Hvem er det, der går forrest?

»Med Jyllands-Postens torsdagsudgave, der var helt uden satiriske tegninger, og chefredaktør Jørn Mikkelsens forklaring på hvorfor, stod det lysende klart, at netop den avis, bedre end nogen anden og måske i virkeligheden som den eneste, fortalte sandheden om, hvad det er, der er sket, og hvad det er, der er ved at ske.«

Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det er egentlig ikke, fordi massakren på Charlie Hebdo i sig selv har flyttet så meget. Det eneste nye var, at det lykkedes de islamistiske galninge at gennemføre deres forehavende så fuldstændigt og ramme så spektakulært. Det er alt det, der fulgte efter, alle reaktionerne og kommentarerne, der har flyttet noget.

»Je suis Charlie«, jeg er Charlie, sagde alle i timerne og dagene efter, også de store danske dagblade, og det, syntes jeg lige straks, var smukt, for det var jo et fornemt udtryk for solidaritet med de myrdede og de efterladte og bladet og Frankrig og ytringsfriheden og alt muligt andet. Dagbladene fulgte endda op med at trykke et udvalg af det franske satiremagasins barske forsider.

Undtagen Jyllands-Posten, der undlod begge dele, og det skortede ikke på kritik af og hånende bemærkninger mod bladet og chefredaktør Jørn Mikkelsen for den tilsyneladende kapitulation, og i den ophedede debat blev det endda sagt, at ikke bare Jyllands-Posten, men alle dagblade ligefrem burde have genoptrykt de oprindelige Muhammed-tegninger.

Læs også: Charlie Hebdo: »En fejl« af Jyllands-Posten ikke at vise Muhammed-tegninger

Mest usmageligt og dertil omkostningsfrit kom det fra Se & Hørs tidligere chefredaktør Henrik Quortrup. »DE TØR IKKE«, skrev han på Twitter under ekstraudgaven af Presselogen på TV 2 News samme aften, som massakren havde fundet sted (7. januar).

Som om mod er det eneste, en ansvarshavende redaktør skal have i sådan en situation. Og så skulle det komme fra en mand, der er sigtet for som chefredaktør at have anvendt strafbare metoder med det ene formål at underholde offentligheden med kendte menneskers privatliv i sit blad.

Også Venstres politiske ordfører Inger Støjberg kunne være med. »Det ser ud som om, Jyllands-Posten har givet op. (…) Jeg mener godt, at man burde kunne varetage medarbejdernes sikkerhed på anden vis. Det er ikke nødvendigvis kun avisen. Det har vi også PET til,« sagde hun dagen efter massakren (8. januar).

Visse politikere og meningsdannere ønsker åbenbart at føre krig mod terroristerne, hvis bare andre gør det for dem, dvs. pr. stedfortræder.

Tør man belære Inger Støjberg om, at de ansatte på en avis ikke som værnepligtige bare skal lade sig slå ihjel, hvis den redaktionelle ledelse kræver det, og at de heller ikke som professionelle soldater er kontraktligt forpligtet til det.

Nej, med Jyllands-Postens torsdagsudgave, der var helt uden satiriske tegninger, og chefredaktør Jørn Mikkelsens forklaring på hvorfor, stod det lysende klart, at netop den avis, bedre end nogen anden og måske i virkeligheden som den eneste, fortalte sandheden om, hvad det er, der er sket, og hvad det er, der er ved at ske.

Læs også: JP's chefredaktør: Uansvarligt hvis vi genoptrykte tegninger

Jyllands-Postens eksempel kaster også lys tilbage på, hvad der i grunden ligger i dagbladenes »Jeg er Charlie«-demonstration, som blev kaldt et udtryk for solidaritet. Når alt kommer til alt, var og er den snarere et udtryk for sympati end for solidaritet al den stund, at solidaritet forpligter. Det gør sympati ikke.

Afmagt var derfor, hvad de danske dagblades »Jeg er Charlie« i virkeligheden var udtryk for, og begrundelsen for at gengive forsiderne fra Charlie Hebdo – at det var en journalistisk begrundet dokumentation – fremstod nærmest som en besværgende undskyldning.

