Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Humanismens fangenskab

Et kaotisk efterår med hundredtusindvis af flygtninge i Europa har konfronteret os med grænser for det humane, og det kan skabe selvhad og dæmonisering iblandt os. Medmindre vi hviler i troen på, at menneskets værdighed ikke afhænger af dets gerninger.

Byline Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her i efteråret deltog jeg i en debat om den store menneskestrøm, der for tiden kommer til Europa. Midt i det hele udtalte en folketingspolitiker i panelet, at vi jo ikke her i landet kan svigte vores ansvar, når andre har brug for hjælp. Ordene giver selvsagt en vis mening, men alligevel måtte jeg sige, at jo, i en eller anden grad må vi svigte og vende ryggen til mennesker i nød. For virkeligheden lærer os, at de er mange flere, end vi kan magte.

Da integrationsminister Inger Støjberg for nylig af en karikaturtegner blev fremstillet som en kvinde, der uanfægtet pynter sit juletræ med døde flygtninge, oplevede vi, hvordan tidens tilspidsning fører til mere af den dæmonisering og moralske dømmesyge, der længe har præget indvandrerdebatten. Den grunder i en mentalitet, hvor man ser sig berettiget til at stigmatisere andre – her Inger Støjberg – ligesom man tidligere hældte skidt ud over blandt andre Pia Kjærsgaard, og med tidens menneskestrøm er situationen blevet så intens, at vi må gennemtænke reaktionerne på ny. Og dermed også opfattelsen af, hvad det vil sige at leve i en humanistisk kultur. Et godt gæt er nemlig, at vi i 2016 vil komme til at diskutere, hvad det betyder for vores selvopfattelse at være dem, der mere end før må lukke øjnene for andres lidelse. Nogen vil utvivlsomt både højt og tydeligt lade alle vide, at de skammer sig over Danmark. Andre vil tænke lidt mere dybsindigt over tingene.

Lad os se lidt nærmere på begrebet humanisme, der omfatter både et livssyn og en historisk periode. Livssynet bygger på tråde fra både antikken og kristendommen og betoner respekten for den enkeltes værdighed og tolerancen over for den frie udfoldelse. Humanismen som periode løber fra omkring 1300-tallet og frem til Reformationen, hvor den og kristendommen udgjorde et slags parløb. Humanisterne var skeptiske over for kirkens herredømme, men ikke over for kristendommen som sådan, og den humanistiske strømning havde en del til fælles med intentionerne bag opgøret med den magtfulde katolske kirke. Men med den berømte strid i 1500-tallet mellem superhumanisten Erasmus af Rotterdam og Luther opstod en kløft i tænkningen, idet Luther insisterede på, at mennesket ikke på positiv vis gennem en fri vilje kan administrere sig selv. Dertil stikker synden for dybt, og den enkelte må ubetinget forlade sig på Guds nåde.

Erasmus, derimod, fastholdt at der findes en lille mulighed i os for at vælge det gode, og selv om Luthers tænkning blev central i vores del af verden, fylder Erasmus’ tro på det humane i os særdeles meget i dag. Dette ses af mange som en naturlig udvikling for det moderne individ opdraget med pædagogisk dogmatik og tro på fremskridt, men i en tid som denne med uoverskuelige bevægelser og endeløse krav om rummelighed kan det vise sig, at Luthers livssyn rummer noget meget dyrebart. Med det skabes nemlig rummet, hvor mennesket befries fra forestillingen om, at dets værdighed står og falder med dets egen gode formåen, idet den – værdigheden – til fulde gives af en højere magt. Mens Luther hævder, at vi ikke selv kan sætte standarden for det gode, er dette netop, hvad vi på rendyrket vis forsøger i dag, hvilket bliver særligt synligt i debatten om folkevandring og sameksistens. Her sættes tingene på spidsen, og spørgsmålet er, hvordan vi reagerer, når vi tvinges til at give køb på en del af de barmhjertige idealer, som vi er vant til at hylde. Hvordan kan vi som humanister i en tid, hvor vi erfarer, at vi svigter, fastholde troen på, at vi stadig er værdige? Verden eksploderer omkring os, og snart vil vi måske helt lukke landets grænser og mere eller mindre negligere tusindvis af tragiske skæbner derude. I en sådan barsk verden bliver vores humane selvopfattelse voldsomt krænket.

