Ida Auken: DF nedvurderer dansk kultur

Ida Auken: Det kræver en særlig historieløshed og en manglende tillid til vores kultur at mene som Marie Krarup og Dansk Folkeparti, at dansk og vestlig kultur skulle være så svag, at et alternativt håndtryk og lidt sang skulle kunne true den. Og samtidig overser de de grundlæggende ting, det er værd at kæmpe for.

Debatten om Marie Krarups Maori-blog har raset et par dage. Meget har handlet om, hvorvidt hun har fornærmet maorierne. Mindre om, at Krarup i virkeligheden også har fornærmet vestlig og dansk kultur. For hvad er det for en grov undervurdering af vores vestlige kultur, at den skulle være så svag, at den bliver truet på sin eksistens, så snart nogen finder på at gnide næser, ifører sig en særlig hovedbeklædning, opfører en rituel dans eller har andre alkohol- og madvaner end vi.

Sandheden er, at når Marie Krarup og Dansk Folkeparti i den slags tilfælde gerne vil iscenesætte sig som ’beskyttere’ for den vestlige og danske kultur, undervurderer de vores kulturs styrke. De gør den til et svageligt offer for fremmede magter. Ja, værre endnu: De overser de faktorer, som reelt truer det særligt danske.

Den danske kultur er stærk og rig. Dens styrke ligger i dens demokratiske sindelag og dens naturlige skepsis over for autoritære tendenser. Den bygger på en europæisk historie, hvor voldsomme kampe inden for vores egen religiøse tradition har medført udviklingen af en generelt imødekommende og ikke-fordømmende kristendom.

Og ikke mindst i de lutherske samfund har respekten for det enkelte menneskes integritet ført til, at vi udviser en grundlæggende tillid til andre. Denne tillid er netop stærk i vores lokale kombination af den grundtvigianske folkeoplysning og det eksistentielle valg hos Kierkegaard.

Rigdommen i vores kultur kommer også fra vores møde med omverdenen og vores evne til at lære fra den. Vi har været i stand til at indoptage nye ideer og tanker og gøre dem til en styrke for Danmark. Også selv om de kom udefra og til at begynde med var fremmede for os. Struensee, der jo var tysker, bragte de radikale ideer fra især de franske oplysningsfilosoffer til Danmark og var derved med til at lægge grunden for både demokratiet og menneskerettighederne herhjemme. Han var faktisk så overbevist om, at danskerne skulle lære af udlandet og trækkes ud af enevældens umyndiggørelse, at han endte med at dø for det.

I dag er Danmark beboet af et broget folk, og vi er danskere fra mange kulturer. Vi holder fast i vores traditionsbundne jul, og det gør den ikke mindre for os, at andre danskere fejrer Hanukkah eller Eid. Vi er glade for vores foreningsliv i fodboldklubber og kolonihaver, og glæden bliver ikke mindre værd af, at mange nytilkomne danskere har deres egne kulturforeninger. For der er plads til dem, som vil bidrage til den danske kultur.

Det kræver med andre ord en særlig historieløshed at mene som Marie Krarup og Dansk Folkeparti, at dansk og vestlig kultur skulle være så svag, at et alternativt håndtryk og lidt sang skulle kunne true den. Endnu mere paradoksalt er det, at Dansk Folkeparti ofte har forankret sit kultursyn i kristendommen og ment, at der skulle være en særlig trussel mod kristendommen, når vores samfund skulle rumme mennesker med andre ritualer end vores egne. Vi har set det i debatten om tørklæder og halalkød. Her er det ikke kun historieløshed, men også enøjet teologi, der er på spil. Paulus’ forfatterskab handler om, at vi som mennesker ikke bliver bestemt af, hvem vi er, og hvilke skikke vi har, men om hvilket forhold, vi har til Gud og hinanden. Og som det står i Markusevangeliet: »Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menenske, der gør det urent.«

Det er den kristne tanke, som er så stærkt indfældet i den danske kultur, og som betyder, at vi slipper for at dømme folk på deres kulturelle eller religiøse kendetegn. Hvis Marie Krarup havde lidt mere tillid til sin egen tro og tradition, behøvede hun med andre ord ikke falde ned af sin stol af skræk, hver gang der kom en med andre traditioner og vaner.

