Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Højere levefod eller mere omfordeling?

Mens vi har opnået at blive mere lige end Sverige, Norge, Tyskland, Holland og England, halter væksten i vores levestandard gevaldigt efter de selvsamme lande. Er det en politisk succes, der kalder på fortsættelse?

Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix 2012. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Da demokratiet blev indført i Danmark var det naturligvis et vigtigt mål for de sejrende bonde- og arbejderbevægelser at få sat gang i en omfordeling af samfundets goder til de svages fordel. Man stod så med problemet om, hvordan det nye demokratiske system som lovgiver på én gang kunne få fastholde og udbygge den nye, mere ligelige indkomstfordeling, og samtidig sikre, at produktionen også under det nye samfundssystem voksede i et rimeligt omfang. Skulle demokratiet, som de gamle herskende klasser havde gjort det, lade samfundets indkomstfordeling belønne en borger, der gjorde en ekstra indsats på arbejdspladsen, gennem en længere uddannelse, eller ved gennem en investering at løbe en risiko? Eller burde det nye samfundssystem hele tiden lægge vægten på endnu mere omfordeling?

Man valgte at lade det private erhvervsliv bestå, men at lægge stor vægt på gennem skatter og velfærdsydelser at fjerne noget af den økonomiske ulighed i fordelingen af borgernes indtægter. Graden af skævhed i indkomsternes fordeling måles jo normalt gennem den såkaldte Gini-koefficient, som er nul ved fuld lighed, og 100 ved ekstremt stor ulighed. Mellem 1870 og 1910 reduceredes koefficienten fra omkring 65 til omkring 45, og den værste fattigdom på landet og i byerne blev dermed fjernet. Dette resultat inspirerede så til, at man gik videre.

Hertil kom, at arbejdernes organisationer i 1900-tallet nøje fulgte med i de socialistiske resultater i Østeuropa, som lige indtil systemernes sammenbrud sidst i 1980`erne var bemærkelsesværdige på fordelingspolitikkens område. Gyldendals Det danske velfærdssamfunds historie (I-II, 2010) giver som et markant eksempel arbejderbevægelsens intense og succesrige arbejde i 1960erne og 1970erne med at få vort velfærdssystem ændret kraftigt i endnu mere udlignende retning. Samtidig blev så selvsagt en meget stor del af borgernes incitament til at arbejde fjernet. Uligheden i Danmark målt ved Gini-koefficienten blev mellem 1910 og slutningen af 1980erne reduceret fra det nævnte niveau på 45 til niveauet omkring 20.

Man prioriterede i Danmark også efter 1980erne ønsket om endnu mere lighed højt, fordi udviklingen nu simpelthen var blevet selvforstærkende: Omfordelingen krævede stadig flere ansatte i den offentlige sektor. Og da de, sammen med gruppen af modtagere af overførselsindkomster, efterhånden omfattede mere end halvdelen af vælgerkorpset, var fortsættelsen af demokratiets løbende omfordeling af indkomst naturligvis sikret.

Så trods det faktum, at Danmark allerede har en af verdens mest ligelige indkomstfordelinger, tillægges ønsket om at bevare og helst udbygge den lighed, vi har opnået, derfor i den politiske debat og i mediernes dækning, en meget stor og næsten religiøs vægt. Argumenteres der mod et ellers rationelt reformforslag, anses det normalt for tilstrækkeligt at sige, at »reformen vil kunne ramme hårdest nederst i indkomstfordelingen«. Denne reelt stærkt konservative argumentation er senest blevet eksemplificeret gennem forslaget om at konstruere en fattigdomsgrænse, hvor man for alle under grænsen – som det hedder i kommissoriet for Socialministeriets udvalgsarbejde – vil »målrette politiske tiltag, der skal afhjælpe en situation med manglende ressourcer«: Der antages altså hvert år at være en given mængde produktion og indkomst, som samfundet skal omfordele – de manglende økonomiske incitamenter, der ligger i vores stærkt sammenpressede indkomstfordeling, forbigås stort set i nænsom stilhed.