Som sagt vil udviklingen garanteret få en del til at give udtryk for det nationale selvhad, som vi kender så godt, og denne underligt selvhævdende skamfølelse skal vi prøve at forstå dybden af. Den kan nemlig have at gøre med, at vi lever i dette humanistiske fangenskab, hvor individet ses som selvberoende, og hvor man derfor virkelig må frygte for sin egen selvrespekt, når realiteterne tvinger en til at slække på idealerne og udvise gold pragmatisme. Og så opstår behovet for at udskamme de andre, de beskidte, som vi lige nu ser det i tilfældet med Inger Støjberg. I mangel på troen på den grundlæggende tilgivelse fra højere sted, der kan forvisse den enkelte om fortsat at have værdi, skønt man svigter, kan man forfalde til demonstrativt at ville rense og definere sig selv. Dette er et håbløst forehavende, hvilket jo netop var, hvad Luther erfarede, da han blev skubbet i gang med sit reformatoriske livsværk, der skulle befri mennesket fra sygelig og skamfuld selviagttagelse. Og samme erfaring gør vi nu i vores store dyrkelse af os selv som dem, der på egen hånd kan definere godt og ondt. Jeg kan naturligvis sagtens høre indvendingen her, for risikerer man ikke med den store satsning på Guds overbærenhed blot at læne sig tilbage og lade verden sejle sin egen sø? Tillader man ikke sig selv at undlade at stræbe tilstrækkeligt efter det gode og humane? Jo, det er en risiko, og alle er vi stedt i evig dialog med samvittigheden, men der er forskel på alene at skulle vurdere det gode og at tro på, at dommen i sidste ende er hævet over det menneskelige. Mange af tidens reaktioner afslører, at vi lever indespærret i et rum, hvor alt hviler på egne skuldre, og selv i forsøget på at gøre op med det selvkredsende, fastholdes et fangenskab.

Psykolog Svend Brinkmanns store succes med bogen »Stå fast«, hvori han vil befri os fra navlepilleri og kravet om konstant selvudvikling, viser det. Vi bemærker, at bogen elegant udelader ethvert religiøst aspekt, og trods sine gode intentioner anviser den i realiteten en vej, hvor mennesket forsat kan pille i egen navle. Blot med omvendt fortegn. Du skal ikke mærke efter for at være i bevægelse. Du skal mærke efter for at kunne stå fast. Resultatet risikerer at blive stort set det samme, da vi stadig skal finde både kræfterne og dømmekraften i eget indre.

Afmagten i det indespærrede menneske afsløres især, når verden er så kaotisk som nu, og den humane lære støder ind i uigendrivelige realiteter. Så er vi stedt i et moralsk kaos, hvor vi fortsat gentager de humanistiske paroler, mens vi samtidig godt ved, at de kan strande i hulhed. I en sådan tid er det vores opgave at overveje, hvordan vi kan møde denne virkelighedens grænse uden at komme til at foragte os selv og fædrelandet og fælde ondskabsfulde domme over hinanden.

Længe har værdidebatten været præget af to lejre. I den ene, båret af skepsis over for indvandring og det multikulturelle, anser man modparten for at være drevet af naivitet angående samfundets fremtid. Og i den mere indvandrervenlige lejr anser man modparten for at være betænkeligt nært knyttet til kynisme. Med den sidstnævnte dom ser vi, at det humanistiske livssyn som ideologi kan drive mennesket til som noget naturligt selv at dømme mellem ondt og godt, og dette er en del af prisen for at tro på, at vi kan administrere os selv. Det var netop bekymringen for dette grundlæggende skred i menneskets selvopfattelse, der fik Luther til så stædigt at hævde, at det gode ikke stammer fra os selv. En sådan overbevisning kan vi næppe efter en lang udvikling i humanismens, ateismens og sekulariseringens navn fuldtonet genfinde, men vi kan – især når verden virkelig maser sig på – forsøge at forstå det dyrebare ved tanken om, at et menneskes værdi ikke står og falder med hverken dets gerninger eller dets moralske tale.

Og vi må foretage et valg. Vil vi føle skam og selvhad og fælde domme over andre, eller vil vi forlade os på, at der findes nåde og værdighed, selv når mennesket ikke kan yde mere? Vil vi lære at leve og respektere hinanden som de ufuldkomne i humanismens fangenskab?