Hver gang, han gik i sauna, skulle jeg også lige derind

Den oprindelige »Dollars« (»Dynasty«). En af 1980ernes store TV-serier. Til højre en af hovedfigurerne, oliemagnaten Blake Carrington (John Forsythe) med datteren Fallon (Pamela Sue Martin) og stedsønnen Steven Carrington (Al Corley). Foto: ABC/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Kære Steven Carrington.

Køn er ikke, hvad de har været, Steven. Og en køn historie at tale om kønnet bliver det nok aldrig. Jeg er aldrig blevet bedt om at vælge køn. Der var heller ikke så mange valgmuligheder. Dengang. Jeg skabte blot mit billede af dig og tog sådan nogenlunde form derefter. På den måde var du smart. Du var den første, der sprang ud, og overlevede faldet.

Jeg ved godt, at din far, Blake, havde svært ved at tage det, og din mor, Alexis, kunne bedst forholde sig til det, da det så at sige var overstået – eller lagt på is. Da du for alvor gik fra Ted, fordi Claudia i den grad havde forvirret dig, og endnu mere forvirret blev du, da Sammy Jo stod der og flagrede og lignede en, som ellers var bedre tjent med Michael J. Fox.

Steven Carrington, du var den allerførste, som offentliggjorde din seksualitet. Og det endda i en tid, hvor man ikke kunne socialisere med det, og skabe et netværk eller nye venner, fordi de gamle var røvhuller, som stadig råbte svans, bøsse og det, der var værre, når man blev bange for fodbolden eller for Tommy fra badminton, som kom efter én på sin Kreidler bag Amager Centret, fordi han lige skulle ordne sådan nogen som os.

Du var min første kæreste, Steven. Jeg delte dig godt nok med Boy George. På den måde var vi fremme i træskostøvlen. Trekanter var ellers kun noget, som foregik i sengekantsfilm, hvor skuespillere, der ikke havde noget at rive i, fik noget at bruge deres hænder til.

Boy George var min virkelig hemmelige kæreste, fordi tiden dengang slet ikke var så kulørt. Jeg hang nemlig ud i et miljø, hvor alle var eddikesure på deres forældre over, at vi var blevet født for sent til punk, og BZ turde vi overhovedet ikke, fordi vi var hundeangst for at få lokummer eller brosten i krydderen. Min far, som var gammel hippe og mest gik rundt og lignede Erik Clausen, sagde også, at man ikke måtte slå politiet med andet end blomster.

Jeg ville godt nok være Anne Marie Helger, når jeg blev stor. Der var noget med kulør på klatkagen der. Farvenuancer var selvfølgelig ikke din stærke kop earl grey, Steven. I know. Selv om Ted selvfølgelig var en frækkert, en rigtig Freddie Mercury med græske håndgranater under lynlåsen, så hoppede du lige bagom dansen og snuppede kontormusen Claudia, fordi du tænkte, at en kvinde med så kedeligt tøj, går man aldrig forkert i byen med.

Det gør man heller ikke. Man går nemlig slet ikke ud.

Jeg kom til at grine, midt i alt det sorte

Der var du nok heldig, for så slap du for at se mig. Derude. Min kusine var god til at hive mig med. Hun var lidt ældre end jeg og var vildt god på billeder, hvis man skulle se virkelig sur ud. Vred. Og indestængt bitter, fordi alle de voksne var børn, der var blevet sindssyge, som Michael Strunge skrev, inden han tog sit eget liv og slap for at blive borgerlig, konform og skulle tage stilling til alt muligt med pension og ligusterhæk. Jeg slap ikke. Min kusine gjorde heller ikke. Der skete også en fejl. Jeg kom til at grine. Midt i det hele. Midt i alt det sure og sorte. Og så blev det opdaget. Og det til et mandagsmøde i Ungdomshuset, hvor jeg var kommet til at tage noget på, som Anne Marie Helger eller Boy George godt kunne have haft på, og det var ikke rigtigt Unger-stilen.

Tror du, det er fastelavn? Næ, det er jo bare mandag. Men du ligner en idiot. Jeg plejede bare at ligne en bøsse. Nu var jeg også blevet til en idiot.

Steven, jeg sov med hue på, så alle mine krøller kunne lægge sig ned. Jeg havde arvet det der krusede hår fra sigøjnerne, som vi var i familie med på en eller anden måde. Min søster og jeg havde det hår. Resten af min familie havde Vita Andersens. Det var aldrig noget, vi talte om. Min mor fløjtede bare meget højt, hvis man begyndte på at sige noget om, hvor brun, jeg altid blev, når solen skinnede.

