Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvilke sprog skal vi tale i 2030?

FN har opdateret sine demografiske prognoser for resten af århundredet. Hvordan ser verden ud i morgen, og hvilke sprog taler verden? Hvilke sprog skal vi lære i Danmark?

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I juli i år kom den seneste prognose fra FN om verdens demografiske udvikling, og den giver anledning til at reflektere over, hvilke sprog vi får brug for i Danmark i 2030. FN forudser en voldsom stigning af befolkningstallet i Afrika og i de arabiske lande i resten af dette århundrede, en stigning i Latinamerika og Asien indtil midten af dette århundrede, en stagnation eller tilbagegang for Europa samt en markant tilbagegang for lande som Rusland og Japan.

Der er i verden i dag flere sprog med over 200 millioner brugere, og de største af dem er kinesisk, hindi, spansk, engelsk, arabisk, portugisisk og fransk. Mange tidligere kolonier i Afrika og Asien bruger engelsk, fransk eller portugisisk som (et af) deres officielle sprog. De fungerer som fællessprog og som undervisningssprog, fordi landene typisk har flere forskellige modersmål.

I 2030 vil billedet af de store sprog derfor se nogenlunde således ud:

Kinesisk og hindi vil fortsat være store sprog med henholdsvis noget over og noget under en milliard brugere. Befolkningsstigningen i Indien medfører en styrkelse af hindi samt engelsk som andetsprog.

De arabisksprogede lande vil få en stærk fremgang og vil nærme sig en halv milliard indbyggere i 2030. Spansk vil blive talt af tæt ved 450 millioner og portugisisk af lidt under 400 millioner.

Den mest markante ændring vil imidlertid gælde for fransk, idet sproget især pga. de fransksprogede lande i Afrika såvel syd som nord for Sahara vil gå fra de nuværende ca. 250 millioner brugere til over en halv milliard allerede i 2030. Adskillige af disse lande vil opleve mere end en fordobling af deres befolkninger.

Denne udvikling vil forstærkes op gennem århundredet, hvilket vil betyde fortsat stigning for engelsk og fransk samt portugisisk. De fire store sprog, kinesisk, hindi, engelsk og fransk vil herefter hver tælle mindst ca. en milliard brugere, arabisk vil ligge på omkring 600 millioner, og spansk og portugisisk hhv. på lidt over og lidt under 500 millioner. For eksempel vil Nigeria med engelsk og Congo med fransk i midten af århundredet have hhv. 400 og 200 millioner indbyggere.

Det er imidlertid nødvendigt også at se på, hvor sprogene tales: Kinesisk tales i to lande, hindi i Indien, arabisk i tæt på 20 lande, spansk i lidt over 20 (primært latinamerikanske), fransk i ca. 30 lande (heraf størstedelen i Afrika, inklusive Nordafrika) og engelsk i omkring 50. Engelsk og fransk findes som officielle sprog på fem-seks kontinenter.

Men hvor vil verdens kraftcentre, dvs. den økonomisk/politiske magt, ligge fremover? Vil USA stadig være den eneste supermagt, vil Kina have taget over, eller vil andre lande eller områder være i front?

I år har to forfattere, Harvard-professor Joseph Nye og den franske erhvervsmand Jean-Louis Beffa, givet deres bud på, hvem der er supermagter i fremtiden i bøgerne »Is the American Century Over?« og »Les clés de la puissance«, (Nøglerne til magten). Nye er manden bag udtrykket »blød magt«, som han definerer som kultur, herunder forskning, politiske værdier og udenrigspolitik. Begge når frem til, at Kina i overskuelig fremtid som den eneste magt vil komme op på siden af og forbi USA rent økonomisk, men at USAs militære og bløde magt og innovative kraft stadig vil være dominerende.

De siger samtidig, at adskillige andre kraftcentre vil være til stede efter 2030, bl.a. Indien og Brasilien. Afrika syd for Sahara er ifølge avisen Die Welt allerede et af Tysklands største eksportmarkeder. I dette område findes vækstrater på otte-ti procent pr. år. Men også andre dele af Latinamerika samt Asien, blandt andet Indonesien og Filippinerne, markerer sig. Japan og Europa vil stadig stå stærkt økonomisk, Europa også med hensyn til blød magt.

