Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Idéens anatomi

Morten Bay: Facebook er ikke tyveri af en idé, det er tværtimod en genial videreførelse. Så længe en idé kun er en idé, eksisterer den ikke - selv om det kan være svært for idéens ophavsmænd at acceptere. Det er det, vi kalder vidensdeling - et af de vigtigste elementer i vores eksistensopfattelse i det moderne samfund.

Foto: Lars Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis jeg giver dig et æble, og du giver mig et æble, så har vi begge to stadig kun et æble hver. Men hvis jeg giver dig en idé, og du giver mig en idé, så har vi begge pludselig to idéer hver.« Dette citat bruges ofte af tilhængere af åben vidensdeling, og skal være blevet sagt af George Bernard Shaw. Det sidste er der imidlertid ikke nogen, der kan finde belæg for. Alligevel spredes citatet frejdigt, når en pointe om vidensdeling skal understreges.

På den måde er citatet faktisk ikke bare en observation af et af netværkssamfundets grundprincipper – det om vidensdeling. Men også et eksempel på, at vi deler ting med hinanden uden nødvendigvis at vide, hvor de kommer fra. Deling er i det hele taget et af de vigtigste elementer i vores eksistensopfattelse i det moderne samfund. Det er gennem deling med andre, at vi bekræfter vores relation til hinanden. Vi sender Youtube-videoer, mp3-filer, sjove eller brugbare weblinks til hinanden – eller citater som det ovenstående, altsammen for at skabe en social sammenhængskraft og for at bekræfte overfor os selv, at vi er i live. At vi har en plads i samfundet, fordi vi har aktive relationer til andre mennesker. At vi er en del af netværket.

Når jeg vælger at kede læseren med lidt netværkssamfunds-sociologi, så skyldes det, at tankegodset ovenfor pludselig er blevet brandaktuelt. Det skyldes premieren på The Social Network, filmen om Facebook, der allerede er udnævnt af de amerikanske filmkritikere til at være årets film, et Hollywood-mesterværk i traditionen fra Citizen Kane.

I filmen fortælles historien om, hvordan Facebook-skaberen Mark Zuckerberg oprindeligt blev hyret af to tvillinger fra Harvards elite, Tyler og Cameron Winklevoss til at programmere et website, de havde fået idéen til, kaldet Harvard Connect. Det skulle være et socialt netværk i stil med MySpace og Friendster, der allerede eksisterede, men kun for Harvard-studerende.

I stedet gik Mark Zuckerberg i gang med at lave Facebook, som han ganske vist blev inspireret til af Winklevoss-brødrene, men som endte med at være noget andet end det, de havde tænkt sig. En af filmens narrative subplots er netop retssagen mellem Winklevoss-brødrene på den ene side og Zuckerberg på den anden side, en retssag, der endte i et forlig. I The Social Network gøres der meget ud af, at brødrene nu har underskrevet en såkaldt Non-Disclosure Agreement, og dermed aldrig mere må udtale sig om sagen. Meget ironisk kunne Winklevoss-brødrene blot have bedt Zuckerberg underskrive en sådan aftale, populært kaldet en NDA. Havde de gjort det, ville de kunne sagsøge ham helt ned i helvede.

Pointen her er dog, at Winklevoss-brødrene er ligeglade med pengene. De kommer fra en velstående familie, er olympiske roere og har ikke brug for dem. Det er æreskrænkelsen, der giver dem mavepine. Og det er helt forståeligt. Hvis man har skabt noget, har man et emotionelt tilhørsforhold til det, der kommer ud over de timer, man eventuelt har brugt på at skabe det. Det gælder lige fra industrielle produkter over intellektuel ophavsretsligt beskyttet vidensmateriale til en sang, en bog eller et billede, man har frembragt. Hvis nogen stjæler det, og oven i købet tjener mange penge på det, kan det gøre ondt helt ind i sjælen, og de fleste forstår det som en stor uretfærdighed, når man har frembragt noget, som andre tjener penge på uden at kompensere skaberen for det. Det er derfor retten til – i hvert fald indledningsvis – at bestemme, hvad der skal ske med ens skaberværk, er en del af FNs menneskerettigheder.

