Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I dag starter det europæiske forår i Holland

»De fleste hollændere føler, at den hollandske stats solidaritet med almindelige hollændere er forsvundet. I deres øjne er den hollandske regering og elite optaget af at hjælpe alle andre end dem. Det vil de simpelthen ikke finde sig i mere. De ønsker den sociale kontrakt genoprettet og velfærdsstaten tilbage. De vil ikke acceptere, at regningen for finanskrisen er blevet placeret hos dem.«

Valgplakat i den lille by Oude Pekela. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

I Holland er der valg til parlamentet i dag. Valget bliver af mange set som endnu et bevis på højredrejningen i Europa. Geert Wilders’ parti PVV står således også til fremgang ved valget.

Det er imidlertid en fremgang, der kommer på baggrund af tilbagegang ved seneste valg i 2012. I virkeligheden er Wilders tilbage på niveau med valget i 2010 med omkring 15 procent af stemmerne. Det er derfor ikke retvisende at kalde valget for en bekræftelse af højredrejningen i Europa.

Valget er derimod en bekræftelse af en langt mere tydelig tendens ved valgene i Europa. Vælgerne protesterer mod sparepolitikken, udviklingen på arbejdsmarkedet og nedskæringerne i den offentlige velfærd. Der er et europæisk forår på vej, hvor de seneste års sparekurs står for fald.

Valget i Holland står først og fremmest til at blive et historisk jordskredsvalg. De fire traditionelle regeringsbærende partier – PvdA (socialdemokrater), VVD (liberale), D66 (radikale) og CDA (konservative) – vil ifølge meningsmålingerne få et historisk dårligt valg. Hvis meningsmålingerne holder stik, vil de for første gang nogensinde ikke kunne samle et flertal efter valget.

Det gør de efterfølgende regeringsforhandlinger uforudsigelige, da de traditionelle partier derved ikke vil kunne ignorere vælgernes protester og regere videre uforstyrret. Den kaotiske situation forværres af, at parlamentet vil bestå af en lang række små, jævnbyrdige partier efter i dag. Det er i det lys også misvisende at kalde et enkelt parti for valgets vinder. Dette protestvalg har ingen vindere.

Det store løftebrud

Man kan ikke forstå valget i Holland i dag uden at kende til det forudgående valg i 2012.

Fra 2010 til 2012 havde de i Holland, hvad de selv døbte »den danske model«: En borgerlig mindretalsregering med støtte fra Geert Wilders’ parti, PVV. Modellen fungerede fint, indtil store underskud på de offentlige finanser krævede øgede skatter og besparelser, hvis Holland fortsat skulle leve op til EU’s budgetkrav.

Under forhandlingerne om netop denne sparrepakke med en lang række markante velfærdsforringelser – herunder øget pensionsalder – valgte Geert Wilders at trække støtten til regeringen. Dette udløste et valg i Holland i 2012, hvor Wilders gik tilbage. De traditionelle partier havde i den valgkamp held med at fremstille Wilders som utroværdig, uansvarlig og uegnet til at lede landet i en national krisetid. Det kostede ham et stort valgnederlag.

I valgkampen i 2012 gik PvdA – det hollandske socialdemokrati – til valg på at modarbejde Mark Ruttes reformpakke og de mange velfærdsforringelser. Det gav PvdA et overraskende godt valg, hvor de endelig fik vendt den gradvise tilbagegang siden 1990erne. Til manges overraskelse valgte PvdA imidlertid efter valget at gå i regering med Mark Ruttes liberale parti, VVD.

Samlingsregeringen blev begrundet med, at Holland havde brug for politisk stabilitet i en national og international krisetid. Der var på det tidspunkt stor usikkerhed om euro-samarbejdet, og flere europæiske lande balancerede på randen af statsbankerot.

Kovendingen fra det hollandske socialdemokrati skulle imidlertid vise sig at blive fatal. I vælgernes øjne begik de et noget nært utilgiveligt løftebrud ved at opgive alle deres mærkesager fra valgkrampen. For med regeringssamarbejdet med det liberale VVD og Mark Rutte blev PvdA tvunget til at føre borgerlig økonomisk politik.

Besparelserne og reformpakken blev derfor videreført, og samtidig introducerede den nye samlingsregering endnu flere besparelser og velfærdsforringelser på en lang række afgørende socialdemokratiske områder som eksempelvis det almene boligområde og sundhedsområdet.

