Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad ville Brandes sige?

Rasmus Fonnesbæk Andersen: Hvad ville en genopstanden Georg Brandes mene om Muhammed-tegningerne, forbud mod sexkøb, rygeloven, racismeparagraffen - og ikke mindst om de bitre mænd og kvinder, der i dag går for at være kulturradikale?

TEGNING: LARS ANDERSEN Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For 140 år siden i morgen, 3. november 1871, holdt den store danske litterat, kritiker og samfundsdebattør Georg Brandes sin forelæsning Indledning til Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur. I den danske litteratur- og idéhistorie er begivenheden blevet ophøjet til mytologi som startskuddet for Georg Brandes’ oprindelige kulturkamp mellem oplysning, civilisation, fornuft, rationalitet og sekularisme på egen side og deroverfor formørkelse, barbari, obskurantisme, metafysik og religion.

Men der synes at være et brud et sted i den kulturradikale kongerække, hvis fremmeste repræsentanter i dag omfatter Klaus Rifbjerg, Georg Metz og Carsten Jensen. Uoverensstemmelsen mellem det 21. århundredes kulturradikale og Georg Brandes’ (og senere Poul Henningsens) modernitetsprojekt om den enkeltes og samfundets frigørelse fra traditioner, stammetænkning, religion og metafysik lader sig ikke fornægte.

Senere kulturradikale intellektuelle har haft meget svært ved at besidde opbyggende magt og ikke kun kritisere det bestående. Og hvis fjenden ikke er at finde, så må han konstrueres og karikeres. I de sidste 15 år har man især set sig gal på Dansk Folkeparti, som også selv har påtaget sig rollen som kulturradikalismens og Georg Brandes’ mest uforsonlige kritikere. Kritikerne synes imidlertid i nogle tilfælde at have gjort sig så negativt afhængige af Dansk Folkeparti, at det nærmer sig en mental besættelse, der mere vidner om egen tomhed end om modstanderens ondskab.

Denne trodsige negativisme har også, som Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen og andre har påpeget, ført til en afvisning af Georg Brandes’ oplysningsidealer til fordel for et postkolonialt skyldtrip. Kulturradikale synes undertiden nærmest at kæmpe imod Georg Brandes’ moderne frigørelsesprojekt ved at søge at skærme reaktionær (ikke-kristen) religion fra kritik ud fra en misforstået og nedladende forkærlighed for kulturel mangfoldighed. »Man må ikke krænke folks religiøse følelser,« sagde Georg Metz i april 2006 under Muhammed-krisen på DR2.

En nutidig kulturradikalisme, der vil være mere end stivnet reaktion, må derfor tage en række vedtagne sandheder op til overvejelse: det ville være overmåde interessant at høre en momentant genopstanden Georg Brandes’ mening om Muhammed-tegningerne, forslaget om forbud mod sexkøb og om rygeloven. Om islam og social kontrol i indvandrermiljøer, Statens Kunstfond og blasfemi- og racismeparagrafferne - og ikke mindst hans holdning til den museale samling af bitre mænd og kvinder, der i nutiden går for at være kulturradikale.

For Georg Brandes var både liberal universalist og sin generations argeste religionskritiker. Og det er svært at forestille sig ham indtage de synspunkter, der nu regnes for kulturradikale. I forordet til udgivelsen af sine Samlede Skrifter beskrev Brandes selv, skuende ud over sit livs værk, at hans »Væsens Granit« havde været »Frihedsideen og den lidenskabelige Kærlighed til Frihed, der har medført Afskyen for Dogmer og for alle raa og oprørende Tvang paa Handlingernes som paa Følelsernes Omraade.«

Georg Brandes’ frihedsønske var ikke egoistisk. Et samvittighedsfuldt frit menneske kan ikke leve frit uden bekymring for dem, som ikke gør det. Men på trods af sin sympati for samfundets svageste, havde han ingen tiltro til socialismen: »Sejrede den, vilde den efter min Opfattelse blive al individuel Friheds Ruin. Staten ville blive en Almagt, et Utal af Statsembedsmænd ville regjere og intet Spillerum levnet det individuelle Initiativ.«

Han ville ikke have sat pris på et samfund, der ønskede at blande sig i, med hvem og hvordan dets borgere dyrkede sex, hvad og hvor de røg, som statssanktionerede den gode kunst eller straffede selv de mest vanvittige ytringer.