Og når Marie Krarup og Dansk Folkeparti vælger at harcelere imod alternative håndtryk og tørklæder, går de glip af muligheden for at kæmpe for det særligt danske, fordi de gør det til et spørgsmål om bagateller og fuldstændig overser de grundlæggende ting, som er værd at kæmpe for. Og samtidig glemmer de det, som rent faktisk kan udfordre vores kultur.

Demokratiets og menneskerettighedernes fjende er nemlig ikke velkomster sunget på fremmede sprog eller anderledes hovedbeklædning - det er det totalitære i alle dets afskygninger. Om det er i form af regimer, som torturerer og undertrykker sine borgere, religiøs fanatisme som tyer til massedrab på uskyldige eller troen på, at det enkelte menneske blot er et middel til at nå højere mål, er for så vidt underordnet. Det afgørende er, at vi kæmper for at få afskaffet alle tre. Både herhjemme og ude i verden. Og det gør vi blandt andet ved at vise, at vores kultur i modsætning til totalitære tendenser giver den enkelte politisk og kulturel frihed samt frihed for undertrykkelse. Og ved at afvise alle forsøg på at indskrænke vores egne friheder og rettigheder.

Og det er ikke kun det totalitære, som udfordrer. Den blinde tro på markedskræfterne, som især den tidligere regering støttet af Dansk Folkeparti praktiserede, er potentielt ødelæggende for den danske kultur. Mens markedet er et udmærket redskab til effektiv fordeling af kapital til projekter, der skal virkeliggøres, kan det aldrig være en selvstændig værdi. Det er eksempelvis ikke en værdi i sig selv, at vi får hospitaler, der skal fungere på markedsvilkår, hvis ikke de kan levere bedre liv til alle danskere. Det er ikke en værdi i sig selv, at skoler er private, hvis ikke det betyder bedre uddannelse til alle Danmarks børn. Og det i er ikke en værdi i sig selv, at vi sælger statens ejendom eller naturressourcer, hvis ikke det kommer os alle sammen til gode. Og når man som VKO giver rollen som økonomisk og kulturel ypperstepræst til markedet, mister vi vores politiske og kulturelle pejlinger, fordi alt har samme og dermed ingen værdi. Det hele bliver lige gyldigt.

Når man som VKO giver finansmarkederne lov at løbe løbsk, truer det landes evne til i bogstaveligste forstand at brødføde deres befolkning og dermed det fundament, som samfundet hviler på. Desuden taber demokratiske systemer tillid i befolkningen, når vi er nødt til at redde banker, der har spekuleret uansvarligt, fordi alternativet er endnu værre. Og hvis den tillid forsvinder, vil det være så som så med det danske, som Marie Krarup har gjort sig til en mislykket bannerfører for. Udfordringerne er altså betydelige og løses ikke med Marie Krarup og Dansk Folkepartis ytringer om andre kulturers mindreværd.

Vestlige værdier forstået som grundlæggende menneskerettigheder og demokrati har en gyldighed, der rækker ud over Danmarks grænser. Og jeg mener, at de er mere værd end systemer og kulturer, der begrænser den menneskelige frihed – uanset om der er tale om brutal røverkapitalisme som i Rusland i 90erne eller nutidens version af kommunisme som den praktiseres i Nordkorea. Og derfor skal vi kæmpe for at bevare og udbrede det, vi opfatter som særlig dansk.

Så når Marie Krarup og Dansk Folkeparti vil have os til at fordømme tørklæder, madvaner eller velkomsthilsner som kulturelle angreb på Danmark og Vesten, vil vi sige fra. Den danske kultur er ikke så svag, som I forsøger at bilde danskerne ind. Den er opbygget gennem århundreder og bliver ikke mindre værd, fordi den bliver mere mangfoldig. Til gengæld vil vi meget gerne gå forrest i at udbrede den åbenhed, det demokrati og de menneskerettigheder, vi alle nyder godt af, til resten af verden.