Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hold EU-debatten på sporet

Nej-kampagnen i Storbritannien og dens proselytter i Danmark har demonstreret, at sejlivede myter, misvisende tolkninger og forvrængninger af virkeligheden lever i bedste velgående trods alle ihærdige forsøg på tilbagevisning fra forskere og andre. Eksempler på faldgruber i debatten.

Hans Branner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Resultatet af den britiske afstemning om EU synes at have udløst en overraskende stor villighed til også herhjemme at diskutere vores forhold til EU, en villighed der ellers næsten udelukkende har været begrænset til perioder, hvor en dansk folkeafstemning stod for døren. Ud fra et demokratisk synspunkt – og også ud fra et EU-positivt synspunkt – må det i høj grad hilses velkomment. Problemet med den danske EU-politik har været, at dens hovedlinjer er blevet bestemt af udfaldet af folkeafstemninger, hvor komplicerede spørgsmål gøres til et forsimplet ja-nej valg, hvor propagandaen tager overhånd, og hvor uvedkommende hensyn let kommer til at veje tungt for stemmeafgivningen. Det har gjort Danmark til et EU-fodslæbende land, skønt danskernes EU-holdning gennem mange år har været betydeligt mere positivt end gennemsnittet i EU-landene.

Desværre har lødigheden det imidlertid under alle omstændigheder svært, når EU debatteres. Nej-kampagnen i Storbritannien og dens proselytter i Danmark har demonstreret, at sejlivede myter, misvisende tolkninger og forvrængninger af virkeligheden lever i bedste velgående trods alle ihærdige forsøg på tilbagevisning fra forskere, ledende opinionsdannere og andre, der gennem mange år har haft EU og EUs problemer tæt inde på livet. Ja, selv tilstræbt neutrale oplysninger i gængse lærebøger, der i over en generation har været viderebragt til nye årgange af studerende, er enten ikke trængt igennem i bredere kredse eller søges rent ud benægtet. Den post-faktuelle politik er over os.

Lad mig som mangeårig iagttager af debatten, og som en der selv, helt tilbage fra 1980erne, har bidraget til lærebogsmarkedet om EU give nogle eksempler på åbenlyse faldgruber i debatten.

For nu i bogstaveligste forstand at begynde nede på jorden med det yndede eksempel om de krumme agurker og den dertil knyttede generelle påstand om, at EU blander sig i for mange småting. Regler om krumme agurker har i mange år været brugt som bevis på, hvor afsporet den omsiggribende EU-harmonisering er blevet og som en demonstration af, at bureaukraterne i Bruxelles ingen grænser kender for deres integrationsiver. Et sådant billede får sit eget liv helt uafhængigt af den sammenhæng, sådanne regler skal ses i. For det første er de nemlig slet ikke opfundet af EU, men af FN, der for en lang række fødevarer har fastlagt fælles standarder med det formål at lette verdens handelen. Det er immervæk lettere for en dansk importør at bestille agurker fra Afrika af en på forhånd defineret standard i stedet for ved selvsyn at skulle kontrollere kvaliteten. Og hertil kommer, at reglerne sikrer mod madspild, idet spidserne på krumme agurker kommer i berøring med hinanden under transporten, hvorved agurkerne risikerer at gå i forrådnelse og derfor ender med at må smides væk. Disse fornuftige globalt gældende regler er blevet overtaget af EU – til fordel for både handlende og forbrugere.

Men eksemplet med de krumme agurker peger på en større generel misforståelse vedrørende EU-integrationen. Som eksemplet viser, tjener den detaljerede regulering som regel vigtige overordnede formål, som de fleste kan gå ind for. For mange, også for EU-kritikere, er målet om et gnidningsfrit indre marked helt central, når talen er om EU. Og her er der en helt intim sammenhæng mellem detailreguleringen og det overordnede mål. For at nå frem til et fungerende indre marked, var det ikke nok at afskaffe told og kvantitative handelsrestriktioner mellem medlemslandene. Det krævede også afskaffelse af de såkaldte tekniske handelshindringer, som vedrørte de mange forskellige standarder, der gjaldt på f.eks. miljø- og sundhedsområdet, og som hindrede en fri udveksling af varer. Uden detailharmonisering, intet frit indre marked – en sammenhæng der konstant overses, når EU-kritikere, der lovpriser det indre marked, samtidig skælder ud over, at EU blander sig i for meget.

