Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hyp, alle mine penge!

»Det er ikke bankerne som sådan, der er problemet, men deres nærmest uindskrænkede mulighed for sammen at skabe nye kontopenge i gode tider. Det skaber finansielle bobler og sammenbrud og fordrejer samfundsøkonomien til ulempe for høj som lav,« mener Adam Garde, dagens kronikør. Foto: Nationalbanken/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tænker vi nogensinde på, hvor penge egentlig kommer fra? Vi tror, at det er Nationalbanken, som løbende udsteder penge og sørger for, at pengemængden i samfundet er tilpas. Det er bare ikke helt sandt.

Nationalbanken udsteder ganske vist pengesedler og mønter, men de udgør mindre end fem pct. af pengemængden. Resten er elektroniske kontopenge, som er oprettet af private banker.

Det gik op for mig på Folkemødet 2017, hvor foreningen Gode Penge havde etableret sig i et ganske lille telt ved siden af det store finanstelt. Foreningen oplyser om vores pengesystem og arbejder for en demokratisk pengereform. I modsætning til forholdene i det store telt var der ikke gratis øl hos Gode Penge. Til gengæld var der vigtig viden om de private bankers næsten-monopol på at skabe penge og tilhørende gæld i det danske samfund.

Når du går i banken for at låne en million kroner, for eksempel for at købe et hus, skriver banken ganske enkelt beløbet ind på din konto. Det foregår meget nemt ved, at bankrådgiveren trykker på nogle taster i et regneark. Du råder nu over en million kroner, som du selvfølgelig skylder banken, og den vil i årene fremover nyde godt af de renter, du skal betale for at have lånet. Pengene skabes af banken ud af ingenting, de fratrækkes ikke nogen anden konto i låneøjeblikket og lægges til Danmarks samlede pengemængde. Din gæld til banken anføres på en nyoprettet udlånskonto. Der skabes altså gæld samtidig med, at der skabes penge.

Denne pengeskabelse og den sideløbende gældsætning er kun meget indirekte underlagt demokratisk kontrol. Finanstilsynet regulerer bankerne efter kapitalkrav og tilsynsdiamantens fem kriterier, men Finanstilsynets reguleringsfilosofi tager ikke højde for, at bankerne skaber 95 pct. af pengemængden i en indbyrdes konkurrence, der må skabe finansbobler før eller senere.

Bankernes pengeskabelse er ikke drevet af samfundshensyn, men af bankernes forståelige ønske om at maksimere fortjenesten. I opgangstider skabes der (for) mange penge, som puster økonomien op. Når boblen brister, og det sker med 10–30 års mellemrum i forskellige lande, bliver bankerne meget forsigtige med at låne ud – med det resultat, at det bliver svært at få samfundsøkonomien i gang igen.

Hvor kommer pengene fra?

Lad os se, hvordan bankernes ret til at skabe penge og gæld ud af intet afspejles i en almindelig lønmodtagers privatøkonomi, nemlig min egen, hen over et almindeligt dansk arbejdsliv.

Jeg er offentligt ansat og akademiker med en almindelig indtægt og uden økonomisk eller finansiel uddannelse. Mit hus i Vanløse blev købt i 1993 for 775.000 kr. Kun syv år senere blev det vurderet til 2.400.000 kr. Da min nuværende kone flyttede ind i 2000 og købte halvdelen af huset – betalt ved salget af hendes rækkehus i Albertslund – stod vi pludselig med over en million kroner til rådighed. Hvor kom alle de gode penge fra?

Jo, de blev skabt i en filial af Danske Bank og givet som lån til køberen af min kones rækkehus. I de foregående år, hvor den danske økonomi gennemgående havde været sund, havde ejendomsmæglere og banker i fællesskab haft held til at puste boligmarkedet voldsomt op til fordel for sig selv – på trods af, at den reelle vækst i samfundet jo var meget lavere.

