Humor er mere nødvendig end nogensinde

Hvad kan Løkke-regeringen, støttepartierne og vi andre lære af »Gyllegate«?

Foto: Nils Meilvang
Læs mere
Fold sammen

Kriser i politik – som alle andre steder – er umiddelbart af det onde. Men kriser har også positive sider. En leder kan bruge en krise til at udvikle organisationen. Og det må også i et demokrati betragtes som positivt, at en krise får det politiske stof helt frem i forreste række i medierne. Som fortælling lever al politik af strid, og når striden blive særligt hård, opstår krisen, som gør politisk stof til breaking news.

Det er negativt, at der opstår en krise, fordi det signalerer til omverdenen, at noget er gået galt. Hverken Løkke eller Pape ønskede den krise, som i går førte til, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen trak sig. Alligevel kom krisen. Ikke fordi Løkke og Pape var uenige om politikken. Landbrugspakken blev vedtaget, som det hele tiden var planlagt. Krisen kom, fordi de var uenige om den nu tidligere ministers håndtering af sagen. Og fordi de ikke bag lukkede døre kunne ordne deres uenighed og finde en fælles løsning.

På baggrund af Løkkes erklæringer, da regeringen blev dannet, kan det undre, at en uenighed om et såkaldt processpørgsmål kunne føre til denne krise.

I Berlingskes Politiko.dk 8. august 2015 fortalte Løkke om fire ledestjerner for hans regering. Fire punkter, som han i særlig grad ville måles på, når han igen en dag skal stå til regnskab over for vælgerne: 1) færre på forsørgelse, flere forsørger sig selv, 2) flere arbejdspladser i den private sektor, 3) kernevelfærden forbedres, herunder sundhedsvæsenet, 4) færre asylansøgere, flere, der arbejder og bidrager. Og så fortsatte han:

»Jeg ved godt, at den parlamentariske situation stiller særlige krav. Jeg ved godt, at vi er en mindre mindretalsregering, end vi har for vane i Danmark. Men det giver også nogle muligheder. Styrken ved at være lille er, at man kan være vågen. Mere adræt, mere agil. Og det bliver der behov for, hvis vi skal nå vores mål. Vi skal være ydmyge over for vores egen tyngde. Vi skal være kreative, vi skal være fleksible.«

Løkke kan hverken siges at have optrådt ydmygt, kreativt eller fleksibelt i sagen om de Konservatives utilfredshed med Eva Kjer Hansen. I stedet satte han på et pressemøde i Statsministeriet nærmest sin regerings overlevelse ind på at vinde et slagsmål om proces med de Konservative. Det strider jo paradoksalt mod den strategi for regeringsledelse, som ligger i tiltrædelsesinterviewet, om at gå stålsat efter den politiske substans og så være ydmyg i processen.

Løkke har tidligere i krisesituationer vist, at han har problemer med at vise ydmyghed, når han har allermest brug for det. Det er karakteristisk for Løkke, også i tidligere krisesituationer med tøjfinansiering og GGGI-rejser, at han næsten altid går op i at demonstrere sin formelle magt – selv når han har al mulig grund til at koncentrere sig om at score troværdighed og få folk til at kunne lide sig.

Dette handlemønster med at demonstrere magt, uden at det tjener noget klart formål, er karakteristisk for Løkke. Tilsyneladende har han endnu engang valgt dette handlemønster i den seneste sag, hvor han kaldte til pressemøde i Statsministeriet. Det var en magtdemonstration, hvor han fremtrådte i al sin magt og vælde. Samtidig blev sagen med de Konservative skruet gevaldigt op. Den ydmyge mulighed havde jo været at invitere Pape ind til en snak, hvor de sammen fandt frem til en løsning, som de så sammen kunne gå ud og præsentere for pressen som en fælles sejr for samarbejdet. Det havde formentlig været nogenlunde samme løsning, som man nu har nået efter flere dages nervekrig, der kan minde om tilstanden i et parforhold inden egentlig skilsmisse. Men med langt færre omkostninger for Løkke selv.

