De kommende tre dage summer Mors af kulturliv. Det sker, når der for anden gang inviteres til Kulturmøde, hvor kunst- og kulturlivet i Danmark sættes under lup og til debat. Det er sundt og godt med debat om, hvad vi som borgere kan forvente af vores kulturliv. For det er jo vores, og vi betaler for det. I hvert fald en del af det. Men midler fra private fonde spiller en stadigt større rolle i takt med, at de offentlige tilskudsgivere forventer en højere grad af selvfinansiering på kulturinstitutionerne. Så mon ikke debatterne også kommer til at handle om, hvem der egentlig bestemmer, hvilke kulturoplevelser vi bliver tilbudt i fremtiden, når kulturlivet bliver stadigt mere afhængig af tilskud fra landets mange fonde?

I Danmark har vi tradition for, at staten og kommuner medfinansierer kulturelle oplevelser i hele landet. Skattekronerne går bl.a. til musik, teater, dans og billedkunst både gennem bevillinger til enkeltstående projekter, og via tilskud til de mange institutioner, der sikrer, at der er et rigt og levende kulturmiljø spredt ud over landets 98 kommuner. Staten og kommunerne er trofaste givere, men de offentlige midler gives i stigende grad med en forventning om, at kulturinstitutionerne selv bidrager til deres økonomi gennem ekstern finansiering. Særligt kærligt er blikket rettet mod de mange fonde som støtter kulturelle formål.

Og fondene er gavmilde og bidrager med omfattende økonomisk støtte til alle kunstarterne. Men med forventningen om, at kulturlivet tiltrækker flere og flere fondsmidler, bliver det nødvendigt at diskutere både rollefordelingen mellem kulturinstitutionerne og fonde samt kulturinstitutionernes opgaver. For hvem er det egentlig som bestemmer, hvilke aktiviteter der gennemføres, nu da fondene i stadigt stigende grad bliver afgørende for institutionernes økonomi?

I 2013 kortlagde en af de helt store fonde i Danmark, Realdania, i samarbejde med Mandag Morgen hvad de kaldte »mulighederne og potentialerne ved den katalytiske filantropi«. Undersøgelsen tog sit udgangspunkt i en observation om, at de filantropiske fondes roller er under forandring i retning af at blive katalysatorer for større samfundsmæssige forandringer. I sig selv en opsigtsvækkende og interessant antagelse, som rummer såvel muligheder som faldgruber. For hvis de filantropiske fonde tager et stadigt større samfundsmæssigt ansvar på sig, hvem vinder så armlægningen om at bedrive landets kulturpolitik?

Lad os se på museumsverdenen som eksempel. Hvilke muligheder har museerne for at øge deres selvfinansiering? Museerne kan få højere indtægtsniveau gennem øgede entréindtægter, salg af varer i museumsbutikken og eksempelvis udlejning af lokaler. Men der skal immervæk sælges mange billetter af 75 kr. eller udstillingskataloger til 98 kr. for at en særudstilling i millionklassen kan finansieres. Derfor lægges mange kræfter i at søge om fondsstøtte. Fondene kan nemlig bidrage med afgørende beløb til netop gennemførelse af udstillinger, publikationer og publikumsaktiviteter.

Men med fondenes skærpede profiler og retningslinjer for tildeling af de attraktive midler følger naturligt en dybere interesse i også at være medproducenter til ideen. Hvis en velhavende fond i sine uddelingskriterier peger i én retning, giver det sig selv, at ansøgere pejler efter fondets kompas. Og her viser konstruktionen sin skrøbelighed. For det kan meget vel betyde, at det bliver fondenes fundatser der i højere og højere grad bliver udslagsgivende for, hvilke kulturtilbud de stats- og kommunaltstøttede kulturinstitutioner kommer til at udbyde.

