Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor skriver man romaner?

Hvorfor skriver – og læser – vi romaner? Romanforfatteren Ole Hyltoft – aktuel med romanen »Københavnerpigen og Journalisten« – fortæller her om forskellen mellem virkelighed og roman. Forfatteren har sine bevæggrunde til at til at skildre en verden, der ligner virkeligheden, men er noget andet. En parallelverden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor skriver man egentlig romaner? Det er hårdt arbejde. Ret kompliceret. Langvarigt. Og lidet indtægtsgivende. Med mindre man hedder Jussi eller Dan Brown eller Günter Grass. Og når man så efter et par års slid har fundet ordenes vej til Kong Salomons Miner, skal man bæve for avisernes kritik. Og i øvrigt være glad for, at man får kritik og omtale. Flere forfattere er i den dødbringende situation, at deres roman slet ikke bliver nævnt i avisen eller i radioen.

Så hvorfor gør man det? Jeg kunne sådan set godt nøjes med at lade mig underholde af de charmante studieværter fra Danmarks Radio. Eller, endnu hyggeligere, slentre ud i min have og stikke hovedet ned i de rosa nelliker, der dufter af ørken-oasernes hibiscus.

Men de mere vakse dele af befolkningen vil gerne læse romaner. Og vi er nogle stykker, der har en livlig fantasi og hæderlige motiver til at give os i kast med romanens brede beretning.

Beretning om hvad?
Ja, Martin Andersen Nexø skrev romaner for at gøre verden kommunistisk. Herman Bang for at fortælle, hvor ensomt det var at være homoseksuel. Jeppe Aakjær og den unge Henrik Pontoppidan skrev romaner og noveller for at åbne myndighedernes øjne for den elendighed, landsbyproletariatet levede under.

Lyrikeren J.P. Jacobsen blev romanforfatter, fordi Georg Brandes sagde, at det skulle han. Han havde værsgo at sætte problemer under debat. Det kan man i en roman, men ikke så godt i et digt om Irmelin Rose, Irmelin alt hvad der er dejligt. Celine og Remarque skrev romaner for at give verden samvittighedsnag over at sende millioner af unge mænd ud til verdenskrigens lidelser og død.

Men handlede motivet kun om at propagandere for en sag, var det vel mere effektivt at blive politiker end at skrive en roman om sagen?

I min netop udgivne roman »Københavnerpigen og Journalisten« foregår der et mord på en landskendt journalist. Ligesom det, der nær var sket på Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København. Virkelighedens heldigvis uheldige mordere ville halshugge flest muligt af Jyllands-Postens journalister og derpå kaste deres hoveder ned på Rådhuspladsen, hvor de kunne ligge og trille til skræk og advarsel.

Havde PET ikke afværget denne bemærkelsesværdige aktion, kunne min roman nok ikke have hamlet op med de reportager som DRs og TV2s journalister havde lavet om ugerningen. Og dog – hvis min roman er god nok, vækker den inderligere følelser end TVs eller Berlingskes reporter kan levere.

Når jeg sidder de mange måneder og skriver på min roman, tænker jeg ikke på, at den skal være et moralsk eller politisk opløftende indslag i samfundsdebatten. Jeg tænker, at den skal være sand. Eftersom den ikke er nogen fantasiroman a la Harry Potter, men handler om verden af i dag, skal personerne, omgivelserne, problemstillingerne være genkendelige, troværdige.

Når jeg ser tilbage på striben af mine romaner de sidste 43 år, kan jeg se, at de fleste af dem tegner et billede af hoveddramaet i de skiftende perioder. I »Hjertet sidder til venstre« var det 70ernes illusioner om den voldelige revolution. I »Byggekongen« 80’ernes eksplosive byggesvindel. I »Københavnerpigen under Besættelsen« besættelsestidens hygge og uhygge.

Jeg afbilder ikke revolutionen, byggesvindelen og besættelsen nøjagtig som de fandt sted, eller som borgerne husker dem fra medierne. Men jeg skaber i romanerne noget der ligner, en parallelverden til, hvad der foregik eller hvad folk husker, der foregik. Uden at tænke for meget over det spadserer jeg ind i det udvalgte stykke danmarkshistorie med en troldsplint, en ironi, en harme, en særlig medfølelse, en forløsning, som gør, at mit billede ikke bliver et fotografi af virkeligheden, men en tydning af den. Hvilket er noget helt andet end agitationslitteratur. Det er heller ikke eskapisme.