En endnu mere grundlæggende misforståelse i EU-debatten vedrører spørgsmålet om suverænitets-afgivelse. »We want our country back« var et af Leave-kampagnens centrale slogans i Storbritannien. Tilsvarende paroler høres herhjemme fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og andre, der vender sig mod det nuværende EU-samarbejde. Danmark har mistet retten til at bestemme over egne anliggender – har mistet sin selvstændighed, jvf. det britiske UKIPs hidtidige leder, Nigel Farage, der udnævnte sejrsdagen 23. juni til uafhængighedsdag. Denne argumentation kan imidlertid kun understøttes på det formelle plan. Vi afgiver i juridisk forstand suverænitet, hvilket i øvrigt er hele idéen bag EU som en overstatslig organisation. Men sondringen mellem formel og reel suverænitet, som igen og igen ligger bag argumentationen for medlemskabet, og som er udspecificeret i enhver EU-lærebog, synes ikke at bide på dem, der gerne vil have deres »country back«. Man foretrækker tilsyneladende den formelle suverænitet fremfor den reelle og melder pas over for den indlysende sammenhæng, at det er muligt at vinde reel suverænitet ved at afgive formel suverænitet. Denne sammenhæng gælder for Storbritannien, der nu får vanskeligt ved selv at bestemme, hvordan landets relation til det indre marked skal være. Men sammenhængen gælder især for et lille land som Danmark, hvis reelle suverænitet er ganske beskeden sammenlignet med den formelle uden EU-medlemskab. Tænk blot på vores afhængighed af Tyskland både historisk og aktuelt. Som alle danske udenrigsministre siden Anden Verdenskrig har erfaret og ofte givet udtryk for, har Danmark som småstat både økonomisk og sikkerhedspolitisk høstet store fordele af det omfattende internationale samarbejde, der har udviklet sig på det europæiske kontinent efter 1945. Ved at afgive suverænitet har Danmark fået indflydelse på beslutninger, som det før krigen var forbeholdt de store at træffe.

Der kan anføres indvendinger mod denne argumentation, der ikke gælder i alle situationer. Men det sørgelige i relation til debatniveauet er, at sondringen mellem formel og reel suverænitet alt for tit overses eller bevidst udelades, når suverænitetsafgivelse entydigt stemples som et onde. Det er med til at forsimple debatten og gør det lettere at appellere til følelser frem for fornuft, hvorved den nationalisme, der i dag ikke længere er så slumrende, som den har været, bliver fremmet. Resultatet er at den generelle modvilje mod EU næres og holdes ved lige.

På det seneste er denne modvilje især blevet næret af EUs manglende evne til at tilvejebringe en effektiv løsning på de store flygtningeproblemer. Men også her bliver EU skydeskive for en kritik, der rammer ved siden af. Der er et åbenlyst misforhold mellem at kritisere EU for manglende løsninger og uvilligheden til at afgive mere formel suverænitet. Sandheden er jo, at EU ikke kan handle mere effektivt, fordi medlemsstaterne, herunder ikke mindst Danmark, ikke er villige til at give EU-institutionerne de nødvendige beføjelser. EU-Kommissionen har fremsat adskillige forslag til afhjælpning af situationen og fik sågar i september med brug af flertalsreglen vedtaget en obligatorisk kvoteordning. Men lige meget hjælper det, når staterne ikke er parate til at efterleve beslutningen og ikke er villige til at udstyre organisationen med redskaber hertil. Skytset skal rettes mod nationalstaternes fastholdelse af den formelle suverænitet – og ikke mod et mere eller mindre magtesløst EU.

Måske skal man være glad for, at EU-debatten ikke kun præges af de kølige argumenter. Det stærke engagement gør ofte diskussionen spændende. Blot trist, hvis misforståelserne og myterne fastholder Danmark på et sidespor og måske bidrager til at undergrave hele foretagendet. I den forbindelse kan man glæde sig over, at en nylig undersøgelse fra en anerkendt tysk tænketank viste, at hele 55 pct. af befolkningen i de seks største EU-lande er tilhængere af en forstærket integration. Måske er det også kun en myte, at hele Europa er blevet smittet af en højrenational bacille.