Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor skal vi trættes med DRs klichéer?

Havde det ikke været bedre public service at følge en nationalliberal politiker, der ikke uden grund var populær og respekteret, men som foran sit livs anden store opgave glemte at gennemtænke konsekvenserne og indrette sig på dem? Det er historien om D.G. Monrad.

"Hvor kunne det have været spændende at have fulgt Monrad på hans livsrejse. Han er en af de få danske politikere, der fortjener at blive kaldt statsmænd, og ifølge selvsamme Kaarsted var Monrads samtid fængslet af hans format – tiltrukket eller frastødt – og det var efter sigende umuligt ikke at forhold sig til ham, da han levede. Det ærgrer mig, at man har spildt en kæmpe mulighed for at give danskerne et kulturhistorisk indblik i 1800-tallets Danmarks storhed og fald, og fortælle hvem og hvad der gav et ægte, værdifuldt bidrag til et frit, demokratisk samfund, og hvorfor vi var lige ved at miste det igen." Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er intet nyt i, at en regering uddeler penge til et historiskprojekt som Ole Bornedals 1864. Jeg hører til dem, der synes, at den konservative kulturminister Per Stig Møller fortjener ros for ved medieforliget i 2010 at sikre 100 mio. kroner til en historisk serie med tyngde som national fortælling. Værdien af, at folk kender, og har indblik i, hvilke institutioner der har givet et ægte, værdi- fuldt bidrag til samfundet kan ikke overvurderes. Det er i tider som disse, hvor vores identitet og hævdvundne rettigheder bliver udfordret både indirekte og meget konkret – ude- og indefra – at der er brug for at søge og genfinde loyalitet over for vores kulturelle baggrund. Der er endda en rigtig god grund til, at lige netop Danmarks Radio skulle have de 100 mio. kroner til at lave denne TV-serie. Danmarks Radios viden og erfaring er ulig nogen af de private udbydere efter årtiers succesfulde dramaserier. Men i stedet for at fokusere på personer, der er blevet glemt, og gøre op med historiske myter, fastholder Ole Bornedals 1864 påstandene om, at Danmark tabte en unødvendig krig på grund af små, nationalliberale mini-Hitlere, der uprovokeret erklærede krig mod Bismarcks Tyskland. Hvorfor skal vi trættes med den gennemtrævlede kliché?

For nogle år siden så jeg HBOs fantastiske mine-serie om USAs anden præsident, den glemte statsmand, John Adams. Enhver historisk fortælling møder kritik. Denne fik især hug for hovedrolleindehaverens præstation. Personligt synes jeg, Paul Giamatti giver et irriterende, men godt portræt af Adams og hans tid. Det raffinerede ved HBOs John Adams er, at den fokuserer netop på ham, og ikke kun på de velkendte, samtidige præsidenter, der er hugget i granit i Mount Rusmore. Den er heller ikke besat af en enkelt begivenhed. Ved at følge en af de relativt ukendte grundlovsfaddere, John Adams liv og levned, får vi en spændende, seriøs og kompetent fortolkning af USAs begyndelse. Vi hører om alt lige fra hans børn, kone og tandpine over Uafhængighedskrigen til Washingtons indsættelse og afgang. Til sidst ser vi Adams egen glædesløse præsidentperiode og den nådesløse valgkamp mellem de to gamle kampfæller, Adams og Jefferson, men også om genforeningen af de to, der ender med at dø samme dag – på uafhængighedsdagen 4. juli 1826.

Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio valgte rigtigt, da man valgte at fokusere på den anden slesvigske krig, når formålet var at fortælle om Danmark i 1800-tallet. Den anden slesvigske krig i 1864 er jo ikke kun historien om en tabt krig, der prægede en hel nation mere end 100 år frem, men et længere historisk forløb, der begyndte med krav om frie forfatninger i hele Europa op gennem 1840erne. Det er også historien om politiske modsætninger i datidens Danmark mellem de konservative, der ønskede helstatspolitik, og de nationalliberales Ejder-politik med et eksplicit ønske om, at tyske Holsten skulle udskilles, mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark uden skelen til nationalitetsskellet. Med til fortællingen hører også afslutningen på den oldenborgske kongeslægt, den lutherske kristendom og præsternes enorme betydning for alle dele af samfundet, men først og fremmest den fascinerende historie om tilblivelsen af Danmarks første frie forfatning. Danmarks Radio har desværre forspildt en unik chance for at fortælle hele historien om krigen i 1864 ud fra en enkelt mands bedrifter, ligesom vi i sin tid fulgte Mads Skjern i Matador og hans livsrejse fra Første Verdenskrig til tiden efter Anden Verdenskrig.

Havde det ikke været bedre public service at følge en nationalliberal politiker, der ikke uden grund var populær og respekteret, men som foran sit livs anden store opgave glemte at gennemtænke konsekvenserne og indrette sig på dem? Det er historien om D.G. Monrad. Monrad var meget andet end den gale mand, vi møder i TV-serien. Allerede som ung mand i 1839 begyndte han Flyvende politiske Blade, hvor han som den første talte for et konstitutionelt monarki, og begyndte en politisk opposition der senere førte til grundloven af 1849, som han i øvrigt skrev selv – helt bogstavelig talt!

Historikeren Tage Kaarsted har et helt andet billede af Monrad end det, vi ser hver søndag kl. 20. Han præsenterer ham som en datidens Winston Churchill, og fremhæver bl.a. baron C. Zeuthens karakteristik af Monrad, som årsagen til, at han i dag kaldes manio-depressiv. Zeuthen var reaktionær og stemte imod Grundloven. At ophøje Zeuthens kritik af Monrad til historisk fakta, svarer til, at en historiker en dag i fremtiden ukritisk citerer en privat e-mail fra Lars Løkke Rasmussen til en meningsfælle, hvori han beskriver statsministeren. Det var præcis, hvad den radikale historiker Roar Skovmand gjorde i Politikens Danmarkshistorie, da han skrev om Monrads »manio-depressive gemyt«. Ole Bornedal har med TV-serien sikret, at det bliver Monrads eftermæle. Jeg skriver ikke, at det er usandt. Monrad kan selvfølgelig godt have været manio-depressiv. Det peger Johan Schioldann Nielsens afhandling, D.G. Monrad. En pategrafi (Odense Universitetsforlag, 1983) på, men Kaarsted bemærker i sin opposition til afhandlingen, at man ikke kan tilskrive Monrads sindstilstand hele hans politiske virke, »for så glemmer man hans enorme intellekt og ærgerrighed, der er mindst ligeså udslagsgivende.«

Hvor kunne det have været spændende at have fulgt Monrad på hans livsrejse. Han er en af de få danske politikere, der fortjener at blive kaldt statsmænd, og ifølge selvsamme Kaarsted var Monrads samtid fængslet af hans format – tiltrukket eller frastødt – og det var efter sigende umuligt ikke at forhold sig til ham, da han levede. Det ærgrer mig, at man har spildt en kæmpe mulighed for at give danskerne et kulturhistorisk indblik i 1800-tallets Danmarks storhed og fald, og fortælle hvem og hvad der gav et ægte, værdifuldt bidrag til et frit, demokratisk samfund, og hvorfor vi var lige ved at miste det igen.

Udover den flotte filmiske oplevelse, som serien vitterlig er, skal fremhæves, at et af de positive elementer i Ole Bornedals 1864 er parallellerne til vor tids krigshelte. Jeg er ikke den første, der netop fremhæver denne pointe. Radioværten Mads Holger skrev efter første afsnit, at en af de største skændsler, vi som samfund har måttet vedkende os gennem de seneste år, er, at vi ikke »har evnet at tage ordentligt imod vores hjemvendte krigshelte.«

Den ene af de to krigshelte i serien er faderen, der døde af krigsskader i andet afsnit, som han formentlig pådrog sig i Treårskrigen eller første slesvigske krig fra 1848 til 1850, og den anden er selvfølgelig godsejersønnen, der fremstilles som småpsykopatisk formentlig forårsaget både af mandens opvækst, og især deltagelsen i Treårskrigen. Men så er vi igen ved kernen af den relevante kritik af Ole Bornedals 1864: De to krigshelte bærer på ingen måde historien om krigen i 1864. Vi ved end ikke med sikkerhed, om det netop er Treårskrigen, at de to mænd vender hjem fra i første afsnit. Eksemplet illustrerer, at der ikke er tale om en borgerlig automatpilot reaktion, når serien nu er udsat for massiv kritik. En ting er, at den tabte krig reduceres som et forstyrrende element i historien om Danmarks udvikling. Det er vi så vant til herhjemme. Hvad vigtigere er, at man simpelthen ikke kan forstå den anden slesvigske krig i 1864, hvis ikke man ved, at Danmark faktisk vandt den første slesvigske krig, eller kender indholdet i stormagternes London-traktat. I London-traktaten af 1852 blev det danske overherredømme over Slesvig og Holsten nemlig garanteret, men med det vigtige forbehold, at hertugdømmerne hverken måtte sluttes sammen med Danmark eller med hinanden.

Interessant er tidligere kulturminister Per Stig Møllers kommentar i Berlingske 11. oktober: »Vi troede først, at serien skulle omhandle et længere historisk forløb. Men det viste sig ret hurtigt, at DR havde tænkt at koncentrere sig om 1864. Og det var også OK, forudsat, at man tog forløbet fra 1848, London-traktaten i 1852 og hele det politiske spil frem til 1863, hvor man brød London-traktaten, med. For uden dette ville historien jo blive uforståelig.«