Det var også en fejl. Det gik jo slet ikke at se sund ud i en usund kultur, hvor man skulle surmule og helst sidde tre, fire eftermiddage i træk og savle over Jess eller Emil i Kostalden i Brumleby, som var gået i gang med at lave et band, hvor de – når de havde øvet lidt mere – helt bestemt ville slå Parkering Forbudt til jorden.

Jeg savlede mest, fordi jeg havde svømning med Emil, og hver gang han gik i sauna, skulle jeg også lige derind. Han havde den flotteste tissemand, jeg nogensinde nåede at se i 1986.

Steven, der var jeg dig utro. Med Rødebede-Emil. Undskyld. Men det var vist ikke første gang. Og du havde jo travlt med Sammy Jo, og det tænkte jeg også, at vi skulle få talt ordentlig ud om. Det der med at skifte mellem det ene eller det andet. Der havde jeg trukket nitten, så at sige. Jeg gad kun mænd. Men jeg ville samtidig selv gerne ligne Kim Wilde – på den billige måde. Fordi man så var villig, tror jeg, og mindede om Christiane F.

Jeg havde ikke anoreksi. Jeg var ikke narkoman. Jeg lod bare som om. Det jeg havde, var bare et højt stofskifte. Jeg skar heller ikke mig selv. Jeg prøvede godt nok, men kom til at græde over det, fordi det gjorde for ondt. Jeg havde ellers mange rifter på armene. Jeg havde også kat. Og gik til frivillig grafik på min friskole.

Folk der tog det første skridt

Det sked vi højt og flot på, Steven. Du og jeg. Jeg og dig. Emil fra Lønneberg havde sin Alfred. Jeg havde dig. Dengang. Og du passede på mig. På din måde. Og jeg tror, nej, jeg bilder mig ind, at du var min første rollemodel. Eller en af dem. I hvert fald den mest markante. Fordi alle vidste, du var sprunget ud. Alle talte om det. Alle på posthuset i Amager Centret, hvor de fleste de hverdage altid var på hvidvinskur, og alle nede på hjørnet af Blekingegade, hvor det, der bagefter blev banden, ikke var blevet opdaget endnu.

Det var svært, Steven. Ja, det var virkelig svært. For under det mærkelige tøj, bankede det hele. Hjertet. Og blodet pumpede rundt. Jeg kyssede lidt mere med Emil, og vi farvede vores hår med rødbedesaft. Vi skulle i Bøssehuset og føre os frem. Har alle set os? Jo, tak. Der var ingen, der ikke bemærkede, at Emil og jeg havde været til Dead or Alive-party.

Livets hastighed, skrev Strunge, men det kunne vi jo ikke vente på. Vi ville overhale den hastighed, og kastede os ud i livet.

NRK har med serien »Skam« i de sidste par år gjort det moderne at være bøsse. I hvert fald hvis man hedder noget bibelsk. Så der er jeg med på vognen. Jeg har endda et helt evangelium i ryggen. Kom ikke her! Det gør du så heller ikke, Steven. Det ved jeg godt. Du har stadig travlt med at bore efter olie et sted i Stillehavet iklædt noget bekvemmeligt, der ikke strammer og slet ikke lige der, hvor guldet sidder, og jeg har travlt med mine bøger.

En dag, muligvis på et tidspunkt i det næste (under)liv, kan det være, at vi ramler ind i hinanden igen. Missekatte har som sagt ni liv. Jeg nøjes med to. Det, jeg har nu. Og så mit liv nummer to med dig. Inden ulykken på boreplatformen, selvfølgelig. Vi skal ikke ud i de uheldige omstændigheder igen. Og hvem var det så lige, der skulle erstatte dig? Ja, det taler vi ikke om, for vi ved det jo godt. Og det blev ALDRIG heldigt. Steven, du er stadig min Steven i sæson 1 og 2. De andre sæsoner er tåge og glemsel.

For 31 år siden var jeg håbløst forelsket i dig, Steven Carrington. Og skrev et helt år dagbog til dig næsten hver eneste dag. I ny og næ vender tingene tilbage. Ligesom tiderne. Hvor der tilsyneladende stadig er brug for forbilleder. Folk, der tog det første skridt. På alle mulige måder. Og viste skridtet frem. Ikke kun måneskridt, men de fysiske og de psykiske.

Steven, du hjalp mig. Med at blive mig. På denne her måde. Steven, jeg lover, at der ikke går 31 år igen, før du hører fra mig. Men som man(d) siger, intet nyt er godt nyt. Det er egentlig noget værre vrøvl. Men mænd siger efterhånden så meget. Det ved du jo alt om. Tænk bare på Jeff og Adam. Jeg sender et luftkys herfra. Til din olieboreplatform et sted i Stillehavet fra en rigtig Lagermand her på stenbroen.

Kærlig hilsen Tomas Lagermand Lundme, 13 år, nej, 44 år.

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker og billedkunstner.