Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor blev musikundervisningen af?

Inge Marstal: Tænk, hvor fantastisk det vil være, hvis Danmark kunne blive et foregangsland, der for alvor inddrager musikken i fundamentet for folkeskolen - til varig glæde og gavn for børn, fællesskab og samfund.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lige før årsskiftet blev Danmark igen målt og vejet og fundet for let i OECDs nye PISA-undersøgelse, hvor læsning denne gang var hoveddomænet, og hvor Danmark på dette felt blev placeret som nr. 24 ud af 65 lande/nr. 18 ud af 33 OECD-lande. Kina og Korea lå ikke overraskende i spidsen, skarpt forfulgt af Finland på 3. pladsen.

Selv om ikke alt kan og skal måles og vejes, og selv om man kan diskutere, om det overhovedet giver mening at sammenligne forskellige skolesystemer og kulturer, giver undersøgelsen alligevel endnu en gang stof til eftertanke. Lærer danske børn mindre i skolen end børn i andre lande? Får de mindre undervisning? Har det med indstillingen til skolen og det at lære at gøre? Har det med ro i klassen og disciplin at gøre? Eller har det med manglende prioritering af musikfaget at gøre - nylig dokumenteret i DPU-rapporten »Musikfaget i undervisning og uddannelse. Status og perspektiv 2010«?

Eftertanken er der, ligesom tanken om, at det i hvert fald aldrig kan være børnenes skyld eller ansvar, at resultatet ikke er bedre. Men det er dem, der kommer til at betale prisen.

Vores skolesystem er på hård prøve for tiden. Og nemt har det heller ikke været for skolerne i de seneste ti år. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der siden 2001 er indført nye regler for den danske folkeskole ikke mindre end 29 gange, hvilket svarer til ændringer hver fjerde måned. Eksperter giver udtryk for, at denne bombardering har overbelastet lærere og skoleledere og betydet mangel på arbejdsro til at fokusere på det faglige indhold i skolefagene.

I december 2010 lancerede undervisningsministeren et nyt folkeskoleudspil under overskriften »Faglighed og frihed«, med det såkaldte »læseløfte« placeret øverst i de syv mål. Fint nok.

Men: Hvor er musikundervisningen lige blevet af? Ingen steder i udspillet står der noget om musikundervisning, til trods for at alt tyder på, at musikken - udover hvad den i øvrigt kan - har den særlige egenskab og kvalitet, at den kan stimulere børns udvikling og generelle evne til at lære positivt. Især ser det ud til, at fag som dansk og matematik kan nyde særdeles godt af musikkens følgeskab.

Sang og musik kan nemlig disciplinere børn på den gode måde, lære dem at koncentrere sig, lære dem præcision, parathed og opmærksomhed, lære dem at lytte både til sig selv og andre og lære dem at indgå i et fællesskab.

Selvfølgelig skal alle børn i Danmark kunne læse og skrive og regne inden for de første skoleår - det står ikke til diskussion. Men musik er et ekstra sprog, og netop det sprog kan som sagt betyde, at børn får det bedre på skolebænken helt generelt. Musik kan ydermere samle og integrere alle børn uanset kulturel og social baggrund. Derfor må en vægtig musikundervisning heller ikke stå til diskussion.

For at vende tilbage til PISA-undersøgelserne er det blevet nævnt, at de lande, der ligger højest på skalaen, samtidig er de lande, der har den højeste andel af musik og andre kunstfag på skoleskemaet. Det kommer ikke som nogen overraskelse, for det har længe været kendt gennem udenlandske undersøgelser, bl.a. et omfattende projekt i Berlin, at musik kan styrke kompetencerne i andre fag, og at både musik og andre kunstarter har betydning for den måde, børn senere i livet forvalter sig selv på.

Musik har i tillæg den unikke egenskab, at den er mere end et fag - musik er ånd, følelse, fællesskab, nærvær, samvær og meget mere.

Den ro i klassen, som undervisningsministeren efterlyser, kan hun få gennem musikundervisningen. Og så kan hun samtidig få glade, åbne, udadvendte, lydhøre og tillidsfulde børn, der gennem musikken har udviklet et nuanceret udtryksregister og en differentieret kontakt til både egne og andres følelser.

