Hvor blev kvaliteten af i kulturpolitikken?

Kulturinstitutionerne lider under den rationaliseringstænkning, der præger hele den offentlige sektor, mener kronikørerne. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kunst og kultur er ofte blevet italesat som løftestang for mange andre formål. Investering i kultur har i talrige undersøgelser fra Danmark og udlandet vist sig at have en positiv indflydelse på branding af byer eller områder, på økonomien, på borgeres personlige udvikling, ja, der findes endda flere undersøgelser, som tyder på, at kultur har en positiv indflydelse på brugernes fysiske sundhed.

Undersøgelserne har vakt genklang hos mange politikere og afspejles i deres krav til modtagerne af kulturstøtte. De positive afledte effekter af investering i kultur kan udgøre et stærkt argument for at subsidiere kulturelle formål.

Der er således politisk opmærksomhed omkring kulturens instrumentaliserede værdi, og der arbejdes hos medarbejdere og ledelser på kunst- og kulturinstitutionerne konstant på at række ud mod samfundet og skabe så stor værdi som muligt for så mange som muligt. Dette er grundlæggende positivt, men der mangler i høj grad større politisk bevågenhed omkring selve kunstoplevelsen, omkring kvaliteten og udbuddet af kulturinstitutionernes kerneprodukt.

Derudover er der fra politisk side forventninger om et aktivitetsniveau, som umuligt kan præsteres med de svindende budgetter, der er resultatet af det årlige omprioriteringsbidrag på to pct. Disse problemer plager de statsstøttede kulturinstitutioners flerårige kontrakter med Kulturministeriet, de såkaldte rammeaftaler.

For Det Kongelige Teaters vedkommende indeholder den nuværende aftale for årene 2016-2019 en række mål, som relaterer sig til formidling, turnéaktiviteter, kommercielle aktiviteter samt det samlede antal forestillinger. Kunsten og kvaliteten af samme er også nævnt, men i tilpas ukonkrete vendinger, således at hensigterne forbliver uforpligtende. At fokus er flyttet fra kvaliteten af kerneopgaven til registrering af sekundære mål er en velkendt tendens, man ser alt for ofte i den offentlige sektor, f.eks. inden for uddannelses-, sundheds- og plejesektoren.

Det er et problem, hvis der kun er politisk fokus på de aktiviteter, der ligger rundt om kunsten, men ikke på selve kunsten. Denne skæve vægtning har allerede på Det Kongelige Teater medført, at andelen af kunstnerisk personale (sangere, dansere, skuespillere og musikere) er faldet fra 41 pct. af den samlede medarbejderstab i 2000 til 30 pct. i 2016.

Færre operaer på Det Kongelige Teater

De nationale kulturinstitutioner er sat i verden for at berige Danmark med det bedste, der kan præsteres inden for alle kunstarter, og det højest mulige kunstneriske niveau bør derfor være basis for de øvrige mål. For er kunstens fascinationskraft ikke til stede, falder de øvrige initiativer til jorden.

Lægges hertil den støt kværnende statslige to pct.-grønthøster, er konsekvenserne alvorlige for dansk kulturliv. I regeringens 2025-plan stiger råderummet i den offentlige økonomi støt i hele perioden, så man må formode, at omprioriteringsbidraget fortsætter uændret. Det er et stort problem for institutioner, der baserer deres output meget direkte på det ansatte personales tidsforbrug. Dette skyldes, at når de overordnede besparelser implementeres, er de låste (eller stigende) udgifter til bygninger og drift årsag til, at besparelsen bliver »gearet« mod personaleudgifterne, som altså årligt må skæres langt mere end de oprindelige to pct.

Det er let at finde eksempler på, at nedgangen i produktionsniveau er langt større end den procentuelle nedgang i bevillinger. Et illustrerende eksempel er antallet af forskellige opførte operaer på Det Kongelige Teater i løbet af en sæson:

