Hvad har vi gjort forkert?

I første omgang burde politikerne holde deres velfortjente ferie og dermed ikke tage stilling til hypotetiske spørgsmål om den fremtidige indretning af det europæiske samarbejde, før der er kendsgerninger på bordet. Dernæst bør de, når de kommer hjem fra ferie, fortælle os, hvad de vil på længere sigt.

John Wagner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Tilbage i 1960'erne og 70'erne var det en tilbagevendende sommerbegivenhed, at store søndagsaviser bragte solointerviews med partiledere, der fra Skagen (den konservative Erik Ninn-Hansen i poloshirt på Jeckels Hotel) over Skiveren (socialdemokraten Jens Otto Krag i bar mave på den nordjyske vestkyst) til Tullebølle på Langeland (Niels Helveg Petersen i gang med den fynske rygeost) legede ”bogstavsleg”.

Om Kristian Thulesen Dahls melding om forudsætningerne for Dansk Folkepartis eventuelle deltagelse i en regering, nemlig at der skal holdes en folkeafstemning om "Dexit", er indledningen på denne sommers bogstavsleg, skal her stå hen i det uvisse. Udmeldingen kom fra Fællessalen på Christiansborg og ikke fra ferielandet. Men det er under alle omstændigheder en rigtig dårlig dansk reaktion på "Brexit", hvis endnu flere ikke vil tage politisk medansvar. Hvad enten det er i form af regeringsansvar eller tillid til det repræsentative folkestyre. Eller et nej til begge dele!

Lad os i stedet i respekt for de lussinger, som det politiske "the establishment" får overalt i disse år, tage en åben og fordomsfri meningsudveksling om årsag og virkning. Og med "vi" i overskriften mener jeg netop os i og bag de såkaldt gamle partier, der har medansvar for vort samfunds udvikling før og efter finans- og flygtninge-kriserne. Hvad har vi gjort forkert?

Her gik jeg - og sikkert mange andre - og troede, at vi med et ja til EF i 1972, senere EU’s indre marked og globalisering i det hele taget medvirkede til fred, frihed og velstand. Jeg tænkte såmænd også, at vi ville have en lidt bedre samvittighed, hvis vi forøgede ulandshjælpen, hjalp flygtninge og med en offensiv klima- og miljøpolitik forsøgte at efterlade en lidt sundere klode til vore efterkommere end den, vi har fået til låns.

Faktisk er jeg lidt skuffet - og risikerer måske en dag kort og godt at råbe halvhøjt: Jamen, er der slet ingen taknemmelighed til stede? Er det virkelig så ringe et dansk samfund, de gamle partier har skabt, at det fortjener den golde kritik fra Enhedslisten over Alternativet og Dansk Folkeparti til Liberal Alliance og Nye Borgerlige?

Det håber og tror jeg faktisk ikke, men de gode resultater overskygges i disse år af frustration og afmagt i forhold til udviklingen i Mellemøsten, f.eks. Syrien, og dele af Afrika – og den deraf skabte flygtningestrøm – af klimaeksperternes uenighed om konsekvenserne af vor livsform og af finanskrisen, som har svækket tilliden til den finansielle sektor og sammen med storbyernes vækst skabt endnu større ulighed på boligmarkedet.

Vi lever i en fredelig verden, men det er der alt for mange, der ikke gør. Vi ved ikke (med 100 procent sikkerhed), om vi med vort forbrugsmønster bryder generationskontrakten og ødelægger vort klima og miljø – og efterlader regningen i børneværelset! Og vor velstand er (i gennemsnit) måske nok større end nogensinde, men den er ulige fordelt – og det på en måde, så den ellers så stabiliserende middelstand gør oprør, fordi den økonomiske elite i stigende omgang flager velstanden, og gruppen af overførselsindkomstmodtagere bliver fortsat mere krævende.

Den store middelstand, som netop stemte på de gamle partier, er i stigende grad blevet oprørsk – eller måske rettere sagt: egoistisk – hvor det tidligere har været netop den gruppe af vælgere, som sikrede harmoni og stabilitet. Nu stemmer de på Dansk Folkeparti, hvis de er bange for flygtningestrømmen og globalisering, på Liberal Alliance, hvis skatten for alt i verden skal ned, på Enhedslisten, hvis de er utilfredse med den sociale ulighed – eller på Alternativet, hvis de for alvor vil signalere til de gamle partier, at der skal ”nye boller på suppen”.