Nu skulle vores gode million kroner investeres – de penge, som var skabt af bankerne. Danske Bank foreslog, at en stor del skulle investeres i aktier eller rettere sagt investeringsbeviser udstedt af Danske Bank. Vi sagde nej tak. Men sådan kunne penge skabt af én bank bruges til at polstre en anden med.

I 2007 fik vi ny bankrådgiver. Det gik jo ufatteligt godt i Danmark, og bankerne var ivrige efter at skrive penge ud til stabile kunder. Bankrådgiveren tog selv ind fra Glostrup for at tale med os. Vi fik uopfordret forelagt et forslag om at låne en ny million til køb af aktier. Selvfølgelig gerne aktier i Danske Bank... Så banken kunne skabe penge til at konsolidere sig selv med. Vi sagde pænt nej tak, uden helt at forstå hvad der foregik bag troldmandens forhæng.

Så kom finanskrisen, og i 2009 skiftede vi huset ud med en noget billigere andelslejlighed. Vi havde brug for et midlertidigt lån til finansiering af andelsbeviset, indtil huset var solgt.

Halvt honorar som lokkemiddel

Danske Bank ville have 8,4 pct. i rente, selv om der var mere end fuld sikkerhed for lånet i det endnu usolgte hus samt vores værdipapirer. Jeg forstår nu, at det var fordi, banken knagede under vægten af de mange udlån, den havde ydet i de gode tider, men som nu var en byrde, der begrænsede dens handlekraft. Som bekendt var Danske Bank i alvorlige problemer under finanskrisen og måtte have hjælp af staten (bankpakke 1).

I stedet fik vi et midlertidigt lån på 3,5 pct. i Nordea Bank, mod at vi skiftede bank. Den danske del af Nordea Bank havde været mere forsigtig med sine udlån i årene før og kunne derfor tilbyde os et langt mere fordelagtigt lån. Vores aktiver var også værdifulde for banken, og vi fik i flere omgange tilbudt en private banking-rådgiver, som meget gerne ville lege med vores penge. En af disse rådgivere tilbød endda at gå ned på halvt honorar det første år for at lokke os ind i folden.

I dag har vi vores opsparing i Nordnet Bank. Det er en investeringsbank, som ikke driver almindelig bankvirksomhed, men lever af kundernes køb og salg af aktier. Troede jeg. For også Nordnet Bank tilbyder nogle af sine kunder at »geare« deres investeringer mod lån i banken. Altså penge, som Nordnet Bank ikke har, men som banken tilskriver kundernes konti for at øge deres aktivitet og dermed selv tjene flere penge.

Bankerne er ikke problemet

Mit eget økonomiske forløb som beskrevet ovenfor afspejler bankernes interesser, men har også været præget af tilfældigheder og vores egen forsigtighed på kritiske tidspunkter.

Min kone og jeg har i dag plus på kontoen. Andre almindelige familier har været uheldige og/eller mindre forsigtige, og deres finansielle forløb har været anderledes. Men de er også underlagt bankernes ret til at skabe konto-penge og tilhørende gæld, og nogle har givetvis lidt meget under dette system.

De største tabere er nok de unge, som har svært ved at komme ind på boligmarkedet, og små private virksomheder, som ikke kan få lån, når de har mest brug for det.

Hvordan skal vi klare disse fælles samfundsmæssige problemer? Vi har brug for bankerne, og som private virksomheder vil de jo gerne tjene penge. Det er ikke bankerne som sådan, der er problemet, men deres nærmest uindskrænkede mulighed for sammen at skabe nye kontopenge i gode tider. Det skaber finansielle bobler og sammenbrud og fordrejer samfundsøkonomien til ulempe for høj som lav.

Med baggrund i spirende international forskning har Gode Penge fremsat forskellige konkrete løsningsforslag, som blandt andet går ud på at give Danmarks Nationalbank mulighed for at være, hvad folk tror den er – en garant for et stabilt pengemarked og en sund samfundsøkonomi til gavn for os alle. I første omgang gælder det om at forstå problematikken og erkende den manglende demokratiske kontrol.