Men afmagt fortjener hverken hån, spot eller latterliggørelse. Afmagt er simpelthen. Kvalmende har det derimod været at høre på alle dem, der med begejstring i stemmen kunne erklære, at ytringsfriheden overhovedet ikke er truet – med Politikens chefredaktør Bo Lidegaard over dem alle. Hans optræden hos Martin Krasnik i Deadline på DR 2 (8. januar) var topmålet af defaitisme indpakket i belærende, akademisk ordskvalder.

Samme form for jubelbelæring forsøgte han sig med i Presselogen på TV2 News søndag (11. januar). Men størst indtryk gjorde her (igen) Jørn Mikkelsen, der gennem hele udsendelsen sad let bortlænet fra Bo Lidegaard og med sit kropssprog udtrykte ubehag ved sin chefredaktørkollegas fysiske nærhed.

Og så skulle han endda mod slutningen af udsendelsen ikke skånes for, at Lidegaard med et stort, kammeratligt smil lagde sin hånd forstående/trøstende/opmuntrende på hans skulder. Sjældent har billeder fortalt så meget – og været så kvalmende.

Politikere, mediefolk, kommentatorer, meningsdannere og mange andre har i dagene siden massakren formelig stået i kø for at fortælle – også det så det lød som en besværgelse – at der er forskel på muslimer og islamister. Hvilket er indlysende for enhver. Muslimer er hverken islamister eller terrorister. Selvfølgelig ikke.

Hvis man kigger ud over verden, er det derimod ikke svært at se, at alle de terrorhandlinger, der begås i islams navn – i Syrien, Irak, Nigeria, Kenya, Pakistan, Kina, Yemen, Spanien, England, USA, Frankrig, Danmark, Holland osv. osv. – er ideologisk forbundne. Koranen er alle islamisters og terroristers fælles ståsted. Som det er alle muslimers ståsted.

Er det da urimeligt at sige, at muslimer har en særlig forpligtelse til at erklære sig i forhold til den islamistiske terror?

Læs også: KRONIKKEN: Vi står vagt om ytringsfriheden

Ikke alle tyskere var nazister og da slet ikke, før Hitler tog magten, og Tyskland var (og er) en stor og stolt gammel kulturnation. Alligevel gik det galt. I årene efter Anden Verdenskrig var unge tyskeres tilbagevendende spørgsmål til deres forældre: »Hvor var I dengang?« Det er vel næppe heller unaturligt – tilmed mens det endnu er »før« – at spørge muslimer: Hvor er I?

Der var også nazister uden for Tyskland dengang, for nazismen var en ideologi, ligesom kommunismen var det. Det 20. århundrede var de store, politiske ideologiers århundrede, og det var kun med nød og næppe, at den demokratiske verden overlevede det ragnarok, de udløste. I dag står vi, for nu at sige det pænt, med en ny ideologisk udfordring: den islamiske.

Det, vi oplever i denne tid, er på mange måder et deja-vu med det 20. århundrede, men uviljen imod at se tingene i øjnene er enorm og ligner i uhyggelig grad den virkelighedsfornægtelse, der var så udbredt før Anden Verdenskrig og igen under den kolde krig.

Når der i dag peges på sammenhængen mellem den islamistiske terror og islam, lyder svaret ofte – og ikke kun fra muslimer – at terroristerne slet ikke er muslimer, de er bare kriminelle.

Det sidste er ubestrideligt sandt, men det første minder mest af alt om de svar, man fik og stadig får fra forbenede marxister, kommunister og socialister på spørgsmålet om den terror, som blev udøvet, ikke mindst mod egen befolkning, i de kommunistiske lande: Jamen, det var slet ikke socialisme dengang, den sande socialisme er slet ikke realiseret endnu.

Ytringsfriheden er overhovedet ikke truet, siger Bo Lidegaard, siddende side om side med en chefredaktørkollega, der netop har måttet give op, og Lidegaards apologet Bjørn Bredal taler om, at der lige nu blot må foretages nogle »taktiske tilbagetog« i kampen om ytringsfriheden.

Læs også: Charlie Hebdo vil ikke dø

Den dag er måske ikke fjern – Gud, Allah og Jahve forbyde det – hvor Bo Lidegaard med reverens til sit åndelige forbillede – der i øvrigt var formand for bestyrelsen i Politikens Hus i en årrække – vil skrive på lederplads i sin avis:

»Ved de store islamiske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under det islamiske førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med islam.«