Det socialministerielle udvalgs fattigdomsgrænse sættes ved, om borgeren tre år i træk har haft en indkomst på under halvdelen af den indkomst, som ligger nøjagtigt midt i fordelingen af alle danskeres indkomster – altså Danmarks medianindkomst. Det får den meningsløse konsekvens, at en fordobling af indkomsterne for alle, også borgere med meget lave indkomster, ikke vil mindske omfanget af fattigdommen i Danmark

Udvalget har jo haft en bunden opgave: Det var jo simpelthen politisk bestemt, at fattigdommen i Danmark nu er et så stort problem, at der må opstilles en grænse for den. Den 300 sider lange rapport En dansk fattigdomsgrænse (juni 2013) skriver fagligt tilfredsstillende om en række af de metodemæssige problemer på området. Fx fremgår det, at efter udvalgets definition er antallet af danskere i fattigdom siden 1999 steget fra 16.200 til 42.000, hvoraf i øvrigt knapt halvdelen er indvandrere og efterkommere. Der indregnes en værdi for bolig i medianindkomsten. Det får den konsekvens, at når boligpriserne stiger, hæves medianindkomsten og dermed antallet af fattige.

Tallet på 42.000 ligger i øvrigt meget langt fra de 300.000, som typisk blev oplyst i den politiske debat op til sidste valg. Da rapporten også noterer, at stort set ingen danskere er fattige hele livet, får udvalget altså i virkeligheden – måske ikke helt tilsigtet – synliggjort den allerede fra den omfattende internationale statistik kendte konklusion om, at fattigdommen i Danmark ligger på et ekstremt lavt niveau (rapportens afsnit 4.5).

Valget af at opfatte fattigdommen som relativ svarer jo til at give vore velfærdspolitikere et stykke snor og bede dem klippe den nederste tiendedel af snoren: Problemet er evigtvarende. Det styrker selvsagt en argumentation for, at man i Danmark bør se at få ansat endnu flere mennesker til at tage sig af omfordelingen. Det synspunkt kunne man måske vente snarere at høre fra offentligt ansattes interesseorganisationer. Folk med tilknytning til fagbevægelsen kan da også ses at have besat et stort flertal af pladserne i Socialministeriets udvalg.

I skarp modsætning til dette partsindlæg starter den også her i sommer offentliggjorte Fordeling og incitamenter 2013 fra Margrethe Vestagers Økonomi- og Indenrigsministerium med fra allerførste linje at fastslå, at »Et af de centrale spørgsmål i fordelingsdebatten er, om man via reformer kan styrke de økonomiske incitamenter samtidig med, at de relativt små indkomstforskelle bibeholdes«. Som konklusion på en række seriøse analyser (fx af betydningen af indregning af effekterne af svingninger i konjunkturerne, og af omfordelingen via det offentlige forbrug) peger rapporten på nødvendigheden af, at vi stadig gennemfører reformer, som tilskynder danskerne til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet. Det gælder også de godt 300.000 af os, som i dag kun har svage økonomisk tilskyndelse til at være i beskæftigelse. Der lægges betydelig vægt på at belyse forskellen mellem ulighed i folks indkomster, og ulighed i folks muligheder. I lyset af regeringens igangværende reform af folkeskolen er de analyser særligt interessante, som viser at personer med ressourcesvag opvækst, som får et godt prøveresultat i folkeskolen, faktisk stort set kommer videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet i samme omfang som andre unge.

Gennem lang tid har Danmark i modsætning til vore nærmeste nabolande prioriteret omfordeling højere end levestandard. Resultatet for de sidste ti års vedkommende kan f.eks. aflæses i databaserne hos de rige landes samarbejdsorganisation OECD (OECD Statistical Extracts). I perioden siden 2003 har uligheden målt ved den gennemsnitlige Gini-koefficient ligget på 24 i Danmark, 26 i Sverige og Norge, 27 i Tyskland og Holland, og 33 i England. Denne store succes med dansk udligning er blevet ledsaget af, at levestandarden i 2012 hos os kun er to procent højere end i 2003, mens den gennemsnitlige fremgang i de fem nabolande er på 10 procent.

En regering kan jo altid vælge at trække på bistand fra de etablerede særinteresser på fordelingspolitikkens område. Debatten omkring balancen mellem fordeling og levestandard er virkelig godt tjent med den af de nye ministerielle rapporter, der ikke gør det.