Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Holmsgaard og Blekingegadebanden

Kjeld Hillingsø og Bent Blüdnikow: SFs oplagte ministerkandidat Anne Grete Holmsgaard støttede terrorisme og gav udtryk for antisemitiske holdninger. Hun havde tæt samarbejde med de PFLP-folk, der kørte Blekingegadebanden. Hvorfor vil hun ikke tale, og hvad mener SFs top?

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Sohn-sagen har vist, at historien stadig vedkommer os, fordi Den Kolde Krigs farer og venstreradikalismens flirten med vold og terror sætter vor egen hyggelige historie i perspektiv. Sohn kyssede de østtyske ledere, mens SFs ministerkandidat, den tidligere venstresocialist Anne Grete Holms­gaard, udtrykte forståelse for terror og havde tæt samarbejde med de PFLP-folk, der kørte Blekinge­gadebanden. Lørdag 23.10. skrev Claes Kastholm Hansen i denne avis, at Anne Grete Holmsgaard har udvist antisemitiske holdninger og sympati for terror. Han nævnte ingen eksempler, så for at sikre, at ingen slår det hen som endnu et udokumenteret angreb på en harmløs tidligere venstrefløjsaktivist, skal her bringes et par stykker.

Palæstinensiske terrorister begik 1972 en massakre på de israelske sportsfolk, der deltog i De Olympiske Lege i München. 11 sportsfolk blev dræbt, flere af dem brutalt skudt ned på klos hold af palæstinensere. I 1984 blev Venstresocialisternes ledende medlem og folketingsmedlem Anne Grete Holmsgaard spurgt om, hvorvidt hun tog afstand fra denne terror i München 1972, og hendes svar var, at den ville hun ikke tage afstand fra, og at »jeg opfattede ikke palæstinensernes kamp som terrorisme, men som befrielseskamp« (Politisk Revy, juni 1984).

Denne opfattelse medførte, at Anne Grete Holmsgaard generelt accepterede angreb på civile mål. Allerede i 1978 var Holmsgaard med i VS ledelse, hvor angreb på civile i partiets udenrigspolitiske udvalg blev forsvaret med ordene: »Fjendens militære og teknologiske overlegenhed sætter ganske bestemte betingelser for, hvad der er muligt, og det forhindrer f.eks. at det er næsten umuligt at nå militære mål. Og på grund af de nævnte politiske effekter blandt palæstinenserne især, som de militære aktioner har, så kan vi ikke tage afstand fra dem, selv om de rammer civile mål.«

I bladet International Bulletin [1978:14] skrev hun: »Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende.«

Det er den slags, der i dag fremkalder venstrefløjens voldsomme protester, hvis det uagtsomt sker for f.eks. amerikanske, britiske og danske soldater i forbindelse med krigshandlinger i Afghanistan. Den holdning gjorde, at Holmsgaard og VS hovedbestyrelse ikke ville tage afstand fra en palæstinensisk aktion 11. marts 1978. En gruppe palæstinensere var landet på kysten mellem Haifa og Tel Aviv. De skød en ung jødisk kvinde ved stranden og kaprede derefter en bus på hovedvejen. Det kom til skudvekslinger med israelsk politi, og 37 civile israelere blev dræbt, herunder mange børn, 82 blev såret. Aktionen havde intet militært formål, men skulle blot dræbe så mange som muligt. 16. april 1978 blev Holmsgaards forsvar for aktionen godkendt af partiets hovedbestyrelse med folk som borgmester Per Bregengaard, skuespilchef Litten Hansen, folketingsmedlem Steen Tinning og borgmester Villo Sigurdsson.

Men der var også mere moderate kræfter i VS med bl.a. Preben Vilhjelm i spidsen, der i 1979 forsøgte at luge ud i de radikale elementer. Det lykkedes på overfladen, men ikke i virkeligheden. Partiets internationale arbejde lå fortsat i hænderne på bl.a. Anne Grete Holmsgaard og den tidl. leder af Danmarks Naturfredningsforening Lone Johnsen og allerede i 1980 førte de deres politik videre og knyttede nære kontakter med terrorgruppen PFLP.

PFLP var den revolutionære palæstinensiske gruppe, der anvendte terroristiske metoder i kampen mod zionismen og Israel. Den havde tæt samarbejde med Sjakalen, Rote Armee Fraktion og Japans Røde Hær. I Danmark var Blekinge­gadebanden selvfølgelig dens stik-i-rend-drenge. Fra ca. 1975 havde PFLP officielt ført en moderat kurs, men i realiteten dyrkede den terrorisme, hvad Blekingegadebandens aktiviteter er et eksempel på. Blekingegadebandens indsamling af oplysninger om danske jøder, som Bo Weyman udførte i den såkaldte z-file, var bestilt af PFLPs ledende medarbejder Marwan Al-Fahoum, der var bandens dirigent, og som ofte var i Skandinavien.

