Da professor Bent Jensen i 2006 fik godt 10 mio. kr. fordelt over tre år til sit Koldkrigscenter, vakte det stor opsigt og flere forargede spørgsmål i Folketinget – kunne man virkelig give penge til en »koldkriger«? Da den gamle revolutionære frontkæmper Poul Villaume fik 5,8 mio. kr. af Forskningsrådet i 2009 til et projekt om 1970erne, var der ikke en linje i aviserne og ingen spørgsmål i Folketinget. Sagen er, at de gamle revolutionære har sat sig grundigt på historieskrivningen om tiden efter 1968. Mere om det senere i kronikken.

De fleste Berlingske-læsere har sikkert opdaget, at der er foregået en debat om det nye opslagsleksikon »Den Kolde Krig og Danmark« i de seneste uger. Den slags debatter er livsgivende for demokratiet, og denne er kun én ud af mange. Efter 1864 skændtes man højlydt i generationer om, hvad der var skyld i ulykkerne. Vi er endnu ikke færdige med debatterne om besættelsestiden, og Den Kolde Krig har allerede affødt en lang række opgør, der griber dybt ned i vore grundopfattelser om det 20. århundredes historie. Det drejede sig jo om liv eller død og om frihed eller undertrykkelse både for mennesker under nazismens og kommunismens åg og i sidste ende også for os, så debatten må gerne være hed.

Mange læsere husker sikkert, at Berlingske i 2000-2001 førte en debat om Den Store Danske Encyklopædi, der var redigeret af professor Jørn Lund og udsendt af Gyldendal. Kritikerne dengang påpegede, at Nationalencyklopædien behandlede kommunismens misgerninger alt for mildt, og at kommunismens medløbere fik en meget nænsom behandling. Det blev påpeget, at der i alt for mange opslag var en venstreorienteret tendens at spore. Dengang udstedte værkets videnskomité, for en sådan var der nemlig, ganske hurtigt en bandbulle mod kritikken og da denne komité bestod af folk med fine akademiske titler, havde det en vis effekt. Det lykkedes dog alligevel at fastholde debatten, og i sidste ende ændrede Gyldendal på en række opslag, fordi forlaget erkendte, at store dele af kritikken var berettiget.

Det er derfor naturligt, at når et nyt værk om Den Kolde Krig udgives, som skal bruges af lærere og studerende, at man så kigger en ekstra gang på eventuelle politiske tendenser i værket. Det var klart efter ganske kort tids læsning, at det nye opslagsværk havde politisk slagside til venstre. En række eksempler opregnede jeg i min anmeldelse her i avisen (6.4.). Det var kritikpunkter, der meget lignede dem, som Bo Bjørnvig i Weekendavisen, Bent Jensen i Jyllands-Posten og debattører her i avisen som Henrik Gade Jensen, Mogens Rukov, Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø senere fremførte. Sagt kort kan man fornemme den gamle 1970er-holdning i en række opslag. Sovjetunionens aggressivitet bliver nedtonet, det nævnes stort set ikke, hvad den radikale venstrefløj i Danmark egentlig stod for. Danmarks Radio frikendes ganske for venstredrejning. Den gamle CDer Erhard Jakobsen får som den eneste et gevaldigt hak over snuden. Der er også ganske udmærkede artikler med, men mange af de vigtige og tunge artikler er skrevet af en temmelig lille gruppe blandt bidragyderne med politisk tendens.

Mogens Rukov spurgte fornuftigt redaktørerne, hvordan man kunne skrive et sådant værk uden at nævne Gulag. Men værket handlede kun, understregede de og biblioteksdirektør Erland Kolding Nielsen, om dansk historie. Problemet er, at man selvfølgelig ikke kan skære resten af verden væk og tro, at vi bare kan skrive hyggehistorie om lille Danmark uden ofre. Redigerer man virkeligheden på den måde, har man allerede taget stilling, for så kan man skrive danmarkshistorie uden at fortælle de unge læsere, at det var en kamp om frihed eller undertrykkelse, og at Danmark selvfølgelig var en del af den kamp. Ved at tro, at man kan skære Gulag eller andre KZ-lejre væk, forvandles historien til småskænderier om ord. Tag blot opslaget om Venstresocialisterne, hvor man får den opfattelse ud fra værkets opslag, at det drejede sig om et stuerent parti med en meget fin miljø- og boligpolitik. Sandheden var, at grupper i partiet gerne hyldede vold. Dets internationale udvalg indgik en samarbejdsaftale med terrorgruppen PFLP med de selv samme mennesker, der styrede Blekingegadebanden. Udvalget modtog penge fra den libyske ambassade, og partiet gik til det jødiske menighedshus, og ikke til den israelske ambassade, for at hylde den væbnede kamp mod zionismen. For at forstå partiets popularitet og farlighed må man se det i internaionalt lys, og det får man stort set intet at vide om i opslaget om VS.