Problemet er, at Winklevoss-brødrene ikke skabte noget som helst.

Som Zuckerberg er citeret i filmen for at sige: »Hvis I havde skabt Facebook, så havde I nok skabt Facebook.« Altså, hvis de virkelig stod bag Facebook, hvorfor var det så ikke dem, der havde brugt programmeringstimerne, taget stilling til alle de komplekse problemstillinger, der opstår undervejs, investeret tiden i projektet og brugt pengene på hardwaren, der skal til for at understøtte det. Ingen af disse ting gjorde Winklevoss-brødrene. De havde bare en løs idé som de var så dumme, eller i bedste fald uforsigtige, at dele med verden uden at indgå NDA-aftaler.

Men NDA eller ej, så handler det her om noget helt andet. Jeg spiste engang middag med Janus Friis og Klaus Riskær, efter Skype var lanceret, men før det blev solgt til eBay. Aftenen endte, grundet en dum, kommunikativ misforståelse mellem undertegnede og Friis, lidt uheldigt. Men før det skete, havde såvel Friis som Riskær sagt noget, der siden har stået printet på indersiden af min hjerneskal som grunden til, at jeg aldrig bliver milliardær på en af de tusindvis af idéer, der årligt dukker op i min Duracell-kaninhjerne: »Idéer er der nok af. Det, der er kunsten, er at finde den rigtige og satse på den. Og det er der ikke ret mange, der kan.«

Zuckerbergs, såvel som Janus Friis’ og Klaus Riskærs genialitet i skabelsen af henholdsvis Skype og Cybercity lå ikke i at få idéen, men at se, hvordan den kan blive realiseret Det er det samme med Steve Jobs og Apple. Alle deres produkter er lavet før. Bare ikke lige så godt. Idéerne til teknologien bag internettet kan heller ikke tilskrives en eller to personer – men et helt miljø af mennesker.

Det er i virkeligheden meget sjældent, at man får en unik idé. Som man siger i sangskrivermiljøet, når en melodi har en tydelig inspiration fra en ældre sang: »Den var god, da den blev skrevet, og den er god, når den bliver skrevet igen«.

Da Ray Parker Jr. udgav titelsangen til filmen Ghostbusters i midtfirserne, endte han med ikke at få nogen som helst royalties for at have skrevet nummeret. Han tjente penge på selve pladesalget, men fik ikke en dollar som belønning for den naive, simple, men nu så legendariske tekst i sangen Who You Gonna Call?

Han fik ikke en dollar for omkvædet med det funky synthesizerriff, han fik ikke en dollar for melodistemmen. Hvorfor? Fordi basgangen i nummeret lå lidt for tæt på basgangen i nummeret I Want A New Drug med Huey Lewis and the News, der sagsøgte Ray Parker Jr. og fik rettens ord for, at der var et sammenfald.

Men hvilken af de to sange husker man i dag? Faktum er, at Ray Parker Jr. muligvis ubevidst har brugt den samme bluesede basgang som Huey Lewis – men al den musik, han har hældt oven på den tekst, han har lavet, og ikke mindst selve udførelsen, er det, vi husker.

Ligeså er det ikke Friendster, som var det gældende sociale netværk før MySpace og Facebook. vi husker. Ligesom Arto herhjemme vil blive glemt, og MySpace vil blive set som en parantes i den sociale netværkshistorie, fordi Facebook udførte den samme idé bedre.

Betyder dette så, at vi skal glemme det gamle ophavsrets- og patentsystem fra det sidste århundrede? Naturligvis ikke. Hvis man har skabt noget og bragt det ud til verden, skal andre ikke kunne tjene penge på det, uden at man bliver kompenseret – med mindre der kan argumenteres rigtig godt for, at verden er et bedre sted, hvis ens produkt mangfoldiggøres gratis.

Men med det overflødighedshorn af muligheder, der er for at publicere sine værker eller reklamere for sit produkt på nettet, er der ingen undskyldning for at gå stille med dørene. Publish og perish, som man siger i videnskabens verden. Hvis du ikke har sat din idé ud i netværket, eksisterer den ikke - akkurat som du ikke selv findes, hvis du ikke er til stede i netværket.

Og kan man beskytte noget, der ikke eksisterer?