Hvorfor sender Danmark millioner til udenlandske værfter?

Karstensens Skibsværft i Skagen blev fravalgt til at bygge et nyt miljøskib. Arkivfoto: Steffen Ortmann Ritzau/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Endnu en gang bliver danske værfter fravalgt i EU-udbud af statens skibe. Til skade for dansk maritim innovation, danske arbejdspladser i udkants-Danmark samt dansk samfundsøkonomi, herunder skatteindtægter fra virksomheder, værftsarbejdere og støtteerhverv.

Danmarks største nybygningsværft, Karstensens Skibsværft i Skagen, der samtidig er verdens største på sit felt, er fravalgt til at bygge et nyt stort miljøskib, der bliver indkøbt af Forsvaret.

I lighed med andre EU-udbud af statens skibe i de senere år er fravalget af Karstensens Skibsværft sket som følge af en teknisk/juridisk spidsfindighed. Det aktuelle udbud stillede et ultimativt krav om, at værftet havde bygget et lignende miljøskib inden for de seneste ti år.

Men da de to nuværende danske miljøskibe blev bygget i Frederikshavn for 37 år siden i 1981, og fordi andre EU-lande yderst sjældent inviterer udenlandske værfter ind på deres statslige udbud af skibe, har denne udformning gjort det umuligt for et dansk værft at opfylde udbudskriterierne. Også selv om det danske værft påviseligt har kompetencerne og ordrebogen fyldt af langt mere komplicerede skibe.

Dermed mister Danmark endnu en skibskontrakt fra staten, denne gang til en værdi på anslået 300 millioner kr. Skibet skal i stedet bygges på et spansk, finsk eller hollandsk værft, der tilmed alle får direkte statsstøtte. Skibet vurderes at give beskæftigelse til godt 300 mand i et år fordelt på selve værftet, lokale underleverandører samt medarbejdere i den maritime udstyrsindustri.

Ansvarsfraskrivelse

Det er omsonst, tenderende til det vanvittige. Forsvaret har – trods indsigelser – valgt at gennemføre udbuddet med det oprindelige krav vel vidende, at intet dansk værft kunne leve op til kravet om at have bygget et tilsvarende skib inden for de sidste ti år.

Man kan kun ryste på hovedet af en sådan vurdering. Det krav giver jo overhovedet ingen mening, hvilket vi også har fremført flere gange. Kravet vil derfor nødvendigvis udelukke danske værfter, hvilket vi ikke forstår en brik af.

Karstensens Skibsværft og andre danske værfter har bygget krigsskibe for Forsvaret, som dokumenteret har langt større kvalitetskrav. Ingen skibsværfter, hverken danske eller udenlandske, er begrænset til at bygge bestemte typer skibe. Hvert skib er et projekt, og ikke to er ens.

Denne sag stinker langt væk af bureaukrati, juristeri og ansvarsfraskrivelse snarere end et reelt ønske om at få det bedste skib til den bedste pris. Det burde være kompetencerne, det kommer an på, ikke om man har bygget et skib med samme betegnelse.

Det aktuelle udbud omfatter også nybygning af tre mindre miljøskibe til en anslået værd af 100 millioner kr. stykket. Her er der et dansk værft blandt de prækvalificerede, et andet dansk værft er frasorteret i prækvalifikationen, mens en række andre danske værfter var dømt ude på forhånd og derfor valgte slet ikke at byde.

Karstensens skal som værft nok klare sig, ordrebogen er fyldt flere år frem. Men staten ødelægger muligheden for, at danske værfter vedligeholder særlige kompetencer inden for krigsskibe og specialskibe og fratager dem en reference, som udenlandske købere vil lægge vægt på

Tre redningsbåde til udlandet

Også i et andet aktuelt udbud med afleveringsfrist 2. februar 2018 er danske værfter udelukket på grund af det samme tiårskrav. Udbuddet lyder på tre redningsfartøjer til den jyske vestkyst og har en samlet værdi på anslået 140 millioner kr.

Mathis Værft i Aalborg ville gerne byde på kontrakten. Den ville medføre beskæftigelse til beregnet 100 mand i et år og har derfor betydning for både værftet og samfundet omkring.

Men værftet kan ikke løfte kravet om at have bygget et tilsvarende skib inden for de seneste ti år. Mathis Værft har bygget de nuværende redningsfartøjer, men de er fra 2002 og dermed fem år for gamle.

