Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor lader DR Bornedal spille fandango med 1864?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Bornedal er sikkert skuffet i disse uger. Kritikken hagler ned over hans 1864-serie, som blev den beskudt af de prøjsiske kanoner fra Broager.

Men filminstruktøren har også begået en begynderfejl. En fejl, der kunne være stoppet på manuskript-stadiet.

»1864« er fortalt i flimrende, uens stilarter. Der er virkelighedsnære episoder. Og nogle af dem er skræmmende gode, som de forfærdelige kampscener soldat mod soldat. Men samtidig med, at krigsskuepladsen skildres realistisk, skildres de, der bestemmer over den, politikerne, surrealistisk. Monrad i Nicolas Bros skikkelse er ren pjat. Nok var Monrad nationalist, som de nationalliberale jo var. Men ikke i en så hysterisk grad, at han lader Det kgl. Teaters førstedame, Johanne Luise Heiberg, hoppe på sin mave og træne ham i chauvinistisk retorik.

Det skal måske opfattes som symbol på tidens virkelighedsfjerne københavnere. Men det er så bombastisk, at det bliver en farce.

De nationalliberale var, som de kulturradikale i dag, magtfulde mennesker uden realitetssans. Men de var ikke udlånt fra dårekisten for at være praktikanter i regeringen. Monrad, Krieger, Lehmann og digtere som Ploug og Hostrup var højt begavede mennesker.

1700-tallets manglende pleje af danskheden i Sønderjylland, og Bismarck-Tysklands krigslyst havde lagt Danmark i en spændetrøje. Vi forsøgte at sno os ud af Slesvig-Holsten-problemet, men kom ingen vegne, og slog så i bordet med fællesforfatningen for Slesvig og det øvrige Danmark. Bismarck slog bare en mere proper næve. Og det var nær blevet Danmarks undergang. Le Danemark s’efface, Danmark går under, sagde man i de år i Europa.

Danmarks totale ragnarok indtraf ikke. Efter tabet af Skåne, Norge og nu Slesvig tog det resterende lille-Danmark sig endelig sammen. Bønder og arbejdere sled som bæster for at gøre jorden frugtbar og bygge havne og huse, som vi er stolte over den dag i dag. Vi fik driftige forretningsfolk som H.N. Andersen og Tietgen, der havde international gennemslagskraft. Skibsfarten og litteraturen brillerede. Den sidste med navne der stadig lever, Georg Brandes, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Johs. V. Jensen, Henrik Pontoppidan, Gustav Wied. Vi blev mindre af land, men betragteligere som nation. Og danskerne i Sønderjylland forblev danske under tysk overhøjhed.

Bornedal fremstiller den politiske side af disse skæbnedage for Danmark som nationalistisk løjer og langkål. Som om dansk politik blev besluttet på Det kgl. Teater med Johanne Luise Heiberg i sufflørkassen. Derved bidrager Bornedal sit til den nuværende danske befolknings uvidenhed om fortiden samt til det selvhad, som er den talende klasses bidrag til den nationale selvforståelse i disse år.

Jeg tror heller ikke, at højdepunktet på landlige høstgilder i 1840’erne var brølende samlejer mellem godsejer-sønner og buh-køer. Disse optrin i filmen skal vel igen forstås symbolsk, som udtryk for dansk degeneration på grund af nationalismens formørkelse. Men er vel mest udtryk for Ole Bornedals og hans liges småforagt for og ukendskab til den almindelige befolkning, før og nu.

Da den forrige regering gav 100 millioner kr. til en filmserie om 1864, var jeg skeptisk. Den slags historiske bestillingsværker mislykkes som regel. De skabes ikke på den drivkraft som er kunstnerens egen inspiration.

Jeg må nu spørge mig selv: Kunne jeg som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse have gjort noget for at stoppe seriens forvanskning af danmarkshistorien?

Svaret er nej. Bestyrelsen er uhyre forsigtig, nok overforsigtig, med at mene noget om programmerne. Armslængde-princippet opfattes jo nu nærmest som en del af Grundloven.

Tolkede man ikke armslængde-princippet så fundamentalistisk, kunne bestyrelsen så være blevet præsenteret for de forskellige filmselskabers bud på 1864-serien? Vi kunne have diskuteret disse bud med DR-direktionen og med drama-afdelingens dygtige chef, Piv Berndt.

