Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad pokker er der galt med at være elitær?

Leonora Christina Skov. Fold sammen
Læs mere

År 2000. 23 år gammel. Jeg var sluppet væk fra Helsinge, væk fra forstadsforventningerne, væk fra mine forældre, som jeg slet ikke så. Som barn havde en veninde og jeg ofte leget en leg, hvor vi meget detaljerigt – og virkelighedsnært – udpenslede, hvordan vores liv som voksne skulle være, for at det var rigtigt. I vores forældres øjne. I lokalsamfundets øjne. Vi vidste, at det skulle indebære blandt andet et pænt halvtidsjob i Helsinge, en pæn mand, parcelhus, carport, hund og børn. Og jeg vidste, jeg ikke ville have nogen af delene.

Jeg læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men fandt al litteraturen og teorien på studiet kedelig og gammeldags. Jeg følte mig hjemløs. Alt handlede om og var skrevet af mænd. Det interesserede mig ikke. De interesserede mig ikke. Det gjorde kvinder.

Jeg havde lige slået op med min kæreste, der var præst og havde skjult vores forhold af frygt for ikke at få fast arbejde. Der havde jeg i flere år rendt rundt og leget hendes veninde i offentligheden, oveni at mine forældre ikke accepterede min seksualitet. Jeg var rigtig godt pissed.

En dag faldt jeg i avisen over en netop udkommet bog, der, midt i min vrede, frustration og hjemløshed, faktisk talte til mig med den meget sigende titel »Nu er det nok – så er det sagt«. Jeg kendte ikke en eneste af de kvinder, der havde bidraget til den, men jeg følte mig virkelig mødt af dem og deres historier. Der var nogen, der tænkte det samme som jeg.

Ingen søstersolidaritet

Bogen og tankerne blev imidlertid hamret af medierne. Den var navlepillende, sagde man og pustede yderligere til min indignation. Så jeg undersøgte, hvem kvinderne bag bogen var, og stødte i min research på Kvindeligt Selskab, som jeg heller aldrig havde hørt om før, men hvor flere af bogens bidragsydere sad i bestyrelsen.

Og så skrev jeg til dem. Jeg skrev et fysisk brev med underskrift, frimærke og det hele, sendte det til dem og spurgte, om jeg ikke måtte være med. Og så inviterede de mig med ind i bestyrelsen, hvor jeg med det samme var med til møder og alting, selvom jeg ikke officielt var bestyrelsesmedlem før året efter, hvor jeg kunne stille op på generalforsamlingen. Jeg syntes, det var sådan overdrevet spændende (…)

Dengang i Kvindeligt Selskab var jeg rigtig irriteret over, at de ældre feminister – de der havde været aktive i debatten i 1970erne – ikke gik ind og støttede op om os unge. Der var bare stille og ingen søstersolidaritet at spore, og jeg tænkte, at de jo for pokker måtte vide, hvad det her gik ud på. De måtte da være enige og vide, at vi havde brug for dem.

År 2016. I dag kan jeg fandeme godt forstå, at de holdt sig væk, for de havde jo hørt på det samme pis i 30 milliarder år. Det samme pis, som jeg nu hører blive gentaget igen og igen – for tredje gang i min levetid.

Måske kalder vi det noget andet i dag, »mandschauvinisme« er blevet til »sexisme«, begreber som »cismand« og »ciskvinde« for personer, der føler sig som det køn, de er blevet tildelt ved fødslen, er kommet til sammen med kravet om, at man konstant skal »tjekke sit privilegium« og altså gøre sig bevidst, at man stort set altid er bedre stillet end visse andre mindre privilegerede grupper (og derfor bør holde kæft) – men det er grundlæggende de samme problemstillinger, der diskuteres. Der er samme fokus på fremstillingen af kvinder, reklamerne, kønsrollerne og skønhedsidealerne, der bare er blevet mere ekstreme de sidste femten år.

Noget relativt nyt er dog fokusset på mænd og minoriteter. Til en ligestillingskonference forrige år handlede alle forskningsprojekterne om mænds sundhed, mænds ligestilling i forhold til børn, mænd dit og mænd dat. Der er stadig meget mere prestige i at beskæftige sig med mænd – også når det gælder ligestilling – og det er ret beskæmmende, at ikke engang kvinderne synes, at kvinder er interessante. Hvordan fanden skal det så gå? (…)

De hvide, hjernevaskede kvinder

Men hvide, heteroseksuelle kvinder har det jo svært med, at det skal handle om sig selv. De har så fandens svært ved at se dem selv som ofre eller som nogen, der har et ligestillingsmæssigt problem.

