Hva’ mæ’ jazzen?

Benjamin Koppel: Copenhagen Jazz Festival er begyndt at lide af de typiske sygdomme, som institutioner lider af, når pengene kommer af sig selv, spaltepladserne i aviserne er sikret, og de mindre samarbejdspartnere og bidragsydere i form af spillesteder, pladeselskaber og initiativrige musikere har accepteret deres status som underhunde uden medindflydelse.

Foto: Lars Andersen

Festivaltiden er kommet. Den mest succesrige danske festival på jazzområdet er Copenhagen Jazz Festival. Den tilbagevendende årlige begivenhed, der trækker jazzelskere fra hele verden til København, og er med til at brande København som en by med jazztraditioner, der rækker tilbage til det hedengangne Montmartre. Selve denne danske jazzidentitet er nu truet. Og truet indefra.

Copenhagen Jazz Festival er som institution blevet en tung størrelse. Og den er begyndt at lide af de typiske sygdomme, som institutioner lider af, når pengene kommer af sig selv, spaltepladserne i aviserne er sikret, og de mindre samarbejdspartnere og bidragydere i form af spillesteder, pladeselskaber og initiativrige musikere har accepteret deres status som underhunde uden medindflydelse. Copenhagen Jazz Festival har ydermere den udfordring selv at være bidragydere som producenter af en række store betalingskoncerter til en festival, som de også er den officielle organisator af. Og det er her, det let kan gå galt - og det er det desværre gået. For dermed bliver bidragsydere, som i år Det Kongelige Danske Haveselskabs koncerter med store navne, Viften i Rødovres koncerter med ligeså, og også min egen festival, Valby Summer Jazz, nemlig opfattet som konkurrenter i stedet for medspillere.

Som jazzmusiker og initiativrig koncertarrangør og organisator har det vigtigste for mig altid været at få musikken ud. Derfor dannede jeg i 2000 mit eget pladeselskab, Cowbell Music, hvis ti års jubilæum jeg i år fejrer med en af mine vigtigste musikalske medspillere, den fantastiske amerikanske pianist Kenny Werner og vores fælles netværk af lige så fremragende udenlandske jazzmusikere, her i Danmark. Sammen skal vi afholde Valby Summer Jazz, som vi havde håbet på og regnet med ville indgå som en naturlig del af Copenhagen Jazz Festival. Det er denne festival, som jeg desværre forgæves har forsøgt at samarbejde med Copenhagen Jazz Festival om. Så tidligt som i januar måned forsøgte jeg at åbne for en dialog; forespurgte, ønskede og bad om hjælp i form af redaktionel omtale i både det trykte program, på deres hjemmeside, til deres pressemøde, hvortil vi i øvrigt tilbød at stille med et for Copenhagen Jazz Festival ganske gratis stjernebesat orkester.

Men hver henvendelse, hvert et ønske om hjælp, om samarbejde, er blevet mødt af en besynderlig tavshed, og det på trods af, at Valby Summer Jazz præsenterer virkelige superstjerner, amerikanske, franske og svenske ikoner og levende legender i kreativt dybt interessante og potentielt nyskabende musikalske konstellationer med en lang række store danske jazzmusikere. Der ligger efter min mening en stor mulighed i og et vigtigt initiativ for dansk jazz, både herhjemme og i udlandet, i netop disse nye sammensætninger af musikere, af idéer og musikalske visioner og erfaringer. Hvorimod det selvfølgelig vil være direkte skadeligt for dansk jazz og i særdeleshed for Copenhagen Jazz Festival, hvis disse udenlandske superstjerner, når de tager hjem til USA, Frankrig, og hvor de ellers kommer fra, ender med at berette, at deres navne og koncerter ikke blev fremhævet af Copenhagen Jazz Festival, at publikum ikke kom grundet manglende opmærksomhed fra festival-paraplyorganisationen, og at hele den københavnske jazzfestival i øvrigt er en rodebutik, splittet af intern konkurrence. For, for udlandet er den københavnske jazzfestival nemlig ét fedt!

