Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad vil humanisterne med indvandringen?

Indvandringspolitik. Dansk indvandringspolitik har været en massiv og både økonomisk og social fiasko. Det må centrum-venstre forholde sig til i stedet for at genopføre halvfemsernes myteprægede og moraliserende udlændingedebat.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os først gøre en ting helt klar. Den danske indvandringsdebat handler ikke så meget om mennesker fra andre lande, men om danskeres selvforståelse. Og det er på tide at se i øjnene, at den nuværende indvandringspolitik har spillet fallit, og de folk, som advokerer en fortsættelse af den, skylder et svar på, hvad de egentlig ønsker med den.

Der er 60 millioner flygninge her i verden, og såfremt man lukkede Danmarks grænser og i stedet finansierede lejre i eksempelvis Tyrkiet, som man sendte alle asylansøgere til uden undtagelse, ville resultatet ikke være, at Danmark blev et ondt land. Det ville være, at flere mennesker i disse lejre fik et mere tåleligt liv, mens et meget lille mindretal af dem, med flest ressourcer, ikke kom til Danmark, og her på kort tid går fra flygtninge til indvandrere som tilfældet har været de sidste årtier. Om der er mulighed, evne eller vilje til noget sådant er så et andet spørgsmål, men at det forholder sig sådan er uomgængeligt.

Accepterede Danmark ingen indvandring overhovedet, ville vi være sammenlignelige med Japan, hvis grænser er hermetisk lukket, men som ikke af den grund bliver opfattet som en international paria.

Det er naturligvis rigtigt, at flygtninge først og fremmest flygter fra noget frem for til noget andet. Men lad os være realistiske. Hvis man rejser fra Syrien via lejre i Tyrkiet eller Nordafrika og derefter over Grækenland eller til et møgkoldt land i Nordeuropa et par tusind kilometer derfra, så er det ikke et tilfælde. Det er resultatet af en målrettet, planlagt og ofte ressourcekrævende rejse, som det er fuldt forståeligt, at folk begiver sig ud på. For ønsket om at sikre sig selv og sine kære et liv i tryghed og velstand, er et af de mest fundamentalt menneskelige træk overhovedet. Men at motiverne er både forståelige og rimelige besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal gøre alle, der kommer hertil af de grunde, til indvandrere.

For selvom der er masser af eksempler på indvandrere som klarer sig godt og bidrager til samfundet både økonomisk, kulturelt og socialt, er det overordnede billede stadig entydigt: Vi har ingen opskrift på velfungerende integration. Ingen. Arbejdsløsheden blandt ikke-vestlige indvandrere er lige omkring 50 procent, for kvinders vedkommende langt højere. Kriminalitetsstatistikken viser en overrepræsentation blandt ikke-vestlige indvandrere, der – selv korrigeret for socioøkonomiske faktorer – er ekstremt høj, og som i øvrigt viser en stigende tendens for andengenerationsindvandrere i forhold til deres forældre. Det er ikke unikt for Danmark – ingen vesteuropæiske velfærdsstater har antydningen af en opskrift på velfungerende integration trods årtiers velvilje og kuldsejlede forsøg. Fortsætter man derfor med den eksisterende asylpolitik, bør man gøre sig klart, at de eksisterende problemer dermed vil blive større.

I 2014 blev antallet af asylansøgere fordoblet. Det kostede ifølge den tidligere regering små fem milliarder kroner ekstra, og det er ikke et engangsbeløb. Syv ud af otte syriske asylansøgere, der er kommet over de sidste fire år, er arbejdsløse. Der vil være en del af disse, der bliver familiesammenført, og herefter vil udgifterne vokse yderligere.

For at perspektivere, hvad det beløb i den boldgade dækker over i praksis, så koster Aarhus’ fire hospitaler med mere end 1.100 sengepladser og 10.000 ansatte lige over seks milliarder at drive årligt. Det betyder selvsagt ikke, at der vil blive lukket hospitaler, fordi der kommer asylansøgere, men det viser, hvilken størrelsesorden ang. udgifter, vi taler om.