Den instruktør, der skulle i kast med opgaven, måtte selvfølgelig have sin kunstneriske frihed. Men han/hun kunne så have fået lidt mere næroplevelse af, hvad folk forventede sig af serien. Eller i det mindste være blevet forvirret på et højere plan.

For øjeblikket gør DR’s bestyrelse mest nytte, når vi udpeger husets direktører. For ud af disse udnævnelser tegnes der en kurs for DR’s medie-påvirkning af landets borgere. Skal DR levere oplysning eller underholdning? Holde til højre eller venstre? Eller helst ligeligt til højre og venstre? Dansk eller internationalt? Landet eller hovedstaden? Kulturradikalt eller klassisk?

Det gamle Radioråd, som ledede DR indtil 1987, havde en for detaljeret indflydelse. Stort set hver ansættelse af en programmedarbejder blev vendt i Radiorådet.

Nu føler man som bestyrelsesmedlem til gengæld, at direktionen gør armslængden til et forbudt-skilt for, at bestyrelsens kan kigge nærmere ind i program-produktionen. Det er lige før, man ikke tør hilse på Deadlines Nynne Bjerre Christensen, P1-Debats Gitte Hansen, eller vejrmelderne, når man møder dem i huset.

Jeg synes, armslængden eller berøringsangsten er gået for vidt. Medarbejderne i DR har ikke bare stor indflydelse på programmerne. De har faktisk den totale magt over dem. Armslængde-princippet hersker i en grad, så det er blevet en usmidig doktrin. Hvorfor må man ikke kritisere eller komme med ideer til DR’s programmer, når man er DR-bestyrelsesmedlem eller MF’er? Kunne det ikke tænkes, at Aastrup Jensen eller Alex Ahrendtsen fik en god ide? Programmernes udførelse ligger alligevel hos DR-medarbejderne. Og det skal den også. Men det skal vel ikke betyde, at menigmand, herunder folketingsmedlemmer og ministre ikke må give deres mening om programmerne til kende. Eller at journalisterne ikke må overveje en kritik fra borgere uden for huset. Hvis ytringsfriheden er truet i vores land, er det af dogmatik og modekulturers beherskelse af magtapparatet.

I dag er der næppe nogen der forestiller sig at vende tilbage til det gamle Radioråd, hvor flere fhv. statsministre som Erik Eriksen, J.O. Krag, Viggo Kampmann eller partiformænd som Erhard Jakobsen udfoldede sig til stor moro for pressen.

Men embedsmændene i DR kan vel også tage fejl. Tag nu den disposition, DR-ledelsen har taget ved at flytte et traditionsrigt program som Giro 413 fra den let tilgængelige P4-kanal til den svært tilgængelige DAB-kanal P5.

Dette er hensynsløst over for de mange, der holder meget af Giro 413. Hvem skader det at få P4’s evindelige rullemåtte af poppelop-musik suppleret med Giro 413’s vekslende, men ofte storartede musik? Titusinder af lyttere har ingen DAB-radio. Så nu må de ned og købe en eller opgive at høre Giro 413. Rigtig hovskisnovski af DR. Og et benspænd på DR’s opgave, som jo netop er at føre de forudsætningsløse ind til den bedste musik.

I sager som denne synes jeg, bestyrelsen (= lytternes repræsentanter i ledelsen) skulle kunne træde ind i beslutningsprocessen.

Beslutninger om programmerne i DR træffes især af cheferne for de forskellige kanaler. Disse udpeges alene af direktionen. De udnævnelser synes jeg, bestyrelsen burde deltage i. Det tror jeg ville give DR-programmerne større variation i livsanskuelse, politisk vinkling, kulturel forankring.

Den politiske ensidighed i DR er i dag ikke så dominerende som den var for syv-otte år siden. Men en vis helligånd af politisk korrekthed siver stadig som røgelse gennem DR-husets gange.

At skabe lidt friskere luft i gangene, se lidt nye ansigter på TV-skærmen vil give mere varierede og mere lødige programmer. Seere og lyttere vil blive mere tilfredse med DR.

Det kunne også medføre, at der kom større kundskabsmæssig bredde og dybde i huset. Bornedals spillen fandango med danmarkshistorien viser, at DR mangler ansatte med grundige kundskaber. Som man tidligere havde med kapaciteter som Palle Lauring, Erik Kjersgaard, Hans Sølvhøj, John Danstrup, Jørgen Schleimann, Karl Bjarnhof, Hanne Marie Svendsen. De satte en standard i hele huset, som savnes grueligt i dag.