Kronikker

I sin ungdom var Hella Joof kommunist og så ulighed overalt. Men der var noget, der ikke hang sammen

Jeg ved, at alt er gjort i den bedste mening. Men vi er nødt til at omkalfatre vores velfærdssamfund, for det er ved at sande til. Og det går altid ud over de svageste, skriver Hella Joof, der er nomineret til Fonsmark-prisen, i dette essay.

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg kom til verden på Rigshospitalet 1. november 1962. Min mor, Birthe, var 23 år, ugift, uforlovet, ulykkelig – det hele var i den grad med »u« foran, da hun helt alene lå der med benene i bøjlerne og fødte et pigebarn.

Andre læser også

  • Opinion
    Abonnement
    Bag Trump drømmer en lille skare af højre-tænkere om »en amerikansk kejser«, der skal gøre endeligt op med liberal dekadence
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Eva Selsing: Kommission overser Danmarks ekstreme institutionalisering – »Små børn har brug for deres mor, i særdeleshed de første tre år«
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Søren Pind: Tre kendetegn følger altid, når monstre som Trump slippes fri – dumhed, fejhed og blindhed