Og et eller andet sted i det nationaløkonomiske kredsløb skal midlerne tages fra. Penge fungerer sådan, at de kun kan bruges en gang. Så hvis de yderligere midler brugt på en øget asyltilstrømning ikke finansieres via nedskæringer eller omprioriteringer fra anden velfærd, så taler vi skatteforhøjelser eller indhug i statens opsparede midler, der så igen senere ville kunne være brugt på eksempelvis velfærd. Det er muligvis en ubelejlig konstatering, som mange vil finde usmagelig, men sådan forholder det sig ikke desto mindre.

Det kyniske spørgsmål, man altså skal stille sig selv, er, hvad man ønsker at bruge statens midler på. De skatteborgere, som har betalt dem, eller at føje yderligere asylansøgere til den allerede eksisterende gruppe, hvoraf hovedparten er dårligt integreret såvel socialt som på arbejdsmarkedet.

Og hvis man mener, der bør være en grænse for, hvor mange asylansøgere, Danmark kan modtage, bør man gøre sig klart, hvad det indebærer. Nemlig, at man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at afvise værdigt trængende fra Danmark. Anderledes kan det ikke være, og der er min mistanke, at mange af de mere humanistisk sindede gemmer sig bag opbakning til en teoretisk grænse, der konsekvent skubbes opad og aldrig specificeres, fordi man godt ved, at en sådan har ubehagelige konsekvenser for ens selvforståelse.

Derfor er det også forløjet, når mange fra centrum-venstre lader som om, at afvisning af folk i nød er en problemstilling, som man ikke her behøver forholde sig til. Medmindre man går ind for ubegrænset indvandring, kommer man i samme dilemma før eller senere, og så vil det være nødvendigt at afvise nogen, der unægtelig har det hårdt. Uanset om man trækker grænsen ved 20.000 eller 100.000 vil der komme et punkt, hvor den næste ankommende vil blive afvist.

Er man ikke villig til det, bør man åbent erkende, at man ikke principielt har nogen grænse for, hvor mange midler, man er villig til at omallokere til indvandring eller hvor mange man mener, at Danmark bør kunne modtage. Og i en situation, hvor vi ser de største flygtningestrømme i nyere tid og et stadigt mere massivt pres mod Europa, er det et spørgsmål, som vil være af afgørende betydning i årene fremover.

For indeværende er der meget få politikere, der er villige til at blive konfronteret med spørgsmålet om, hvor mange flygtninge Danmark egentlig er i stand til at modtage, og i princippet ville stort set alle de syriske flygtninge, der nu opholder sig i lejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan, være berettiget til permanent opholdstilladelse i Danmark. Det gør naturligvis langtfra alle, men antallet, der søger mod Europa, er eksploderet, asylsystemerne i Grækenland og Italien er defacto brudt sammen, og en stor del af dem, der ankommer her, søger mod Nordeuropas velfærdsstater – heriblandt Danmark.

Hvis man advokerer for, at det nuværende system – eller sågar et mere lempeligt – skal fortsætte, så skylder man en forklaring på, hvor store omkostninger, man mener den politik må indebære, og hvordan man vil løse problemet med den integration, som hidtil har fejlet så massivt.

For hvis man fortsætter som hidtil, vil resultatet udelukkende være en styrkelse af dem, som har svar på disse løsninger - uanset om man kan lide dem , finder dem meningsfulde, effektive og humane eller ej. Ganske som man så ved sidste valg, hvor Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti. For Dansk Folkeparti har en løsning, der hedder så få, som det er politisk muligt med næsten alle til rådighed stående midler. Og så længe centrum-venstre ikke definerer, hvad man vil, hvad man ikke vil og hvor meget det må koste, så vil de fortsætte med at få momentum.

For i modsætning til, hvad mange troede efter valget i 2011, så er indvandringsdebatten ikke på vej væk. Den er først lige startet.