Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor er det vigtigt, at Heidegger var racist og nazist?

»Det er blevet sådan, at man i dag ikke kan og vil skelne mellem person og sag. Der skal være overensstemmelse mellem personens livsførelse og hans eller hendes tekster. Når vi mener at vide, at Heidegger var nazist, bør hele hans filosofi afvises. «

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I avisen Breisgauer Zeitung havde politidirektøren 19.4. 1933 en opfordring til borgerne i Freiburg. Snart ville en hel del udenlandske studerende ankomme til byen, men nu var det sådan, at sydlandske og orientalske racetyper let kunne forveksles med de gode racetyper. Opfordringen gik ud på, at borgerne ikke skulle lave ballade, for det kunne få de rigtige studerende til at forlade Freiburg.

Vi kan konstatere, at de ting, der skete i 1933 i Tyskland, åbenbart ikke afholdt studerende fra at komme til Freiburg, hvor der var en berømt filosof og rektor, Martin Heidegger. Nazismen skræmte ikke akademikere, deriblandt en del danske teologer, væk fra Tyskland.

Vi kender to, der kom til Freiburg det år. Den ene var cand.theol. K.E. Løgstrup, der havde opholdt sig et år i Göttingen, hvor han havde gået til timer hos filosoffen og lægen Hans Lipps, der var medlem af SS, og hos teologen og Kierkegaard-kenderen, E. Hirsch, der fra 1938 var medlem af DNSAP.

Den anden, der kom rejsende fra Berlin, var den 19-årige Rosemarie Pauly, der netop var blevet student. På gymnasiet havde hun haft en matematiklærer, der holdt studiekreds for interesserede om Martin Heideggers værk »Sein und Zeit« (1927). Det optog hende så meget, at hun ville til Freiburg og gå til hans forelæsninger. Og selvom hun ikke var indskrevet som filosofistuderende, sneg hun sig alligevel ind til Heideggers timer.

Rosemarie Pauly var »Halbjüdin«, men det var der ikke mange, der vidste. Vi går ud fra, at ingen forvekslede hende med sydeuropæiske eller orientalske racetyper. Rosemarie Pauly mødte den ti år ældre Løgstrup til timerne, og han blev forelsket, men hun troede ikke på kærlighed og ægtskab, vokset op som hun var i dekadencens og Weimartidens Berlin. Løgstrup havde i København været med i KFUM, og hans forældre tilhørte Indre Mission. Knud og Rosemarie blev til sidst gift, og de blev præstepar på Fyn i 1936.

Løgstrup havde ingen problemer med Heideggers nazisme. Heller ikke fru Løgstrup med hans antisemitisme. Men det har man i dag. Nu er det den salonfæhige opfattelse, at Heidegger var nazist og antisemit. Det gælder i de fleste tilfælde personen og derfor også hans filosofi, og fordi han var nazist, behøver man ikke læse hans filosofiske tekster, for man har på forhånd besluttet, at de må være nazistiske.

Dog er det sådan, at det først var i slutningen af 1980erne, at man begyndte at betragte Heidegger som nazist. Der var en lang periode fra 1933 til 1980, hvor man ikke skænkede det ret mange tanker. Nazisterne betragtede ham ikke som nazist og forbød hans bøger. I dag mener man, at nazisterne tog fejl.

Heidegger ville have fred

Heidegger sagde selv, at han var nazist et år, samt at det havde været en fejltagelse, men mange mener, at han lyver. Hvordan ved man det?

Han blev medlem af NSDAP et par dage inde i maj 1933, og det var lidt af en begivenhed. Det kom i aviserne, for Heidegger var kendt i den brede offentlighed. Det var faktisk derfor, at de valgte ham til rektor, for de mente, at nazisterne ikke turde gribe ind over for universitetet, når det var en så kendt person, der var rektor. Han ville, troede de med rette, forsvare universitetets autonomi og videnskabens betydning. Og det gjorde han.

I vinteren 1932 gik der det onde rygte, at Heidegger var ved at blive nazist, og at han var antisemit. Det havde hans veninde og tidligere studerende Hannah Arendt hørt om, og hun, der selv var jødisk, ville gerne høre mere om det. Heidegger svarede. Han havde fri-semester og ville gerne have fred. Men så kom der hele tiden studerende til ham, og de var alle jøder. Han blev sur over at blive forstyrret. Hvis folk vil kalde det antisemitisme, så var han ligeglad. Heideggers bedste elever var jøder, så det er ikke underligt, at det var jødiske studerende, der kom. Denne Heideggers afvisning af studerende er blevet brugt som et bevis på, at han var antisemit, men det er kun et bevis på, at han var populær og på, at hans bedste studerende var jøder.