Det er bekymrende, at musikken ikke har fundet en synlig plads i det nye udspil. Ikke alene risikerer vi at tabe børns helhedsudvikling af syne, vi risikerer også, at de går glip af noget meget væsentligt i deres opvækst - det er hele vores skolekultur, vores musikkultur, ja, hele vores fælles kultur, der er på spil.

Og så er vi for alvor ved at blive både fattige og dumme, for nu at referere til et måske lidt fortærsket citat af Frederik VI, »fattige er vi, men vi skal ikke også være dumme«, som ikke desto mindre var en del af udgangspunktet for genopbygningen af det danske samfund efter Københavns bombardement og efterfølgende statsbankerot i 1813. Kongen beordrede straks Københavns Universitet genoprettet og indførte året efter skoleloven i Danmark, oven i købet med bestemmelser vedrørende skolesang. Sangen blev i forbindelse med genopbygningen ikke blot et æstetisk, men også et pædagogisk-folkeligt anliggende.

Vi kunne jo overveje at bruge den nuværende krise til at tænke i samme baner.

Idet nye folkeskoleudspil står der, at »det er et fælles ansvar at skabe en bedre folkeskole«. Helt enig. Det er jo vores børn, vores unge, vores samfund og vores fremtid. Men udover hvor musikken er blevet af, er der masser af andre spørgsmål at stille. Øverst står vel spørgsmålet om, hvilke værdier, der er vigtige for os? Hvad er det for et samfund, vi ønsker at være en del af - også i fremtiden? Hvad er det, vi gerne vil give vores børn med i bagagen? Hvordan kan vi bedst medvirke til at give dem det, vi kan kalde livskompetence, forstået som evnen til at klare sig i livet, til at kommunikere, til at håndtere problemer, til at finde glæde, til at kunne fordybe sig og til at føle mening i tilværelsen?

Med andre ord: Hvordan kan vi forberede vores børn bedst muligt til fremtiden, til at kunne begå sig både i det nære og i det internationale miljø. Hvordan lærer vi dem omgang med og respekt for andre mennesker samtidig med, at vi fremmer det individualistiske - det særegne. Det musikalske møde i folkeskolen kan få betydning for hele livet, et møde, der skal bestå af kontinuerlig, kvalificeret musikundervisning gennem hele skoleforløbet og af musikalske oplevelser - med levende musik, spillet på levende instrumenter af levende mennesker. Og begge dele kan opnås gennem god plads i skoleskemaet og et højt uddannelsesniveau for både musiklærere og musikere - med tid til fordybelse og udvikling af faglige færdigheder.

Musikfaget har en høj grad af både kulturbærende og alment dannende elementer, musik giver kreative og æstetiske muligheder og muligheder for kunstnerisk udfoldelse og oplevelse, musik er det »kit«, der kan få menneskers liv til at hænge sammen, og musik kan bygge broer og binde bånd. Og så har musikfaget ikke mindst en række transfervirkninger på andre fag som nævnt ovenfor.

Alle børn skal synge med af hjertens lyst på det store, pragtfulde repertoire af sange, der findes, og de skal have mulighed for at opleve glæden ved at udtrykke sig i musik - glæden ved at synge sammen med andre og glæden ved at være en del af et musikalsk og kulturelt fællesskab, hvor tekst og musik udgør det fælles indhold. Samtidig er det også fysisk sundt at synge. Udover at vejrtrækningen kommer under kontrol og at tale, sprog og artikulation forbedres, konkluderer et forskningsprojekt fra Goethe-universitetet i Frankfurt, at sang bl.a. styrker immunforsvaret, sænker blodtryk og stressniveau og øger selvtilliden.

Vi er som danskere privilegerede med en salme- og sangskat, som efter international målestok er ganske unik. Den skal vi bruge og give i arv til næste generation.

Hvis vi får musikundervisningen på banen igen, gør det til et kernefag og investerer i at øge staben af musiklærere, vil fremtidige PISA-resultater med garanti komme til at se anderledes positive ud for Danmarks vedkommende.

Kære undervisningsminister: Børn er vores vigtigste råstof. Sats på musikken i fremtidens skole. Tænk, hvor fantastisk det vil være, hvis Danmark kunne blive et foregangsland, der for alvor inddrager musikken i fundamentet for folkeskolen - til varig glæde og gavn både for hvert enkelt barn, for fællesskabet og for hele det fremtidige samfund.