Endelig tilsluttede PvdA sig en grundlæggende forandring af den hollandske samfundsmodel, der nu skulle bevæge sig fra velfærdsstat til deltagelsessamfund (participatiesamenleving). I dette nye deltagelsessamfund ville den enkelte borger skulle tage mere ansvar for sig selv og sin familie i forbindelse med sygdom, alderdom, arbejdsløshed mv. Samlingsregeringens vision for Holland var, at velfærdsstaten langsomt skulle trække sig tilbage og overlade mere til civilsamfundet. Derved tilsluttede PvdA sig et historisk opgør med velfærdsstaten, som de med den nye politik erklærede død og begravet.

Dette massive tillidsbrud har PvdAs vælgere endnu ikke tilgivet, og partiet står til en historisk nedsmeltning, der gør partiets overlevelsesmuligheder tvivlsomme. De vil efter valget i dag muligvis kun have ti mandater mod de nuværende 38 og samtidig blot være det syvendestørste parti.

Den sociale kontrakts sammenbrud

Mange i den danske og internationale presse undrer sig over udviklingen i Holland. De fleste udefra kigger på Holland og ser et land med en god økonomi, lav arbejdsløshed og et velfungerende velfærdssystem. Derfor er det nærliggende at tolke valget som udtryk for en udbredt skepsis mod indvandringen og EU.

Men derved mister man blikket for, at vælgerne i langt højere grad er optaget af velfærdsforringelser og nedskæringer, samt at disse temaer er uløseligt forbundet med modstanden mod netop EU og indvandringen. Valget i Holland afslører således først og fremmest, at forbindelsen mellem den nationale økonomi og den gennemsnitlige borgers privatøkonomi er brudt sammen.

Det går godt for Holland. Men det går ikke godt for den gennemsnitlige hollænder, som oplever nedskæringer og velfærdsforringelser alle vegne. Valget handler på den måde om den sociale kontrakts sammenbrud og velfærdsstatens deroute.

På arbejdsmarkedet har udviklingen de seneste år været dramatisk. Alene fra 2013 til 2016 steg antallet af freelancere med tidsbegrænsede kontrakter (eller honorarlønnede) eksplosivt fra ca. 750.000 til over en million. Derved arbejder mere end hver ottende hollænder nu uden for det normale arbejdsmarked med faste kontrakter og rettigheder. De opsparer ikke pension og har ikke samme ret til understøttelse ved arbejdsløshed.

Denne udvikling har skabt en udbredt frygt i den hollandske middelklasse for social deroute. Derfor er den lave arbejdsløshed ingen garanti for genvalg til regeringen. Socialdemokraternes leder – Lodewijk Asscher – har i den seneste uge angrebet Mark Rutte for at ville udrydde middelklassen og genetablere et arbejdsmarked som i det 19. århundrede med daglejere. Asschers problem er bare, at han i vælgernes øjne selv har været med til at sikre denne udvikling ved at indgå i regering med Rutte siden 2012.

Modstanden mod EU og indvandringen skal også forstås i dette lys. Hollænderne er meget utilfredse med den hollandske regerings og EUs håndtering af de seneste års euro-krise. De ønsker på ingen måde at finansiere diverse redningspakker til sydeuropæiske lande, når de samtidig selv skal gennemføre store besparelser i hjemlandet. De er ligeledes stærkt utilfredse med den store indstrømning af østeuropæisk arbejdskraft, der har presset lønningerne på arbejdsmarkedet. På samme måde kan hollænderne ikke acceptere at skulle hjælpe store grupper af flygtninge og migranter, når man ikke længere har råd til at hjælpe hollændere i social nød.

Spøgsmålet i denne valgkamp er derfor ikke kun, hvad det vil sige at være hollænder. Det dominerende og underliggende spørgsmål er, hvem hollænderne skal være solidariske med? Først og fremmest hinanden? Eller Sydeuropa og den halve verden?

Det sidste er der ikke længere opbakning til i Holland, fordi de fleste hollændere føler, at den hollandske stats solidaritet med almindelige hollændere er forsvundet. I deres øjne er den hollandske regering og elite optaget af at hjælpe alle andre end dem. Det vil de simpelthen ikke finde sig i mere. De ønsker den sociale kontrakt genoprettet og velfærdsstaten tilbage. De vil ikke acceptere, at regningen for finanskrisen er blevet placeret hos dem.

Den samme udvikling ser vi i de fleste vesteuropæiske lande. Valget i Holland i dag er starten på det europæiske forår, hvor vælgerne i Holland, Frankrig og Tyskland gør oprør mod eliten og de seneste års europæiske sparekurs.