabe en bred global konsensus. Det forklarer en del af den europæiske – måske snarere britiske – ledelse af verdenssamfundet efterfulgt af den amerikanske ledelse. Muligvis så det ikke altid sådan ud, og muligvis blev det sløret af andre motiver sammenfaldende med interessen for global konsensus, men når det kneb, og en løsning skulle igennem, var det USA og vel også Europa, der viste vej ved at fire på, hvad de selv kunne have fået ud af det ved at anlægge en hårdhændet magtpolitisk ledelse.

Derigennem blev der opnået en goodwill, som kunne indløses til fordele på andre områder. Den hjemlige økonomiske styrke, den politiske bevidsthed om lederrollens ansvar og byrde samt social stabilitet var grundlaget for denne politik. Befolkningen accepterede et lidt mindre gunstigt resultat, eftersom der under alle omstændigheder var fordele også for dem forbundet med en løsning. Tingene hang sammen på den måde. Kina har ikke tilstrækkelig styrke til at anlægge en sådan politik; Indien endnu mindre. De to lande forhandler fortsat – og forståeligt – ud fra ønsket om et optimalt resultat for dem selv. De har brug for det i deres udviklingsproces. De kan ikke – ikke endnu – vise storsind ved at lade ressourcer, som de selv har brug for, tilflyde andre lande.

Skrider det globale system, rammes de svage lande og dem, som ikke er fast forankret i et stærkt regionalt samarbejde. Den amerikanske forsvarsminister advarede for nylig europæerne om, at USA er på vej ud af Europa med den konsekvens, at europæerne selv må klare de økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige problemer i vor del af verden. Det kan kun et stærkt EU gøre. Danmarks enegang i EU-spørgsmål må derfor give anledning til eftertanke – hvem læner vi os op ad? Forestiller man sig, at vi kan klare os alene og i så fald, hvad hviler analysen og konklusionen på?

Norge med sine kolossale oliereserver og Schweiz med sine særregler for finansielle institutioner kan begge, men Danmark? Forud for de stormfulde år omkring 1940 karakteriserede The Times dansk udenrigspolitik med ordene: »Danmark synes at have sat sin lid til forsynet«. Dengang gik det ikke godt; vi lukkede øjnene for, hvad der foregik omkring os og måtte bære de smertefulde konsekvenser heraf. Nu prøver vi tilsyneladende igen: hvem ved, måske er vi heldige – men hvad nu, hvis vi ikke er?