Herhjemme er konsekvensen, at den innovation, nytænkning og ikke mindst kunstneriske nødvendighed, der ligger i at være kulturentreprenør, langsomt, men sikkert, kvæles. Med så massiv en modstand fra det sekretariat - der med efterhånden rigtig mange støttemillioner i ryggen (ikke mindst Nordeas gavmilde sponsorat på seks millioner kroner) helt og aldeles og som noget ganske naturligt burde favne og prioritere de få virkelig store, virkelig interessante og virkelig spektakulære selvstændigt producerede initiativer - ja, så bliver det praktisk talt umuligt som koncertarrangør at gennemføre sine arrangementer. Resultatet bliver, at de mindre, men til gengæld mere progressive koncertarrangører brænder inde med et hav af usolgte billetter, mens Copenhagen Jazz Festivals egne Giant Jazz koncerter qua massiv markedsføring i det, der rettelig burde være hele festivalens program, løber med opmærksomheden.

På længere sigt bliver konsekvensen, at når de mindre initiativer år for år kvæles, ja, så rygtes det naturligvis i musikbranchen, og der kommer til at herske en diskurs om, at det ikke kan betale sig at søsætte nye projekter i musikbranchen. Og resultatet? Ja, det bliver efter min mening en grå og uinspireret ensretning i udbuddet af koncerter og arrangementer og med en grel mangel på den kulturelle diversitet, som både er så vigtig og så efterspurgt i dagens kultur-Danmark.

Copenhagen Jazz Festival modtager økonomiske midler og støtte fra både stat og kommune og en lang række fonde. Henvender andre sig med anmodning om støtte til københavnske jazzfestivaler, eller selvstændige initiativer under Copenhagen Jazz Festival, er svaret for det meste, at de i forvejen støtter Copenhagen Jazz Festival, og derfor gives der afslag. Og det gør det mere end svært at være energisk jazzentreprenør i Danmark, for uden offentlig støtte er det nærmest umuligt at præsentere forholdsvis smal kultur i Danmark, hvilket kunstmuseer, spillesteder osv. kan skrive under på. Derfor er vi i musikbranchen, og i det her tilfælde i det danske jazzmiljø, nødt til at udvikle os sammen, indefra.

Hvis Copenhagen Jazz Festival gik ud og præsenterede både Valby Summer Jazz' koncerter samt alle de andre nævnte spændende udbydere som én samlet jazzfestival, ville Københavns jazzfestival fremstå som en af verdens bedste, største og mest velassorterede jazzfestivaler: Koncerter med verdensstjerner og danske hovednavne over hele København, fra Rødovre til Frederiksberg til Valby, til broerne til hele indre by osv. Det ville højne hele festivalens niveau.

Derved bliver den selvfølgelig mere attraktiv for jazzfestivalens danske og udenlandske publikum, og mit bud ville være at også hele Storkøbenhavn i højere grad ville kunne opleve en stigning i antallet af besøgende turister, belægning på hoteller og tilstrømning til de københavnske turistattraktioner.

Sådan ser det desværre bare ikke ud nu. Copenhagen Jazz Festival har i stedet brugt sit store maskineri på, efter bedste 'Round Up-stil', at sørge for, at nye tiltag visner. Derved risikerer vi, at vores udenlandske publikum fravælger Danmark, når de skal vælge festivaler og at vores danske publikum ikke får lov at opleve de nye og gamle store internationale navne i jazzmiljøet. Og hvem er det egentlig at en organisation, som Copenhagen Jazz Festival arbejder for? Er det i virkeligheden ikke det danske jazzmiljø - både musikere, spillesteder og publikum, der rettelig burde være Copenhagen Jazz Festivals arbejdsgiver? Kan man virkelig i en kulturorganisation som denne, tage alle sine producenter, aktører og leverandører så meget for givet, uden at tilbyde dem andet til gengæld end muligheden for at købe dyre annoncer og i øvrigt bede dem tage til takke med at blive placeret bagerst i programmet og oftest fuldstændig ignoreret?

Så nu er det, jeg spørger: Hvem passer på musikken og udvikler den? - når nu dansk jazzmiljøs store paraplyorganisation ikke selv gør det. Kort sagt: hva' mæ' jazzen?