Spørger man i museumsmiljøet, er det en udbredt opfattelse, at museumslederne bruger alt for meget af deres tid på at hente ekstern finansiering til museet. Da direktør for Ny Carlsberg Fondet, Karsten Orth, forlod stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst, gjorde han i Politiken status over sine seks år som museumsdirektør: »Men jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at skaffe penge, mere end jeg havde drømt om. Jeg mener ikke, at det bør være en direktørs hovedopgave.« Men hvis opgave er det så, og hvilke opgaver må vige for, at finansieringen kommer på plads?

Det er et omfattende arbejde at søge fonde om midler. Udover den gode ide kræver det en gennemarbejdet projektbeskrivelse på baggrund af forskning, budget og selvfølgelig research i forhold til, hvad den pågældende fond kunne tænkes at finde relevant og dermed støtteværdigt. Det kræver ofte en tæt dialog med fonden, som i takt med, at fondene skærper deres profiler, ønsker at bidrage til indholdsudviklingen af projektet.

Det siger sig selv, at en tæt dialog med en fond må foretages af den øverste ledelse. Men i det danske museumslandskab er der oftest tale om små administrative enheder, og museumsdirektøren har mange andre vigtige opgaver, der ikke er andre hænder til at udføre. Simpelthen fordi der ikke er andre ansat. Skrækscenariet er, at den livsnødvendige forskning – museets kerneydelse – lider på bekostning af fundraisingarbejdet, og at vi kommer til at se flere og flere udstillinger, som tager deres indholdsmæssige udgangspunkt i en fonds fundats mere end i museets ansvarsområde.

Kulturstyrelsen, som er det statslige organ der sikrer, at museumsloven overholdes, udfører hvert år stikprøvekontroller på 10-15 museer i hele landet. Kvalitetsvurderingerne, der er offentligt tilgængelige, er grundige gennemsyn af hele museets virke og giver et godt indblik i, hvordan det enkelte museum prioriterer sine ressourcer.

Generelt kan det konstateres, at der er plads til forbedring, og til trods for, at Kulturstyrelsens anbefalinger til de enkelte museer er præcise og konstruktive, tegner der sig et billede af, at de fleste museer har overordentlig svært ved at indfri alle de opgaver, som er dem pålagt via museumsloven. Mange af de opgaver, som ikke løses tilfredsstillende – eller bare slet ikke løses – hører til driften. Altså langt mindre spektakulære opgaver end særudstillinger og glittede kunstbøger. Og opgaver som de færreste fonde naturligt har interesse i at støtte. Ikke desto mindre er der tale om opgaver, som er helt afgørende for, at museet kan virke og producere og tiltrække private midler. For hvad hjælper det at udtænke en genial udstillingside, hvis værkerne i museets samling er i så dårlig stand, at de ikke kan tåle at blive udstillet?

Derfor er det nødvendigt, at statens og kommunernes krav om øget selvfinansiering går hånd i hånd med nytænkning om museernes lovforpligtede opgaver. Det begynder med en politisk anerkendelse af, at det er et omfattende arbejde at fundraise, og det er en opgave, som hviler på museets ledelse – direktør og bestyrelse. En naturlig følge vil være at indse, at det giver god mening at sammenlægge flere af de mindre museer simpelthen for at frigøre den nødvendige tid til det kunstfaglige arbejde, som er fundamentet for museets virke. Med forventningen om, at kulturinstitutionerne tiltrækker flere private midler, må også følge en erkendelse af, at det bliver nødvendigt at slække på nogle af de krav der i dag stilles til museerne om at forske, formidle, indsamle og bevare. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger over de sidste ti år viser en klar tendens til alvorlige mangler i mange af museernes opgaveløsning.

Samtidig er det nødvendigt, at fondene anerkender, at kulturinstitutionernes faglighed er fuldstændig afgørende for, at kvaliteten er i top, og at fondene derfor også stiller sig mere positivt ift. også at yde støtte til nogle af de mindre synlige opgaver i kulturlivet som for eksempel drift. For uden vedligehold af samlinger og bygninger, lønninger til fagligt personale og grundforskning mangler det grundlag, der gør det muligt at skabe spektakulære kulturoplevelser.