Antallet af operatitler er faldet fra 15 i sæsonen 2005/2006 til blot otte i sæsonen 2016/2017, selvom den statslige bevilling procentuelt er faldet langt mindre i perioden. Et andet eksempel er størrelsen på Det Kongelige Kapel: Orkestret er siden 2010 reduceret fra 117 til 92 musikerstillinger. Et realistisk skøn for næste rammeaftaleperiode (2020–2023) vil med et uændret årligt omprioriteringsbidrag være et fald til ca. 75 musikere. Dette er under halvdelen af det antal musikere, der beskæftiges i de største europæiske operahuses orkestre og milevidt fra orkesterstørrelsen på nogen anden europæisk nationalscene. Så resultatet af besparelserne bliver et markant fald i både kvaliteten og kvantiteten af det kunstneriske output, hvilket må være det stik modsatte af den effektivisering, der var formålet. Samme mønster ser vi allerede på musikkonservatorierne. Antallet af personaletimer er faldet 18 pct. siden 2007, og det bliver også bitter virkelighed for landsdelsorkestrene: Copenhagen Phil er allerede i store vanskeligheder, og efter 2021 kommer turen til de resterende orkestre.

Stabile besøgstal

Overordnet set lider kunst- og kulturinstitutionerne altså under den markeds- og rationaliseringstænkning, som præger hele den offentlige sektor.

I forhold til kulturinstitutionerne er denne tænkning meningsløs, for institutionernes formål er ikke at tjene penge, men at levere magi. Der skal det samme antal skuespillere til at opføre et skuespil af Shakespeare som i 1600-tallet, og Beethovens symfonier har modsat sig rationalisering i 200 år. Indlæringen af komplicerede kunstneriske og motoriske færdigheder på kunstuddannelserne har stadig mesterlæren som omdrejningspunkt. Hvor visse dele af den offentlige sektor i nogen grad kan indhente en rationaliseringsgevinst ved implementering af ny teknologi og nye arbejdsgange, giver dette ingen mening for århundredgamle kunstformer, hvis essens er menneskeligt nærvær.

Kunsten og dens institutioner har godt tag i publikum, og der ses en stabil opadgående udvikling i institutionernes besøgstal. Et åbenlyst resultat af markedstænkningen kan imidlertid blive, at man fremover kun tør satse på de allermest populære publikumsbaskere, så billetsalget maksimeres for at udfylde hullet fra de konstante besparelser.Det kan ikke være meningen med kunst kun at levere det, som publikum allerede kender. En kunstinstitution skal have muligheden for at kuratere et udbud, der giver stor variation og bredde for publikum, frem for at tærske langhalm på hits og highlights til fordel for en marginal forskel i indtjening.

Kommunerne har i modsætning til staten generelt i de seneste år fastholdt kulturbudgetterne, men Danmarks samlede offentlige udgifter til kultur nærmer sig alligevel EU-gennemsnittet, både hvis man ser på kulturudgifternes andel af bruttonationalproduktet og deres andel af de samlede offentlige udgifter.

Et nyligt stillet spørgsmål i kulturdebatten lyder »Hvordan skal kulturkronerne fordeles?« Vi synes at spørgsmålet i stedet burde lyde: »Hvilket kulturliv ønsker vi?«

Det er politikernes legitime ret at spare på kulturinstitutioner og bruge pengene på andre områder i stedet, men ønskes et stærkt og levende samfunds- og kulturliv, koster det. Derfor bør man først formulere en vision for området, og derefter må de nødvendige bevillinger følge med.

Kulturlivet er ikke en obskur sekt for særligt indviede. Det er i bredeste forstand summen af det Danmark, som generationer har bygget op. Det fællesskab er vi alle en del af. Kulturinstitutionerne står vagt om de overleverede traditioner og den fælles hukommelse, der er forudsætningen for at forstå nutiden. Fortsætter vi med at aftrappe statstilskuddet til kulturinstitutionerne uden at andet sættes i stedet, ender vi ikke blot med et ringe udbud af kultur, men også med at bringe kulturarven, vores fælles historiske arvegods og i sidste ende det fundament, vores fællesskab er bygget på, i fare.

Vores forslag til Folketingets kulturpolitikere er:

• Stop omprioriteringsbidraget og skab ro om budgetterne.

• Lad staten overtage ejerskab og drift af de nationale kulturinstitutioners bygninger. Det vil skabe mere gennemsigtige budgetter og mindre følsomhed over for procentuelle besparelser.

• Lad de nationale kulturinstitutioner blive benchmarket med lignende institutioner i udlandet.

• Lav i samarbejde med institutionerne en handlingsplan med hovedfokus på institutionernes kerneprodukt og kunstneriske ambitioner. Lad pengene følge ambitionerne.

Alexander Øllgaard er musiker og tillidsrepræsentant for Det Kongelige Kapel, og Søren Rastogi er lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium.