Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Et grumt tiårsjubilæum i sidste måned blev ikke forbigået i stilhed. 22. juli mindedes kommentatorer verden over de 77 ofre for den norske højrefløjsterrorist, der detonerede en bombe uden for statsministerens kontor i det centrale Oslo og derefter nedskød teenagere på en sommerlejr for Arbeiderpartiets ungdom på øen Utøya.
De fleste forsøgte i deres analyser at forstå grusomhederne som et udslag af gerningsmandens »tæt sammensmeltede antimuslimske og antisocialdemokratiske følelser«. Nogle udtrykte lettelse over, at han ikke har inspireret flere efterabere, mens andre benyttede lejligheden til at rette pegefingeren mod »neoliberalisme« og andre ensporede abstraktioner. Hvad der slående nok manglede i disse udlægninger, var drabsmandens åbenlyse kvindehad.
Efter at have set den yderste højrefløjs globale genopblussen gennem mere end et årti, undervurderer vi stadig, hvordan kønspolitik – og især et forsvar for patriarkatet – bygger bro mellem ekstremister og den konservative mainstream, der er stadig mere villig til at arbejde sammen med dem.
Nogle frygter, at vi ved at fortolke en massemorders onlinemanifest giver ham sejren og bidrager til at sprede hans giftige ideologi. Men vi kan ikke bevidst gøre os blinde over for en morders sindstilstand, og vi bør heller ikke overgive os til en urimelig frygt for, at terroristers ideer er så forførende, at de må undertrykkes (et argument, der af og til bruges til at berettige forbud mod Mein Kampf).
Retorikken fra højre
Selvfølgelig er mange hadmanifester bare kopieret fra farlige ideer, der allerede findes andre steder. Men hvis man besværer sig med at sammenligne de tirader, der blev offentliggjort i forbindelse med Utøya-massakren og massemordet på muslimer i Christchurch i New Zealand i 2019, er der slående ligheder. Det samme gælder parallellerne mellem disse udgydelser og officielle højrepopulistiske partiprogrammer.
Yderliggående højrefløjspolitikere har jo i årtier gået og sagt, at »vores land« er ved at blive taget fra »os«. Her skal »vores land« forstås som en hvid, kristen nation, der i stigende grad er truet af islam. Det hedder sig, at muslimer i voksende flok indvandrer og får stadig flere børn for angiveligt at »udskifte« de retmæssige indbyggere i »hjemlandet«. Men ved siden af de nativistiske konspirationsteorier om »Den Store Udskiftning« af den vestlige befolkning finder man også en åben beundring for den traditionelle maskulinitet, som islam angiveligt fremfører. Derfor så vi også hvide højreekstremister ved de dødbringende Charlottesville-protester i 2017 råbe »hvid sharia nu!«.
I sidste ende er liberalisme det egentlige problem for mange på den yderste højrefløj, og især kvinders frigørelse fra love og sociale normer, der opretholder mænds dominans. Ifølge dens fjender betyder liberalisme ikke kun åbenhed (eller i det mindste porøsitet) og fleksibilitet: Det, de finder truende, er, at den udfordrer autoriteter og især patriarkatets autoritet til at bestemme over kvinders kroppe.
22. juli-morderen efterlod ingen i tvivl om sit ønske om at genindføre patriarkatet. I hans ideelle verden ville kvinder blive strengt kontrolleret for at sikre videreførelsen af det kristne, hvide Volk. Han beskrev i detaljer, hvordan dette kunne opnås ved at vende tilbage til 1950erne, hvor mænd havde magten, og kvinderne var underdanige, eller med et system, hvor surrogatmødre i fattigere lande betales (minimalt) for at få europæiske børn, eller ved at udvikle en kunstig livmoder, som kunne gøre kvinder helt overflødige.
I denne fantasi om den fuldstændige udslettelse af kvinder omfattede hans plan for 22. juli 2011 også en offentlig halshugning af Gro Harlem Brundtland, Norges første kvindelige statsminister (som ved et tilfælde forlod øen tidligere end ventet den dag, massakren fandt sted).
Trickle-down-aggression
Som opmærksomme iagttagere har påpeget, svinger den yderste højrefløj mellem godgørende og fjendtlig sexisme: Kvinder er enten svage kar, der skal beskyttes, eller snedige angribere, som ødelægger vestlige nationer i kønslighedens navn. Den sidstnævnte udlægning gør mænd til ofre, så de, der tyr til terrorisme, kan hævde, at det ikke er dem, der har startet volden. Som »ofre« har de ret til at reagere på andres angreb og ultimativt til at udslette fjenden. Samme logik sås ved belejringen af USAs Kongres 6. januar, hvor mænd stod for det meste af volden, der primært var rettet mod prominente kvinder som formanden for det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi (hvis kontor blev vendt over ende).
Det højreekstreme norske Fremskrittspartiet har omhyggeligt forkastet enhver omtale af Utøya-morderens medlemskab af partiets ungdomsorganisation som en kynisk instrumentalisering af volden. På samme måde har USAs Republikanere anklaget folk, der siger sandheden om 6. januar, for at »lege politik«.
Men de, der højlydt proklamerer, at hjemlandet er truet – Fremskrittspartiets ledere havde talt om »snigende islamisering« – og opfordrer til had over for upopulære minoriteter, kan umuligt være overraskede over, hvad filosoffen Kate Manne har kaldt »trickle-down-aggression«. Når Björn Höcke fra det højreekstreme tyske Alternative für Deutschland (AfD) kræver, at »vi må genopdage vores maskulinitet, for først da kan vi blive militante«, ved han godt, hvordan hans retorik vil blive modtaget.
Globalt står den yderste højrefløj til at vinde på den massive materielle og finansielle støtte til dem, der går ind for »familieværdier«. Højrefløjspopulisterne arbejder også hårdt på at virke mere acceptable for mainstreamkonservative ved at fremhæve en tilsyneladende fælles social dagsorden. Det er ingen gåde, hvorfor de vælger den kurs: De kan kun komme til magten, hvis mere etablerede centrum/højrekræfter vælger at arbejde sammen med dem.
Dette spil har den ungarske premierminister Viktor Orbán længe spillet ved at appellere til centrum/højrepartier med det argument, at hans autokratiske og kleptokratiske regime er en autentisk udgave af et kristeligt demokrati. Altså er hans regering stærkt imod homoseksuelt ægteskab og forsøger at sidestille homoseksualitet med pædofili. I en nylig lov mod lgbt+ har Orbán gjort det mere end tydeligt, at det egentlige formål er at opfordre til had over for minoriteter frem for troskab over for naturens love, eller hvad der hævdes at være »naturens orden«.
Vi må anerkende, at den yderste højrefløjs ideologiske og følelsesmæssige appel ikke kan reduceres til et enkelt element såsom had til islam. Yderliggående højrefløjspartier kan være fleksible med, hvilke af deres hadeobjekter de fremhæver, men det hvide kristne overherredømme, kvindehad og militant antiliberalisme er flettet tæt sammen. Uanset hvilken form den antager, bør denne blanding aldrig være acceptabel for hæderlige centrum/højrepartier.
Jan-Werner Müller er professor ved Princeton University, fellow ved Berlin Institute of Advanced Study og blandt andet forfatter til bogen »Democracy Rules« (Forlaget Farrar, Straus, and Giroux, 2021).
Copyright Project Syndicate 2020, project-syndicate.org
Oversat af Bibi Christensen