I 1980 drog en delegation fra VS på tur til Mellemøsten med bl.a. Anne Grete Holmsgaard, Lone Johnsen og Jacob Erle fra partiets ledelse. Under rejsen mødtes partiets folk med ledende repræsentanter for PFLP og besøgte træningslejre. Man mødte PFLP-lederne Tashir Quba og Marwam Al-Fahoum, der var de to PFLP-folk, som kørte Blekingegadebanden. I VS' partiarkiv, der nu findes i Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek, fortælles om dette besøg hos de revolutionære kammerater i Mellemøsten, der mundede ud i en samarbejdsaftale mellem VS og PFLP, hvor man lovede samarbejde i kampen mod den »zionistiske enhed og en total ødelæggelse af denne.« I PFLP-sprog betød det, at man skulle kæmpe både mod Israel, den zionistiske bevægelse og dens potentielle medlemmer, nemlig jøderne.

Hjemme i Danmark forelagde Holmsgaard samarbejdsteksten for hovedbestyrelsen og fik grønt lys for samarbejdet. PFLP stod derfor i en unik stærk position i Danmark, for PFLP var repræsenteret både af Blekingegadebanden og VS. På et bestyrelsesmøde i VS 26.-28. oktober 1980 foreslog Anne Grete Holmsgaard og hovedbestyrelsesmedlem Jacob Erle, at man yderligere skulle styrke samarbejdet med PFLP. Dette »gled igennem uden diskussion«. Man var i VS parat til at samarbejde med hvem som helst for at bekæmpe Israel og zionismen. PFLP var hovedpartneren, men man gik også til terrorismens arkitekt, Libyens leder Mohammed Gaddafi. Ifølge PET-kommissionen fik VS hemmeligt støtte af Libyen i 1979, hvor de modtog 10.000 kr. til udgifter i forbindelse med en Palæstina-uge.

Når Anne Grete Holmsgaards samarbejde med PFLP var så farligt for ikke mindst danske og europæiske jøder, var det fordi hendes ideologi mindede påfaldende om Blekingegadebandens. Ligesom banden samlede oplysninger ind om jøder, så mente Anne Grete Holmsgaard også, at alle jøder potentielt var fjender, når det endelige revolutionære opgør kom. Det skrev hun i sin bog Zionismens Israel fra 1984, samme år hvor hun ikke ville tage afstand fra München-massakren. Heri fremstillede hun Mosaisk Troessamfund som arnested for zionistiske aktiviteter og omtalte »jøderne« som en del af det zionistiske komplot. Hun skrev, at zionisterne havde omdannet »de mosaiske troessamfund til et verdensomspændende net af politiske støttepunkter for Israels sag«, og hun konkluderede: »Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side«. Kort sagt var jøderne automatisk, uanset politiske holdninger, på fjendens side ved det endelige opgør.

Det var klar antisemitisme og et forsøg på at gøre alle jøder til zionister og fjender.

Tiden var dødsens farlig. Terrorgrupper udførte aktioner mod bl.a. jødiske mål i Europa, og venstreradikale danske grupper flirtede med terrorstøtten. I dag klager tidligere medlemmer af VS over, at de blev registreret af PET under Den Kolde Krig, og kræver erstatning, men der var god grund til at holde særdeles nøje øje med dem. Anne Grete Holmsgaard var en terrorstøtte med antisemitiske forestillinger. Hun var absolut en fare. Hun har aldrig givet et ærligt svar på de ting, hun stod for. Det er muligt, at hun med sin tætte kontakt til PFLP ved betydeligt mere om PFLPs terroraktiviteter og om Blekingegadebanden, end hun har fortalt. Offentligheden har en klar interesse i at få hende til at tale.

Men det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om Holmsgaard, men også om SF. Tilbage i 2000 skrev Martin Krasnik i Weekendavisen direkte til SFs ledelse om Holmsgaard: »Det er vel ikke i SFs interesse at blive et tilflugtssted for tidligere frontkæmpere, der fastholder udtalelser, som vanskeligt kan forstås som andet end racistiske. Eller er det virkelig sådan, at SFere, der har lyst til at kritisere Holmsgaard, ikke tør gøre det, fordi det ikke just fremmer deres karriere i partiet at konfrontere fortiden?«

Martin Krasnik fik ikke svar fra SFs ledelse.