Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ikke uden mit navn og en ægteskabspagt

Birgitte Baadegaard: I 2007 mistede masser af kvinder retten til halvdelen af deres mands rate- og kapitalpension. Hvorfor har både kvinder og medier ikke skrevet, skreget og skumlet på TV og i aviser, på debatsider og i blogs?

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Før du, kære læser, for alvor begynder på denne kronik, så vær forberedt på en forurettet kvinde, som – afhængig af, hvem du er – vil komme til at fremstå enten skarpt seende som en natugle over et musehul eller arrig som en hveps i august. Så er du advaret!

Første scenarie: For en måned siden betalte jeg 470,- kroner for at få mit navn tilbage! 470 kroner – og dertil et udefinerbart beløb i tabt arbejdsfortjeneste, fordi jeg først har haft en lang snak med mit lokale kirkekontor – derefter har været inde på www.personregistrering.dk (under navne og navneændring). Hvorefter jeg skulle udfylde en formular, udskrive den, underskrive den, tage til posthuset og betale det famøse beløb – for derefter at aflevere den udfyldte seddel samt dokumentation for betalt »administrationsgebyr« på omtalte kirkekontor, før jeg kunne få mit eget navn tilbage.

Forvirret? Det håber jeg!

Andet scenarie: Ved udgangen af 2006 bad jeg min mand om skilsmisse, selvom jeg i bund og grund slet ikke ønskede det! Mens jeg udtalte de ubehagelige ord og så, hvordan min mand i løbet af få sekunder ændrede udtryk og kom til at minde om en, der uventet var blevet slået i hovedet med en kagerulle, holdt jeg en stak papirer op foran hans næse: en mail fra en veninde, som netop havde fortalt sin mand, at hun også ville skilles (selvom hun heller ikke ville), og en række udskrifter fra nettet.

Forvirret? Det håber jeg!

Forklaringen? I forbindelse med den nye danske navnelov fra 2006 er en masse danskeres fødenavne automatisk blevet slettet, fordi navnene nu defineres som mellemnavne – og de er vel at mærke blevet slettet uden, at personerne er blevet orienteret personligt først. I flere år har jeg derfor uden at vide det kun heddet min mands efternavn – og ikke ’mit eget’.

Fra 1. januar 2007 ville min automatiske berettigelse til halvdelen af min mands rate- og kapitalpension bortfalde, da reglerne for formuefællesskab i forbindelse med skilsmisse ændrede sig pr. denne dato. Fra årsskiftet ville det nemlig kræve en underskrevet ægtepagt for, at pensionen blev delt ligeligt og ikke alene tilfaldt min mand. Kort sagt – det gjaldt om at få smidt manden ud og sikret mig grunkerne før årets udgang – også selvom vi i årevis havde været enige om, at det var sådan, indbetalingen skulle foregå.

Heldigvis slap jeg for at blive skilt – min mand underskrev (naturligvis) ægtepagten, så snart den totale forvirring havde lagt sig.

Hvorfor har både kvinder og medier ikke skrevet, skreget og skumlet på TV og i aviser, på debatsider og i blogs? Jeg husker at have set diverse artikler og indlæg om ægtepagter – men det har åbenlyst ikke været nok til, at det har fået kvinder til at handle derefter.

Ifølge TV2 nyhederne den 19. juni 2008, er det kun hver 10. kvinde, som har lavet en ægtepagt, selvom 7 ud af 10 ved, den er vigtig. Og ifølge dinepenge.dk styrtdykker antallet af indgåede ægtepagter. I 2010 blev der tinglyst 9.700 ægtepagter – det er en halvering i forhold til 2006.

I min egen lille rundspørge, foretaget blandt veninder og bekendte, holder indikationerne stik: Alle undtagen en kender til ægtepagten – men kun 1 ud af 10 har fået sig en (heldigvis er 4 af dem i en situation, hvor de sidder på størstedelen af pensionen, så her er det manden, der skal op på dupperne!).

