Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Indignation og glemsel

Bent Jensen: Det er en trist kendsgerning, at så mange danske intellektuelle i årevis lidenskabeligt forsvarede det formørkede sovjetiske regime og den brutale og primitive sovjetiske politistat. Og altid var rede til med dialektisk hokus-pokus at bortforklare selv de mest afskyelige sider ved dette regime, herunder KZ-lejrene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Olaf Olsen protesterer i et læserbrev indigneret over, at det i en fødselsdagsartikel i Berlingske hed, at han i sin tid havde støttet »udrensningerne i det sovjetiske imperium«. Han mener, at kilden er Bent Blüdnikow, der i en kronik i september sidste år hævdede, at Olsen havde givet udtryk for støtte til Stalins antijødiske udrensninger. Ifølge Olsen har Blüdnikow dog senere måttet erkende, »at han savner dokumentation for denne horrible påstand«.

Men det er et ubestrideligt faktum, at Olaf Olsen i 1949 som ung kommunist indigneret afviste, at der fandt jødeforfølgelser sted i Sovjetunionen. Han bidrog derved til at tilsløre det faktum, at det sovjetiske regime i 1948 lod den fremtrædende jødiske kunstner Solomon Michoels myrde, lukkede Det jødiske Teater i Moskva, indførte begrænsninger i antallet af jødiske studerende på læreanstalterne og på talrige andre måder forfulgte jøder. I Danmark havde bl.a. tidsskriftet Jødisk Samfund skrevet, at jøderne i Sovjet gennemlevede en vanskelig tid. Men ifølge Olaf Olsen var det ondsindet sladder; de sovjetiske jøder var nemlig »friere stillet end jøderne i noget som helst andet land« (Sovjet i Dag juli-august 1949).

Det er forbigået min opmærksomhed, hvis Olaf Olsen senere har taget afstand fra de anti-jødiske udskejelser, der prægede Sovjetunionen og andre socialistiske stater i denne periode. I sommeren 1952 blev således 13 fremtrædende jøder henrettet og en række jødiske læger fængslet og anklaget for at ville ombringe Stalin. Flere af dem blev mishandlet til døde. En planlagt anti-jødisk skueproces blev afblæst kort efter Stalins død i marts 1953. Tog Olaf Olsen afstand fra disse horrible forbrydelser?

Det er en trist kendsgerning, at så mange danske intellektuelle i disse år lidenskabeligt forsvarede det formørkede sovjetiske regime og den brutale og primitive sovjetiske politistat. Og altid var rede til med dialektisk hokus-pokus at bortforklare selv de mest afskyelige sider ved dette regime, herunder KZ-lejrene.

Det var ellers ikke, fordi det var særlig svært at få klarhed over forholdene, og det er en bekvem myte, at forbrydelserne først senere blev afsløret. Helt fra dette regimes start slog det nøgterne mennesker, at der var tale om et nyt og anderledes regime, som var parat til at anvende de mest barbariske midler for at virkeliggøre sine planer om at opbygge socialismen, som det hed. I 1930erne havde verden således bl.a. været vidne til regimets folkemord på sovjetiske bønder, de afskyelige skueprocesser, det morderiske angreb på troende, ikke-angrebspagten med Nazityskland, besættelsen af de baltiske nationer og angrebskrigen mod Finland.

Men efter Anden Verdenskrig blev alt dette skrevet i glemmebogen. Ifølge Aksel Larsen meldte 94 danske videnskabsmænd sig alene i sommeren 1945 ind i DKP. I Danmark stod ukritiske intellektuelle nærmest i kø for at byde sig til med forskellige tjenester og for at hylde det morderiske regime, der angiveligt repræsenterede »fremskridtet«. Olaf Olsen forsynede Kreml med kommenterede lister over betydningsfulde danskere. Mogens Fog var mellemmand, da en af Berija iværksat efterretningsoperation skulle pumpe Niels Bohr for dennes viden om USAs atomprojekt. Ib Nørlund gav Moskva fortrolige oplysninger om dansk sikkerhedspolitik.

Stalin blev udråbt til den store fredsfyrste, og en dansk fredsbevægelse sluttede lydigt op om hans paroler. De danske »fredspartisaners« førstemand var professor Mogens Fog, som også var Gulag-benægter. Da Nordkorea med Sovjetunionens støtte i 1950 angreb Sydkorea, brød danske intellektuelle ud i »hosianna-råb for fredens komme«, som Informations chefredaktør Erik Seidenfaden skrev. Venskabsforeningen Dansk-Russisk Samvirke udbragte på et møde et hysterisk »Leve fredens bannerfører, den store Stalin!« En dansk arkitekt i fredens tjeneste slog fast, at Stalin uden sammenligning var det mest elskede menneske i Østeuropa.