Ikke engang Morten Korchs romaner er eskapisme. Virkeligheden har sit eget liv. Morten Korchs romaner har – som mine – deres egen verden. Forfatterens verden. Denne kan være mørk eller lys, alt efter forfatterens sind. Romanen ligner den virkelige verden. Men den er noget andet. Nemlig kunst.

Hvis romanen er vellykket, kan det tænkes, at den retter op på falskheden, dumheden, uretfærdigheden, flertalstyranniet i samfundets virkelige verden. I kraft af dem, der har læst romanen. Men jeg ved nu ikke, om entreprenørernes fiduser aftog i kendeligt omfang efter at jeg havde udgivet »Byggekongen« i 1981. Og jeg regner heller ikke med at mane terror-spøgelset i jorden, i og med at jeg i »Københavnerpigen og Journalisten« lader død og lemlæstelse regne ned over en københavnsk avisredaktion og harmen følge med. Jeg ønsker at skabe en litterær verden, hvor tingene er sanddru på min måde, romanens måde.

Det samme tror jeg gælder for den elskede tyske forfatter Siegfried Lenz, da han skrev sine romaner om, hvordan de østprøjsiske provinser gik tabt for tyskerne i 1944-45. I for eksempel »Heimatmuseum« (dansk »Forhistorien«) er humoren, overbærenheden, de menneskelige svagheder midt i krigens heroisme en antitetisk udgave af kampene på Østfronten. At Siegfried Lenz’ parallelverden har fået mange tyskere til at forsone sig med tabet – og måske også lidt med rædslerne – er en god virkning fra kunsten ind i folks hjerter og i politik.

En af de faktorer, der gør det både opløftende og slidsomt at skrive en roman, er, at der ligger en befaling i romangenren til, at romanens sprog skal være noget mere end burger og cola. Det er ikke nok, at romanforfatteren hitter på handlingen, føler med sine personer og deler ud af sin visdom. Hans sprog skal være en gave til læseren. Det må ikke være kancelliets eller normalitetens. Det skal være skønhedens eller lidenskabens. Det skal være lidt af et digt. Det skal fængsle og funkle. I romaner som Chr. Winthers »Hjortens Flugt« eller Paludan-Müllers »Adam Homo« eller i flere af folkeviserne er romanerne forfattet i skønne strofer. Sætningerne griber læseren ved deres rytme, prægnans, humor og overraskelse.

Det er derfor, romanerne på bibliotek og i boghandel kaldes skønlitteratur. Der er i vores dagligdag så meget sprogbrug, der er grimt. Sproget krasser, det skriger, det sjuskes, det flovser. Så bør i det mindste romanen være en skøn oase at besøge.

I »Københavnerpigen og Journalisten« taler personerne om »at gøre livet større end det er«. Det gør romanens Lauenborg-slægt ved at male skønne malerier og tegne enestående bygninger. Forfatteren må bidrage til dette civiliserende ideal ved at skrive romanen om lauenborgerne i et sprog, der ernoget andet end dagligdagens .Da J.P. Jacobsen sad oppe i Thisted og skrev romanen »Fru Marie Grubbe« fyldtes han sikkert med fryd, når han så, at hans anstrengelser til sidst blev til udsøgt filigran. Af hans læser må man forlange, at han eller hun giver sig tid til at nyde denne strømmende vellyd, denne vellugtåndende flod, som Holger Drachmann siger i et digt. Denne flod, som fik Rainer Maria Rilke og andre af de bedste i Europa til at lære dansk for at nå ind til hjertet af J.P. Jacobsen.Den gode roman, skønlitteraturen, gør sproget større end det er. Og bliver sproget større, bliver livet det også. I sætningernes, i metrikkens, i rimenes vellyd er der en skønhed, som løfter livet op over trivialiteten. Tænk på, hvordan Shakespeare har løftet briternes kultur, og H.C. Andersen danskernes.

Hver ordentlig forfatter styrer sproget i sit eget trav. Hvor kommer dette individuelle trav fra? Generne? Hvad digterne hørte som børn i fars og mors eller bedstefars stemmeklang? Sprogmelodien i de første eventyr, de fik læst højt?

Travet er digternes identifikation. Forskelligt fra digter til digter. Skal vi slutte med Sophus Claussens trav:

Det er en dyst at sætte legemsstore

skikkelser på et lærred, så de lever;

og det er dyst, ind i en snæver ramme

at mane ånd fra sammentrængte verdner.