Det private er i den grad ikke længere politisk, det er besværligt at gøre op med egen familie, bagland og internaliseret sexisme – vi vil hellere hjælpe de andre. De, der har det sådan rigtig svært. Om det så er de prostituerede, transpersonerne eller de etniske minoriteter.

For at tage fat i sidstnævnte eksempel, så blev KVINFOs mentornetværk for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund til, mens jeg sad i Kvindeligt Selskabs bestyrelse. Det blev oprettet som reaktion på en anklage mod KVINFO om, at centret kun var for hvide, heteroseksuelle kvinder, men i dag er KVINFO som resultat deraf gået hen og blevet primært for minoritetskvinder og udenlandsk ligestillingsfremmende arbejde i Mellemøsten og Nordafrika. Det er det, alle penge øremærkes til, ikke de danske kvinder. Og på den måde ender de hvide, heteroseksuelle, danske kvinder med at abonnere på samme fortælling om opnået ligestilling herhjemme – vi bliver med anklager om at være navlepillende og forkælede hjernevasket til tavshed. Og vi vil gerne please dem, der kritiserer os. Være pæne. Sige tak. (…)

Vi har som hvide, vesteuropæiske, veluddannede og overvejende heteroseksuelle feminister givet efter for kritikken af, at vi er hvide, vesteuropæiske, veluddannede og overvejende heteroseksuelle. Og ja, vi er privilegerede i forhold til mange, og ja, vi er relativt set del af en elite. Vi er »elitefeminister«, som de spydigt kalder os. Håner os med to af de værste ord, de kan komme i tanke om – næst efter »politisk korrekt«.

Eliten må i spil

Men hvad er der egentlig galt med at være elite? Med at klare sig godt, at være i toppen, at være blandt de bedste? Mange har jo kæmpet hårdt for det, for pokker.

Jeg har i hvert fald gjort mit for at slippe ud af Helsinge med alt, hvad der sig hører. Og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at jeg var arbejderklassefeminist. Og selv i toppen finder man sejlivede, patriarkalske strukturer og problemer som manglende ligeløn, ulige fordeling af barsel, begrænsende kønsstereotyper, overgreb og meget andet. Og uden for »eliten« er problemerne på flere områder voldsommere og mere hyppigt forekommende – eller bare anderledes.

Men hvorfor må »eliten« med dens høje uddannelsesniveau, politiske handlekraft, kontakter og indflydelse ikke gøre brug af sine ressourcer? Hvorfor må de, der har overskuddet og redskaberne, ikke gå forrest?

I stedet lader vi enhver, der har et køn, udtale sig om køn og ligestilling. I stedet for at lytte til dem, der har studeret feltet, gransket det og undersøgt flere teoretikere, lader vi enhver kvinde eller mand være ekspert i at være kvinde eller mand.

Når det handler om køn og ligestilling, behøver man ikke vide noget, nej, nej, det felt er i modsætning til psykologi, sociologi, pædagogik og alt andet helt undtaget kravet om viden. Man behøver ikke at tænke sig om. Man kan bare sidde og bræge op med sine forudindtagede holdninger, sine ikke-funderede generaliseringer og ligegyldigheder.

I antologien »De røde sko« (2002) sammenlignede jeg det med hjerneforskning, men med omvendt fortegn: Man ville aldrig begynde at operere på hjerner, bare fordi man selv har en. Men man mener helt alvorligt, at en tilfældig person på gaden er lige så kvalificeret til at udtale sig om ligestilling som en person med en ph.d. i kønsstudier. Og dét er et problem. Eliten må i spil.

Leonora Christina Skov er forfatter og mag.art. Denne tekst er et uddrag fra bogen »Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp«, der udkom 24. november på forlaget Tiderne Skifter. I bogen skildrer en række tidligere bestyrelsesmedlemmer i foreningen Kvindeligt Selskab – i dag Selskab for Ligestilling – det sidste kvarte århundredes ligestillingsdebat i Danmark.