Georg Brandes’ ideer om oplysning, fremskridt og frihed fandt fælles sag imod religionen, og Brandes var bl.a. helt afgørende i at udbrede kendskabet til Friedrich Nietzsches religionskritik i Europa. Den Nietzsche, som i Antikrist kaldte kristendommen »den ene store forbandelse, den ene store helt indre fordærvelse« og sågar »den ene udødelige skamplet på menneskeheden«. Så højt går bølgerne end ikke i islam-kritikken i dag.

Men der var ikke plads til mådehold i fremmet af friheden og angrebet på religion. I en tale fra 1886 til Studentersamfundet talte Brandes om de forskellige øgenavne, som friheden gennem tiden har båret: »I Middelalderen hed den Kætteri, i det sekstende Aarhundrede Reformation, i det attende Aarhundrede Filosofi og Revolution, i vore Dage kaldes den af dem, der ikke vil den vel, for Radikalisme. Men ét Navn er der, som Friheden visselig aldrig nogensinde har ført og aldrig nogensinde vil komme til at føre. Véd I hvad det er? Det er Moderation.«

Det er derfor besynderligt, at det bedsteborgerlige begreb ’anstændighed’ om en pæn og opbyggelig, samlende samfundsmoral er blevet et slagord for Carsten Jensen og ligesindede i stik modsætning til den demonstrativt respektløse Georg Brandes.

Og Georg Brandes var som fritænker konsekvent i sin religionskritik. Al religion var overtro. Alle præster, rabbinere og imamer var fupmagere og åndelige svindlere, som skulle afsløres. Der var ikke lommer af antropologisk ekstravagant religion, som ikke måtte kritiseres. Georg Brandes kunne i mødet med genkomsten af selvhævdende religion og en Muhammed-krise selv have tegnet profeten med en antændt bombe i turbanen på knæ foran en salig Jesus på korset.

Han kan med rette kritiseres, som andre uafhængige intellektuelle gennem det 20. århundrede, for at monopolisere den kritiske stemme og dermed - selvbedragerisk - tro sig som den eneste seende blandt mørkemænd. Det var også Henrik Pontoppidans kritik i det berømte digt til hans 70-års-fødselsdag i 1912: »Han raabte ”Bliv Lys!” - og der voksede Mørke.«

Intellektuelle har ofte svært ved at se, at de også udøver magt, og at den kan føles som et overgreb for dem, der bliver genstand for deres kritik. Men i det mindste var Georg Brandes’ engagement båret af kamp for konkrete enkeltmenneskers frihed til at leve, som de selv ønskede. Hans påståede arvtagere kaster i stedet om sig med ord som ’tolerance’, ’frisind’, ’humanisme’ og ’anstændighed’, som tilsyneladende mest af alt har til formål at dømme andre ude. Men de har kun arrogancen til fælles.

En nutidig kulturradikalisme bør med Brandes afvise gold multikulturalisme. Og den må - i modsætning til Georg Brandes - udvikle et blik for sin egen normerende magt.

Det er ikke kulturradikalismens opgave i et orgie af kulturpessimisme konstant at rubricere harmløse eller godartede kulturelle fænomener som ’lavkultur’ og derfor nødvendigvis underlødige, dårlig smag eller moralsk anløbne.

Men hvor Georg Brandes afslørede sine egne fordomme ved automatisk at anse al religion for reaktionær, dér afslører nutidens såkaldte kulturradikale deres ved blindt og i trods at betragte ikke-vestlige mennesker en bloc som mere skrøbelige end andre. Derfor skal de - og ikke mindst deres værdier og tro - behandles pænt, ærbødigt, anstændigt og ukritisk, selvom ’de’ ikke er en monolitisk enhed, og selvom man derved ofte kommer til at tage parti for netop den mest forstokkede reaktion, for religionens ukrænkelighed, for kønssegregering og for intolerance.

Sine svagheder til trods var Georg Brandes aldrig faldet i dén fælde. I dag er en kærkommen lejlighed for hans arvtagere til også endeligt at kaste deres omvendte racisme på historiens mødding.