En omkostning for Løkke er, at Pape står styrket tilbage. Forløbet har vist, at Pape med sin målrettede brug af ordet »ordentlighed« effektivt i mange vælgeres bevidsthed fik koblet processpørgsmålet om Eva Kjer Hansens håndtering med velkendte problemer i Løkkes fortid. Tilsyneladende fik vi kun nervekrigen, fordi Løkke i begyndelsen har undervurderet Papes kompetence som politiker og leder og troede det muligt at arrangere en blød Pape-landing på Marienborgs smukke plæner. I hvert fald må man slå fast, at forløbet ikke i sig selv har tjent til at gøre det indlysende for Pape, Samuelsen og Thulesen Dahl, at det nu er uden fremtidsudsigter at rokke ved Løkkes ministre.

Men kriser har også positive sider. Ledere kan bruge en krise som anledning til at få hele organisationen til at indse, at noget bør ændres for at mindske risikoen for gentagelse. Frygten for at krisen skal gentage sig, kan af lederen bruges til at motivere alle i organisationen til at kaste sig ind i arbejdet med at forbedre organisationen. Ledelsesudvikling uden forudgående krise kan have en tendens til bare at blive en masse flotte ord uden nogen virkning på organisationen.

Når Løkke har indkaldt sine støttepartier til lange møder på Marienborg i disse dage – af nogle kommentatorer kaldt »gruppeterapi« – så må det ses som et forsøg på at få krisen omsat til udvikling af en bedre organisation.

Kriserne i den organisation, der består af Venstre-regeringen og de tre støttepartier, er egentlig lette at forudsige. De vil jævnligt opstå. Kort sagt vil ethvert af støttepartierne jævnligt have brug for at skabe en krise for at gøre opmærksom på sin egen betydning. Løkke og partilederne skal altså enes om, hvorledes de håndterer den situation, der uvægerligt vil opstå, hver gang et af støttepartierne signalerer til pressen, at de nu igen i en sag nærmest er i opposition til regeringen.

Det er vist indlysende, at det gælder om at undgå en eskalering som i den seneste sag, fordi det udelukkende er vand på rød bloks håb om snart igen at komme til magten. Det oprørske parti skal derfor, straks efter den soloudmelding, der skaber den presseinteresse, som det hele handler om, mødes med Løkke for at aftale, hvorledes man sammen i sidste ende løser problemet. Og de andre partier skal orienteres.

Samtidig skal Løkke love aldrig at vælge tomme magtdemonstrationer i situationer, hvor han har et klart behov for at vise sig som en ydmyg, forstående og favnende formidler af det borgerlige samarbejde. Altså fremstå præcis som den, han så tydeligt havde ambitioner om at være i sit tiltrædelsesinterview.

Disse to indlysende organisationsforbedringer af forholdet mellem landets regeringsbærende partier kunne have afværget den krise, regeringen lige har været igennem. Og det er klart, at forbedringerne er nødvendige, hvis fremtidige kriser skal undgås. Men det er jo også klart, at selv om forbedringerne – eller noget, der ligner – vedtages på Marienborg i disse dage, så vil de blive overtrådt. Løkke og de andre partiledere må indse, at den fejlfri regering uden kriser ikke findes. Og slet ikke den fejlfri, et-parti-mindretalsregering med et stort støtteparti og to mindre, hvoraf det ene lever på spærregrænsen.

Derfor er humor det mest nødvendige kriseberedskab for regeringen. Og især for dens leder. Humor gør det nemlig muligt for en leder at overleve i en verden, hvor der jævnligt er en iøjnefaldende afstand mellem det, man ville, og det, som blev virkelighed.

Løkke må træne i at lede den edderspændte hidsighed og utålmodighed, som ofte ligger på lur, og som kan skabe unødvendige problemer, ud i morsomme bemærkninger, der kan virke befriende på ledere af støttepartier og andre. Lad latteren fejre triumfer i al ydmyghed, mens den politiske substans høstes efter planerne.

Og Løkke kender jo godt humorens styrke. Han holdt en særdeles morsom og selvironisk tale ved de Konservatives 100-års-arrangement på Christiansborg, dagen før krisen rigtigt brød ud.

Folk, som tror, at humor bare er pynt i politik, tager alvorligt fejl. Humor er det nødvendige svar på menneskelig fejlbarlighed og organisatorisk slumpetræf i en verden, hvor man aldrig har perfekt viden og total magt over tingene. Alt tyder på, at Løkke-regeringen II og de halsbrækkende udfordringer, den står med, gør humor mere nødvendig end nogensinde.