Det ændrer dog ikke ved, at 4 ud af 10 kvinder har behovet, men ikke har gjort noget ved det. Og her taler vi vel at mærke om en gruppe veluddannede, bevidste kvinder. Hvad med dem, som har færre ressourcer? Dem, som er mindre opdaterede? Et eller andet i kommunikationen er gået tabt. Er det fordi, budskabet ikke er nået ud til de kvinder, det går ud over? Fordi mændene har nægtet at skrive under? Fordi budskabet ikke har været i de rette medier (’dameblade’ for eksempel)? Eller fordi kvinderne selv er bange for, at kravet vil blive tolket som en mistillidserklæring?

Vi danskere er så gode til at blive forurettede: Vi reagerer over for mange kattehår på opgangens trappe, kan flippe ud over uopsamlede hundepøller i vejsiden og naboens uregerlige mælkebøtter. Hvorfor har vi ikke oplevet revolte over de to lovændringer, jeg beskriver her?

Ordet »kønsdiskriminerende« ligger lige på tungespidsen, selvom jeg føler mig som en topløs 70er rest med lilla ble og banner i hånden. For hvem er det, der oftest tager/har taget sin ægtefælles efternavn – og som et kompromis, som en rest af sin gamle identitet – beholder sit eget fødenavn, trygt placeret mellem sit fornavn og sit (nye) efternavn? Kvinden!

Og hvem er det, der statistisk set har langt de dårligste pensionsopsparinger, og som har færre økonomiske midler end sin ægtefælle – både pga. lavere løn, (måske) lavere uddannelse og (ofte) flere huller i karrieren på grund af barsel, orlov, deltidsansættelser etc.? Kvinden!

Med andre ord: begge love er med til at udhule og forringe en stor gruppe kvinders identitet (navn) og rettigheder (økonomisk frihed).

Jeg er ikke et intellektuelt unikum med en hjerne så hurtig som en fræser og en tunge så skarp som en ragekniv – men jeg er veluddannet, følger med i nyhederne, er generelt opmærksom på, hvad der foregår omkring mig – og er specifikt opmærksom på alt, hvad der har at gøre med lighed og ligeværdighed kønnene imellem. Alligevel har jeg totalt misset konsekvensen af navneloven – og lettede først rumpen i allersidste sekund mht. ægtepagten.

Det, der gør mig så harm, er, at jeg kan se en stor gruppe kvinder i det danske samfund, som er svagere stillet end jeg – både økonomisk, uddannelsesmæssigt og indtægtsmæssigt – og som ikke aner, hvad der rammer dem den dag, de skal skilles, enten af eget ønske eller fordi de får det påtvunget.

Uanset, om de selv vælger at gå eller bliver gået, vil de have tabt det, de troede var halvvejs deres. Og når de i et forsøg på at komme både fysisk og identitetsmæssigt langt væk fra den mand, som før var deres loyale husbond, og som nu pludselig nægter at afgive halvdelen af ’sin’ pension (for det vil ske – og jeg vil vædde med, det allerede sker jævnligt!) – så finder de ud af, at de ikke engang længere hedder deres fødenavn, og at de skal bruge 470,- kroner, som de ikke har, på at få det tilbage! Hvis dét ikke kan kaldes en nedtur! Det korte af det lange er: de to love skaber en skævvridning af samfundet. Den er umiddelbart ikke til at se, den er gemt i en bunke komplekse paragraffer i et par nye, fine lovpakker – men den er der, skævvridningen.

Det er nok ikke i den ånd, de nye love er lavet, og jeg er sikker på, at politikerne kan argumentere for både fordele og baggrund – men det ændrer ikke på faktum: At et skræmmende stort antal kvinder ikke kender nok til de to love – og at specielt den ene lov kan få store konsekvenser for deres fremtid. For har de ikke fået sig en ægtepagt før skæringsdatoen (og det er der mange, som ikke har), skal de nu til at tigge eller true sig til den. Og nu er der ingen deadline, som kan hjælpe dem til at få en underskrift – så manden kan ganske enkelt nægte.

Dermed låses kvinderne. De låses i deres ægteskab. I deres frie valg. Og dermed i deres rolle – både i samfundet og familien.

Forleden talte jeg med en mandlig bekendt, som er en tung ’dreng’ i erhvervslivet. Han sagde: »Vi lever stadig i en mandschauvinistisk verden. Vi bør opdrage vores piger helt anderledes, hvis det skal ændre sig!«

Jeg nikkede og tilføjede, at jeg havde mine anelser. Meget mere, end han kunne forestille sig.