Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvem er konservativ?

Søren Krarup: De Konservative ved ikke, hvad det vil sige at være konservativ, skriver Søren Krarup.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Det Konservative Folkepartis problemer med selvforståelsen er ikke af ny dato. Det er en gammel historie, at De Konservative ikke ved, hvad det er at være konservativ. Man oplever det igen og igen.

Jeg kunne gå helt tilbage til 1915, hvor Højre skiftede navn til Det Konservative Folkeparti for at følge med tiden, men hvor man i sin trang til at være moderne glemte at forholde sig kritisk og sagligt til sagen - bl.a. derved, at man ganske overså og overhørte samtidens sandt konservative tænker, forfatteren og kritikeren Harald Nielsen. Resultatet blev derefter. Overfladiskhed og begrebsforvirring. Sådan som Det Konservative Folkepartis historie vidner om det.

Jeg stødte selv ind i problemet, da jeg i 1970 foretog en kritisk gennemgang af det udkast til nyt partiprogram, som De Konservative netop havde forfattet og som de vedtog samme år. Jeg havde læst det grundigt, fordi jeg havde diskuteret det med en af dets forfattere, Hans Jørgen Lembourn, ved et møde på Askov Højskole i efterårsferien, og hvor jeg sandt at sige ikke var blevet imponeret af dets niveau og principielle selvforståelse, og da jeg derefter stødte ind i en anden af dets forfattere, den ungkonservative Per Stig Møller, blev min skepsis forøget og min kritik uddybet. Ikke fordi jeg havde noget imod Per Stig Møller. Jeg har altid godt kunnet lide ham og haft respekt for hans ihærdighed, men sansen for, hvad konservatisme er. og hvad det derfor er at være konservativ - den har han og hans parti aldrig haft. Jeg tillader mig at konstatere dette, fordi vores sammenstød blev grundigt og langvarigt og bl.a. resulterede i en bog, "Utopi og Virkelighed" fra 1973, hvor Ebbe Reich var tredje medforfatter, men i denne - aktuelle - forbindelse er det vores uenighed fra 1970 om det konservative partiprogram, jeg vil standse ved. Jeg offentliggjorde nemlig min kritik i en dobbeltkronik i Berlingske Tidende, hvor jeg gennemgik programmets meningsløse, politisk korrekte snak og konkluderede:

»Jeg kan ikke lide det konservative fremtidsprogram. Det byder mig imod ved den skitse til en total politik, det tegner. Det forekommer mig at indeholde et modbydeligt anslag imod menneskets frihed til at være sig selv derved, at det bedre end det enkelte menneske ved, hvorledes dette selv er.

Et af afsnittene i programmet har den typiske overskrift: "Trivsel i det menneskelige miljø". Afsnittet er forsynet med en tegning, og tegningen siger for så vidt alt om, hvordan Det Konservative Folkeparti opfatter sit forhold til befolkningen. Man ser et bysamfund med højhuse, strandvej, badestrand og lystbåde. Overalt vrimler det med små mennesker. Men ude i vandet, med tegneblok under armen og oversigtskort i hånden og ansigtet lagt i tænksomme folder, står en kæmpestor planlægger og pædagog og skal skabe trivsel for de små mennesker nede i samfundet.

Sådan forstår politikerne sig selv. I overensstemmelse med denne tegning driver de politik og skriver de programmer. De udnævner sig, hjælpsomme og velmenende, til folkets formyndere, der skal tage hånd om folks ulykkelige sjæleliv og manglende trivsel og spirende neuroser, og de drømmer om at indrette det lyksalighedssamfund, hvor alle er harmoniske, lykkelige og gode mennesker - som det hedder i den af kulturministeren skrevne Blå Betænkning for folkeskolen. I en sky af fede floskler arbejder de nidkært på at forvandle borgerne til konfliktfrie tremmekalve, der får fred og glæde og veltilpashed serveret i plasticpakning, og de skyr ingen anstrengelse for at fratage os ansvaret for os selv.

Men de skulle passe deres eget!«

Det havde Per Stig Møller imidlertid ingen lyst til. Han svarede i en kronik med den talende og afslørende overskrift "Politik er messianisme", i hvilken han hævdede det synspunkt, der kom til udtryk i overskriften: at politikeren skal være Messias, dvs. Gud, for befolkningen - og tydeligere kunne han ikke afsløre sin afstand til dansk tradition og kultur, der jo er bygget på kristendommens adskillelse af det guddommelige og det menneskelige, af Guds og kejserens rige. En konservatisme, der vil gøre sig til Gud for borgeren! Bevar mig vel - hvilken modsætning til enhver sand konservatisme, der af Gud er sat til at være menneske i en historisk, sekulær sammenhæng. Dette var i 1970 Det Konservative Folkepartis selvforståelse...

