I Sverige har de stor erfaring med kommunale tryghedsvagter. Og den er ikke særlig god

Regeringen ønsker at lade landets kommuner anvende såkaldte »tryghedsvagter«. Hermed en opfordring til at politikerne ser til Sverige og til politiforskningen, før de beslutter noget.

»Den svenske utryghed har været stigende i en årrække. Mest bekymrende er måske udviklingen i den svenske tillid til politiet. I Danmark (og Norge) er tilliden til politiet høj og i stigning, mens den er markant lavere og nedadgående i Sverige,« skriver Mette Volquartzen. Her kaster demonstranter sten mod politiet i den udsatte Malmø-bydel Rosengård efter at medlemmer af Stram Kurs brændte en koran. TT / Ritzau Scanpix

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den nye flerårsaftale for politiet er endnu ikke helt på plads, men der er rygter om kommunal hjælp på vej til et presset politikorps. Et forslag om at lade landets kommuner anvende såkaldte »tryghedsvagter« til at bistå politiet. Forslaget er bygget på en forestilling om, at den del af politiets arbejde, der handler om orden og netop tryghed i det offentlige rum, er politiarbejde light, som andre uden videre kan forestå. Det er imidlertid en forkert præmis.