Studentersamfundet i København ved professor, dr.med. Poul Astrup udtrykte danske studenters taknemmelighed over for den »store leder, marskal Stalin«, og ville gerne oplyses om det kulturelle liv i Sovjetunionen for at kunne »reorganisere danske kulturelle forhold«, som det blev udtrykt.

Den norske forfatter Arnulf Øverland, der deltog i den danske debat, skrev i 1949 om lærde mænd, der fremsatte »klippefaste dumheder i politiske, sociale og moralske spørgsmål, hvor et menneske med ganske almindelig sund fornuft dømmer klart og fornuftigt.« Øverland blev sammen med andre klartseende intellektuelle som Orwell og Koestler angrebet af danske stalinister. Historieprofessor Albert Olsen brugte således standardklicheen, når stalinister ville nedgøre deres ideologiske modstandere: Øverland brugte »goebbelske«, dvs. nazistiske metoder i sin kritik af det sovjetiske regime. Øverland havde været i nazistisk KZ-lejr.

Mange intellektuelle mente, at »sovjetvidenskaben« både videnskabeligt og etisk stod på et langt højere stade end »borgerlig-kapitalistisk« videnskab. Det var i øvrigt en opdeling af principielt samme art som nazisternes skelnen mellem »tysk« og »jødisk« videnskab. Sovjetvidenskaben stod angiveligt »i fredens og fremskridtets tjeneste«, mens borgerlige videnskabsmænd var »lejemordere«.

Det skal naturligvis ikke glemmes, at ikke alle intellektuelle kapitulerede og begik intellektuelt forræderi. Olaf Olsens jævnaldrende, stud.mag. Tage Kaarsted, var således helt på det rene med de anti-jødiske udskejelser og tog til genmæle mod danske stalinisters tilsløring af forholdene. Martin A. Hansen, Jørgen Hagel, Jørgen Schleimann, Erik Husfeldt, K.K. Steincke, Halfdan Lefevre, Alf Ross, Ebbe Munck, Erik Seidenfaden, Henning Fonsmark – og det overvældende flertal af jævne mennesker – lod sig ikke forføre.

Stalinismen var en katastrofe for både videnskab og kultur. Forskere blev ydmyget og undertrykt og i mange tilfælde fysisk udryddet, mens Stalin blev tilbedt som »alle videnskabers bannerfører«. Et af de værste eksempler var likvideringen af genetikeren Nikolaj Vavilov og forfremmelsen af ignoranten Trofim Lysenko til den sovjetiske biologiske videnskabs chefideolog. Professor i plantefysiologi, E.K. Gabrielsen, forskrev sig til Lysenkos og Stalins obskurantisme og bad om sovjetisk støtte til sin forskning.

Der var også et tilbud fra to herrer, som angiveligt havde udviklet en metode til at fremstille såvel atombomber som jetfly, der både var langt hurtigere og billigere end de amerikanske. De erklærede sig rede til at tjene den sovjetiske regering. Den epokegørende metode ved fremstillingen hed »analytisk syntese«.

Illusionerne var ikke kun til stede i den her omtalte Stalin-periode. De holdt sig hos mange intellektuelle indtil de socialistiske politistaters sammenbrud. Men der var en afgørende forskel på første og sidste fase af Den Kolde Krig. I første akt stod Socialdemokratiet og socialdemokratiske intellektuelle sammen med deres borgerlige kolleger i en kontant afvisning af Kremls og danske stalinisters sirenesang.

I anden og sidste akt – ironisk nok kort tid før den virkeliggjorte socialismes sammenbrud – begyndte den socialdemokratiske dæmning imidlertid at give efter. Der var ikke tale om en genopførelse af første akt, men ikke desto mindre holdt illusionerne deres indtog hos ledende socialdemokrater – ivrigt sekunderet og stimuleret af DKP og Socialistisk Folkeparti. »Hvad skulle vi have gjort uden Brezjnev?« som Lasse Budtz udbrød. Superopruster Brezjnev blev også fremstillet som en fredens bannerfører af 1980ernes fredsbevægelse.