Så er der jo den anden halvjøde, Rosemarie Pauly, der også havde talt med Heidegger. Han var en flink og venlig mand, fortalte hun, men han ville nødigt forstyrres. Det ville Løgstrup heller ikke. Han gik i Mols Bjerge sin »tankegang«, som Rosemarie sagde, og han blev rasende, hvis de ringede fra universitetet og forlangte, at han skulle komme til et møde.

Hvad beviser, at man er nazist?

Heidegger holdt tiltrædelsestale som rektor 27. maj 1933. Officielt blev han først udnævnt 1. oktober og fratrådte igen først i februar 1934. Han var reelt rektor i godt tre måneder.

Der var en række honoratiores fra partiet tilstede ved talen, og de har ikke forstået et ord af, hvad han sagde. Han citerede fra Aiskylos og Platon på græsk. Han nævnte Nietzsches udsagn om, at Gud er død, og mennesket derfor er overladt til sig selv. Guds død betyder, at mennesket er en ø, og at eksistensen går forud for essensen. I talen nævnte han ikke nationalsocialismen, Hitler eller jøderne, alligevel er de fleste i dag enige om, at talen var ubehagelig og et eksempel på nazisme, skønt nazisterne senere forbød den.

Hvordan beviser man, at han var overbevist nazist? Medlemskab af partiet er et bevis, men der er mange, som var med i de østeuropæiske kommunistpartier, som ikke er det i dag, og som vi ikke vil kalde kommunister. Milan Kundera var stalinist som ung og skjulte det. Er hele hans forfatterskab stalinistisk? Ungarns premierminister Victor Orban var med i en kommunistisk ungdomsbevægelse, og der er mange lignende eksempler. Der gælder tilsyneladende andre regler for Heidegger. Det er dybest set underligt. Der er få, der forstår ham, og færre der læser ham. Hvorfor er det vigtigt at gentage, at han var racist og nazist? Man får på fornemmelsen, at det er noget helt andet, som er på færde, som har at gøre med samtidens politiske spændinger.

Heidegger afsluttede officielle taler med et »Heil Hitler«. Det var en konvention, men ikke noget bevis. Et eksempel er en immatrikulationstale fra oktober 1933. Den indledes med, at den nationalsocialistiske revolution fører til en total omvæltning af den tyske tilværelse. Det var jo sandt nok. Til slut udtaler han, at Føreren selv og han alene er den nutidige og fremtidige tyske virkelighed og dennes lov. Det var han faktisk. Officielle taler er såkaldte performative talehandlinger, der intet viser om bagvedliggende intentioner. Vi kan sagtens forestille os en dansk rektor holde en officiel tale, hvor han siger noget pænt om Søren Pind (V), men deraf kan vi ikke slutte, at så er denne rektor Venstremand.

En udrensning finder sted

Man kan finde mange andre samtidige tekster, der kan bruges som bevis på, at Heidegger ikke var antisemit, men den slags tekster udelader hans kritikere konsekvent.

Lad mig nævne hans forsvar for den klassiske filolog Eduard Fraenkel. Han var jøde, men Heidegger ville gerne beholde ham på universitetet. Heidegger skrev i 1933 en anmodning derom til Kultusministeriet i Karlsruhe. De afslog, og Fraenkel tog til Oxford, hvor han blev professor, men så kom der også en sag om ham. Fraenkel blev kendt for sine »wandering hands«, det vil sige, at han ikke kunne holde hænderne fra unge, kvindelige studerende. Fraenkel begik selvmord i 1980, og i eftertiden har man diskuteret, om man kan adskille sex og forskning. Belaster det Fraenkel som forsker, spørges der.

 

Det er blevet sådan, at man i dag ikke kan og vil skelne mellem person og sag. Der skal være overensstemmelse mellem personens livsførelse og hans eller hendes tekster. Når vi mener at vide, at Heidegger var nazist, bør hele hans filosofi afvises. Og på samme måde: Når vi ved, at Knut Hamsun var nazist, bør vi ikke læse hans værker.

Det sidste nye er, at der advares mod at læse Kants værker, fordi der deri kan forekomme racistiske budskaber. Filosofiske værker forsynes med advarsler lig dem på cigaretpakker. Harper Lees »Dræb ikke en sangfugl« er nu forbudt visse steder i USA. Vi er ved at foretage en gigantisk udrensning eller symbolsk bogbrænding af fortidens værker.