Og hvad får den oprørske middelstand så som svar fra de gamle partier? En melding fra ”blå blok” om, at den allerede opreklamerede forligsplan til efteråret skal indeholde både en stramning af udlændingepolitikken og skattelettelser… Noget for noget! Spørgsmålet synes nu kun at være, hvordan skattelettelserne skal skrues sammen, for at regeringen og Dansk Folkeparti kan bryste sig af lettelser i bunden, medens Liberal Alliance og Konservative bryster sig af lettelser i toppen. Og hvordan stramninger af udlændingepolitikken kan gennemføres uden at komme i konflikt med internationale konventioner.

Men hvad har de to spørgsmål – vor skattepolitik og udlændingepolitik – dybest set med hinanden at gøre? Skattepolitikken handler om finansiering af vort velfærdssamfund og fordelingspolitik. Udlændingepolitikken om humanisme og god eller dårlig samvittighed. Kreativt kan man sikkert påstå en vis sammenhæng, men er det ikke netop den slags politiske studehandler, som her lægges op til, der sammen med det vestlige opgør med ”the establishment” får vælgerne til at flygte fra de gamle partier? Fordi det hele pludselig bare bliver et regnestykke på bekostning af mindre pekuniære værdier…

I stedet for at kæde ikke naturligt forbundne sager sammen, i stedet for trakasserier som debatten om Togfonden, i stedet for manipulationer, som vi har set det med både ”Gyllegate” og købet af jagerfly, så burde de ansvarlige partier i større udstrækning spørge sig selv, hvordan de kommer på omgangshøjde med vælgerne anno 2016. Alt andet er og bliver uansvarligt.

Forskellen mellem 1960’erne og 70’erne – dengang Erik Ninn-Hansen, Jens Otto Krag, Poul Hartling og Niels Helveg Petersen legede bogstavsleg – og nu er nemlig, at det ikke længere er givet, hvad de gamle partier står for, og hvem der stemmer på dem. Socialdemokraterne har ikke længere patent på arbejderne, de radikale ikke på skolelærerne, Venstre ikke på landmændene og Konservative ikke på selvstændige forretningsdrivende. Vælgerne er lige så meget i vildrede som deres gamle partier…og måske mere end det.

Og hvad er svaret så på det? I første omgang burde flere af politikerne holde deres velfortjente ferie og dermed ikke tage stilling til hypotetiske spørgsmål om den fremtidige indretning af det europæiske samarbejde, før der er kendsgerninger på bordet. Dernæst bør de, når de kommer hjem fra ferie, fortælle os, hvad de vil på længere sigt – og ikke bare i relation til efterårets udfordringer:

Mere eller mindre europæisk samarbejde – og præcis på hvilke områder? Flere eller færre penge til forsvaret? Større eller mindre offentlig sektor – og hvis mindre: Hvor skal der helt konkret spares? På overførselsindkomster som uddannelsesstøtte og folkepension, på institutioner som vuggestuer og plejehjem, sygehusene, kollektiv trafik, uddannelse og forskning eller erhvervstilskud? Og hvad med skatten, hvis der bliver råd til lettelser? Er det i givet fald topskatten eller bundskatten eller momsen eller andre afgifter eller boligbeskatningen, som skal lempes?

Ja, der er rigtigt mange spørgsmål, som det kunne være rart at få klare svar på – efter sommerferien, forstås – for alt skal vel ikke også til efteråret handle om udlændingepolitik…

Eller er det præcis, hvad vi har gjort forkert: At vi har negligeret problemerne med udlændingepolitikken? Eller at vi i alt for høj grad har ladet holdningerne til udlændingepolitikken bestemme både regeringsdannelse og indholdet i megen anden politik, så det tilsyneladende nu (igen) skal være indrømmelser på det udlændingepolitiske område, som skal afgøre, om vi får skattelettelser? Eller er det omvendt? Under alle omstændigheder er det, efter min mening, forkert.

Og forkerte svar giver forkerte beslutninger!