En grundlæggende pointe er, at tiden, hvor USA selv kunne diktere sine mål i verden og få dem gennemført, ophører. Begge forfattere nævner, at verden fremover kræver en større grad af koordinering, diplomati og samarbejde. Ingen af de store centre vil have en klar dominans som hidtil. I øvrigt kan ingen forudsige, hvilke konflikter, klimaændringer eller flygtningestrømme, bl.a. fra Europas nærområder – (Nord)afrika og Mellemøsten – vi kommer til at være vidne til, og som påvirker magtforhold, befolkningstal og sprogpraksis.

En ny verdensorden med mange større økonomier uden en entydig supermagt kan således komme til at erstatte den aktuelle engelsksprogede hegemoni. De store sprog vil gennem en stærkere økonomi og selvbevidsthed dominere i mega-regioner: Kinesisk og engelsk i Kina og øvrige Asien, spansk og portugisisk i Latinamerika, engelsk og spansk i Nordamerika, engelsk og fransk i Afrika, russisk i Den Russiske Føderation, arabisk samt engelsk og fransk i Mellemøsten og de arabiske lande. Skal man ind på livet af disse regioner, vil det være nødvendigt at kende til deres store sprog. Tendensen bekræftes af, at de samtidig er store internetsprog. Der er i dag flere internetbrugere i Kina end i USA.

Udbredelse og politiske/økonomiske ressourcer er to oplagte kriterier for, hvilke fremmedsprog danskerne bør kunne. Men også geografisk nærhed spiller en vigtig rolle.

I Danmark har vi mere brug for tysk end for hindi og kinesisk, selv om begge sprog er mange gange større. I Europa i dag tales tysk som modersmål af ca. 90 millioner, fransk og engelsk af hver ca. 70, italiensk af lidt over 60 millioner, polsk og spansk af 35-40.

Men ifølge FN vil adskillige lande, herunder Tyskland, Italien, Spanien og Polen, se et voldsomt fald i deres befolkningstal som følge af lave fødselsrater. Andre landes befolkninger vil stige, bl.a. Frankrigs og Englands samt Tyrkiets. Tysklands indbyggerantal kan måske delvis bevares gennem immigration. De engelsk-, fransk- og tysksprogede områder i Europa vil derfor i midten af århundredet ligge på hver ca. 80 millioner, mens de øvrige falder.

Et geografisk nærhedsprincip medfører, at det er oplagt at lære de sprog, man møder mest: nabosprog, samhandelssprog og kulturfællesskabssprog. Politisk spiller EU en central rolle for Danmark, og vores samhandel med EU udgør cirka 70 procent af vores samlede handel, herefter følger Kina, Norge og USA med cirka 15 procent tilsammen.

Historisk og kulturel nærhed er også i spil. Selv om Indien i 2015 er den største producent af film, ser danskerne mest vestlige film og forholder sig traditionelt mest til de lande, vi har historie til fælles med: de europæiske lande samt USA. I de tre store sprogområder, engelsk, fransk og tysk, består et kulturelt og idéhistorisk fællesskab, som ytrer sig i bl.a. musik, litteratur, videnskab og filosofi, og som præger store dele af den danske kultur.

Af de fire store sprog efter 2030, kinesisk, hindi, engelsk og fransk, ligger de to første langt fra os såvel geografisk som sprogligt og kulturelt, mens de to sidstnævnte findes i Europa og dets nærområder.

Med en stigende globalisering vil danskerne få brug for at beherske flere store regionale og internationale sprog. De nye magtforhold med større ligevægt mellem magtcentrene vil medføre behov for større ligevægt mellem de store sprog. Men alt peger på at anvende ressourcerne på de sprog, der ligger i den del af verden, som vi bor i. Det er og bliver vores grundvilkår, at Danmark er placeret i Europa.

Fremmedsproglige kompetencer er centrale, både i Europa og i den øvrige globaliserede verden. Derfor skal vi kende til verdens store sprog og ikke mindst deres kulturer, herunder kinesisk og spansk, men der er grund til at satse mere bredt på tre sprog, som også fremover vil være de bærende sprog i Europa og dets nære regioner: engelsk, fransk og tysk.