Igen er det kravet om at have bygget tilsvarende skibe inden for de sidste ti år, der får flere danske værfter til slet ikke at byde. Med omkostninger på op mod 100.000 kr. for blot at afgive et tilbud, er det desværre forståeligt, at et forholdsvis lille værft slet ikke giver sig i kast med udbuddet, når de møder barrierer som den, der var stillet op, og derfor mener sig dømt ude på forhånd.

Staten indførte en ny udbudspraksis for få år siden, og virkningerne af den slår nu for alvor igennem. I 2017 er alle på nær en enkelt af statens nybygninger af skibe efter EU-udbud således lagt i udlandet. Listen er som følger:

* Forsvaret lægger i 2017 kontrakt på nybygning af fire patrulje- og forsyningsbåde til Siriuspatruljen hos det finske værft Weldmec Marina.

* Forsvaret sender i 2017 ordre på nybygning af 18 små miljøfartøjer til det finske værft Lamor Corporation.

* DanPilot, som er en selvstændig offentlig virksomhed under Erhvervsministeriet, lægger i 2017 kontrakt på nybygning af 11 lodsbåde hos det estiske værft Baltic Workboats AS.

* Forsvaret vælger danske Tuco Marine Group i Faaborg til at bygge to små overvågningsfartøjer til en værdi af anslået 7,5 millioner kr. pr. stk.

Skibene kom aldrig i brug

Samlet set har beslutningen om at lægge nybygning af statens skibe alene i 2017 betydet anslået mere end 750 millioner kr. i tabt omsætning til danske værfter og leverandører samt beskæftigelse svarende til omkring 700-1.000 mandår. Det har kostet mindst 300 millioner kr. i tabte skatteindtægter, fordi 40 procent af en skibsordre i Danmark typisk kommer igen til samfundet i form af skat.

Blandt andre nyere, lignende eksempler er, at Naturstyrelsen i 2015 valgte at købe brugte skibe i England i stedet for at bygge nye i Danmark. Skibene ligger i dag i Svendborg og er aldrig kommet i brug.

I 2016 valgte Forsvaret efter EU-udbud at lægge vedligehold af fregatten Niels Juel på det baltiske værft Tallinn Shipyard OÜ, men måtte efter massiv medieomtale trække ordren retur. For få år siden bestilte staten et større skib ved et spansk værft, som gik konkurs, og siden har skibet ligget ufærdigt ved kajen i Spanien.

I lande, som vi normalt sammenligner os med, bliver lignende skibe lagt hos nationale værfter.

I Norge skal kystvagten eksempelvis have nye skibe, og staten har besluttet, at det skal ske på et norsk værft som et udviklingsprojekt. Det norske forsvar har strategiske beredskabsaftaler med norske selskaber, som skal leve op til visse krav, bl.a. om norsk majoritetsejerskab. I Sverige blev nye lodsbåde bygget som et nationalt udviklingsprojekt, ligesom 18 patruljefartøjer til en værdi af 400 millioner svenske kroner i juli 2017 er bestilt hos svenske værfter uden et EU-udbud. I Finland er det i juni 2017 besluttet at bruge 1,2 milliarder euro på fire nye korvetter og at placere kontrakten hos det nationale værft Rauma Marine Constructions uden EU-udbud. I Storbritannien har staten tilrettelagt et vedligeholdelsesprogram, som placerer ordrer hos de britiske værfter for at opretholde kapacitet. Desuden kommer briternes krigsskibe aldrig i udbud.

Når Danmark kun selv køber miljøskibe med over 35 års mellemrum og redningsfartøjer med over 15 år, er et krav om erfaring inden for de seneste ti år det samme som at bortdømme danske værfter.

Jeg beder medlemmerne af Folketingets Forsvarsudvalg og andre folketingspolitikere samt regeringen om at tage fornuftens briller på og for det første annullere de udbud, der tydeligvis er skruet så tåbeligt sammen, at det på mange måder strider imod både forsvarets egne og resten af samfundets åbenbare interesser.

Dernæst må man se på, hvordan vi kan få en bred politisk aftale, der er bygget på fornuft, og som giver industrien samme vilkår som i lande, vi sammenligner os med, og sikrer danske interesser såvel forsvarsmæssigt som samfundsmæssigt.

Jenny N. Braat er administrerende direktør, Danske Maritime.