Men den var i overensstemmelse med hele 68-ideologien, der jo guddommeliggjorde og ideologiserede det politiske, og Per Stig Møller var en rigtig 68-ideolog, der i den samtidige bog "Synspunkter i Konservatismen" skrev: »Den, der erklærer sig totalt ideologiløs, er enten en overfladisk filosof, eller han tænker på, at han er fri for de gamle ideologier. I stedet udtrykker han en ny ideologi. Ethvert politisk parti gør det, hvis der overhovedet er fornuft og ikke ren og skær mode i det. Det kan være alle de konservative, der tror sig ideologiløse, ikke er sig nogen ideologi bevidst, men hvornår er bevidstløshed blevet en politisk eller filosofisk dyd?«

Jeg vil ikke være for hård ved Per Stig Møller, der sikkert fortryder disse flotheder på samme måde som så mange andre, men jeg vil gøre opmærksom på, hvordan denne opfattelse af politik er en ukritisk overtagelse af samtidens marxisme eller 68-ideologi, hvor alt er ideologi, og jeg vil især gøre opmærksom på, hvordan den er en ophævelse af enhver konservatisme. For den konservative er ikke ideolog. Den konservative er i modsætning til enhver ideologi. For konservatisme er at være bundet af historien og dermed af den konkrete virkelighed. Eller anderledes sagt: Konservatisme er det modsatte af messianisme, fordi den konservative af Messias eller kristendommen er vist hen til at være tro imod sin næste, sin nærmeste virkelighed, sin givne historie. Det er dette, der er kernen i sagen. Nej, den konservative bilder sig netop ikke ind at være Gud i forhold til sin næste eller til befolkningen, for den konservative har af Gud fået det begrænsede og bestemte embede at være sin næste og sin virkelighed tro. Her ligger konservatismens modsætning til enhver ideologi - til marxisme, kommunisme, nazisme. Den konservative politiker ved, at hans embede er begrænset. Han skal ikke frelse befolkningen. Men han skal være solidarisk med befolkningen på den givne virkeligheds betingelser.Derfor er historien den grundlæggende instans for enhver konservatisme. Og derfor er enhver konservatisme national, for det nationale er det historisk givne - svarende til ordets grundbetydning af medfødt. Ja, at være menneske er at være født ind i en bestemt historisk sammenhæng, og at være konservativ er at være sin sammenhæng tro. Dette er grundbestemmelsen. Og respekterer man ikke den, er man ikke konservativ.

Den, der dyrker utopier, er ikke konservativ. Den, der kalder sig ideolog, er ikke konservativ. Den, der foragter det nationale for i stedet at hengive sig til en overnational union (EU), er ikke konservativ. Den, der vil ofre sig for menneskeheden i en ophøjet idés navn, er det modsatte af konservativ, for han ofrer menneskene - de konkrete, virkelige, nærmeste.

Dansk konservatismes ulykke er, at den i sin trang til at være politisk korrekt er uden dybde og rodfæstethed. Den mener bedsteborgerlighed, hvor den siger konservatisme. Den mener pænhed, hvor den siger virkelighed. Den er forarget over os andre, der i vores forsvar for folk og fædreland siger uartige og forargelige ting, for tonen er vigtigere end sandheden og pænheden er vigtigere end eksistensen.

Efter min mening er det en dansk tragedie, at konservatismens historie i dette land er historien om ideologiske lygtemænd og bedsteborgerlige attituder. Et folks styrke og virkelighedstroskab aflæses i dets forhold til sin historie og sin nationalitet. At være trofast er en konservativ dyd. At være ansvarsbevidst i forhold til folkets fælles skæbne er en konservativ dyd. Og at lade sig dirigere af slagord, modebevidsthed og bedsteborgerlighed er - ikke konservativt.

Jeg troede, at Systemskiftet af 2001 var en konservativ begivenhed. Det var derfor, jeg med glæde deltog i den. Jeg troede, at efter det 20. århundredes ideologiske skoleridt på kulturradikalismens fraser, hvor det danske folks identitet og virkelighed var blevet foragtet og trådt under fode, var en sand dansk konservatisme vokset frem i et nødvendigt forsvar for et truet folks virkelighed og historie. Jeg havde endda også troet, at efter næsten hundrede års overfladiskhed og begrebsforvirring var Det Konservative Folkeparti blevet deltager i en dansk konservatisme, der ikke ville ofre menneskene for at ofre sig for menneskeheden, fordi man - næsten på sin krop - havde erfaret virkeligheden.

Af alt for indlysende grunde tror jeg det ikke mere.