I øvrigt fulgte redaktionen heller ikke selv sit nationale redaktionsprincip, for blandt opslagene var et om mccarthyisme i USA.

Jeg kom fejlagtigt i min anmeldelse til at skrive, at professor Poul Villaume var opslagsværkets hovedredaktør. Når det løb mig i pennen var det fordi Poul Villaume har sat sig ganske massivt på dele af den nyere koldkrigslitteratur. Da Politikens og Gyldendals standardværk om danmarkshistorien skulle genudgives i 2005, var det Villaume, der nyskrev bindet om 1970-1985. Dette værk led af de samme ideologiske tendenser som det nye opslagsværk. Da en ny serie om Danmarks udenrigspolitik blev udgivet 2005, skrev Villaume sammen med Thorsten Borring Olesen bind 5, »I blokopdelingens tegn«, som også havde nogle af de samme skæve tilgange som det nye opslagsværk. I 2009 fik Villaume af Det Frie Forskningsråd 5.570.000 kr. til et forskningsprojekt om Den Kolde Krig med undertitlen »De lange 1970ere«. Gad vide, hvad der kommer ud af det?

I min anmeldelse gjorde jeg gældende, at gamle venstrefløjsholdninger skinnede igennem, og jeg oplyste, at Poul Villaume var tidligere ledende ideolog af det stalinistiske parti KAml (Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister).

Villaume har svaret, at han skam ikke var stalinist, og at han kritiserede Sovjetunionen. Forholdet var, at KAml var maoistisk og stalinistisk, og kritikken af Sovjetunionen blev fremsat ud fra et stalinistisk synspunkt, fordi diktatorer efter Stalins død, ifølge Villaume, havde fjernet sig fra den ægte kommunisme. Disse synspunkter fremgår klart af bl.a. Villaumes pjece fra 1976 »Profitten i højsædet. Fakta om Sovjet i dag«.

Når professor Villaume omgås så løst med sandheden om sin egen fortid, er det nødvendigt at bringe det frem, for værkets ideologiske skævheder har nu engang tæt sammenhæng med 1970ernes grundværdier.

Det er i det hele taget de gamle ideologiske frontkæmpere, der nu skriver historien om Den Kolde Krig. I sit indlæg i Berlingske bemærker Uffe Ellemann-Jensen korrekt, at de problemer, der er med det nye værk, også mere generelt gælder den faghistoriske beskrivelse af Den Kolde Krig: »Der er mange flere eksempler på denne omskrivning af historien. Og min hovedanke ved det store leksikon – eller rettere: den linie i koldkrigsforskningen, der dominerer – er: Der strøs sand på. Der luskes rundt om de ubehageligheder, som endnu er i frisk erindring for de mange, der levede under og med Den Kolde Krig«.

Sandt nok. Mens Villaume skrev bind 15 i danmarkshistorien, blev det overladt til den tidligere DKPer Søren Hein Rasmussen at skrive om tiden efter 1985 i bind 16. Også det bind har skævheder. Forskningsrådet for Kultur og Formidling gav i 2007 et større beløb til RUC-professor Anette Warring om 1968-oprøret og tiden efter. Hun var tidligere medlem af det maoistiske KAP, og resultatet af hendes og hendes medarbejderes forskning kan læses i det seneste nummer af magasinet Arbejderhistorie, og der kan man observere de samme ideologiske tendenser.

Der har heldigvis konstant været indvendinger mod denne 68-historieskrivning. Bøger af blandt andre militærhistorikeren Kjeld Hillingsø, embedsmanden Nils Jæger og journalisten Jakob Andersen kan nævnes, men disse er udgrænset i det omdiskuterede opslagsværk.

Til denne kroniks spørgsmål om, hvem der skriver Den Kolde Krigs historie, er svaret, at det i alt for høj grad er folk fra den gamle venstrefløj. Det er selvfølgelig helt legitimt, at disse mennesker fortolker historien i deres egen historieforståelse, og megen af den nye forskning er i store træk seriøs nok og de politiske tendenser måske endda ubevidste, men de er der altså, og de er udtryk for, at 1970ernes tidsånd som vraggods stadig lever.

Det er derfor også legitimt, at vi andre siger imod og påpeger den ideologiske bagage i håbet om en dybtgående, hed og konstruktiv debat om vort lands historie.

Det er da også i de senere år lykkedes at skabe en bred debat om Danmarks historie, og snart kan vi glæde os til et værk på over 1.000 sider fra Bent Jensens Koldkrigscenter. Det vil sikkert forny debatten.