Høj kvalitet i daginstitutionen kan ændre dit barns sociale arv

Foto: Preben Madsen. Fold sammen
Læs mere

Hvordan bryder vi den sociale arv? Kan en god børnehave gøre en forskel for resten af livet? Kan de små tosprogede børn blive hjulpet af en god dagpasning? Disse spørgsmål har gennem flere årtier været en del af den politiske diskussion, og disse spørgsmål har optaget os som samfundsborgere, forældre og pædagoger.

Den første banebrydende undersøgelse af børn, der vokser op blandt jævnaldrende uden forældre, blev foretaget af Wayne Dennis. Med hans meget omhyggelige registreringer får man endnu en gang bekræftet, at kvaliteten af interaktionen mellem barnet og den voksne omsorgsperson er afgørende for barnets intellektuelle udvikling.

Dennis undersøgte børn, der umiddelbart efter fødslen var efterladt på et småbørnshjem. Børnehjemmet var blevet grundlagt og drevet af nogle franske nonner i Beirut i Libanon. Børnene blev behandlet sådan, som det var god tone i Europa (og i Danmark) på den tid. Småbørnshjemmet var traditionelt med en begrænset og upersonlig kontakt mellem personalet og børnene. Personalet talte ikke meget med børnene, og børnenes eventuelle protester og indsigelser blev overhørt. Udfoldelsesmulighederne, stimulationen og samtalen mellem barn og voksen var yderst begrænset.

Adoption blev først mulig i 1956 i Libanon. Herefter blev det besluttet at bortadoptere alle børnene fra småbørnshjemmet, efterhånden som der blev fundet adoptivforældre til dem. Dette gav forskerne mulighed for at undersøge, hvordan det gik de børn, som havde tilbragt hele deres barndom på institution, og sammenligne med dem, der blev bortadopteret enten til familier i Libanon eller til familier i USA.

Undersøgelsen viste, at såvel drenge som piger, der blev bortadopteret, inden de fyldte to år, hurtigt opnåede og fastholdt en IQ på omkring 100 i gennemsnit. Det vil altså sige, at de fik en normal kognitiv udvikling. Der var ingen forskel i resultaterne hos dem, som blev bortadopteret til USA, og dem, der blev adopteret til familier i Libanon. De piger, der tilbragte hele deres barndom på børnehjemmet havde i gennemsnit en IQ på 53,7 og de kunne ikke klare sig i samfundet, men blev i stedet sat til at passe de andre børn.

Praktiske færdigheder

Oprindeligt var det hensigten, at IQ-prøven skulle vise, om børnene var i besiddelse af praktiske færdigheder, så de kunne klare sig selv i dagligdagen. En af forskerne giver eksempel på, hvad det betyder, at et voksent menneske har en IQ på 50. Han vil ikke kunne sige, hvad klokken er, eller finde et firmas telefonnummer i en telefonbog. Og han vil ikke kunne læse et vejskilt eller veksle en pengeseddel.

I Dennis’ optegnelser kan man se, at den behandling, man udsatte børnene for på dette helt almindelige børnehjem, invaliderede børnene. De kunne ikke klare sig ude i samfundet, og det skyldtes udelukkende den behandling, de fik på børnehjemmet.

Børnehjemmet i Beirut blev drevet efter samme principper som et almindeligt spædbarnshjem og børnehjem, som man havde i Danmark på den tid, da jeg var barn i halvtredserne.

Grunden til, at jeg synes det er interessant, er, at jeg faktisk selv blev anbragt udenfor hjemmet lige efter fødslen. Min mor fik en fødselspsykose, og det første leveår blev jeg passet af min kærlige faster, Mary, der dengang ventede sit tredje barn. Således undgik jeg at blive anbragt på et spædbarnshjem.

Tænk, hvis min mor havde været enlig, uden et familienetværk, så ville jeg være blevet anbragt på et spædbarnshjem og måske senere være kommet på Godhavn eller et andet lignende børnehjem. Personalet havde her forbud mod at tage børnene op og give dem ekstra opmærksomhed: »Man måtte ikke komme for tæt på børnene« (fra Maria Rytter i Godhavnsrapporten). En del af disse børn blev narkomaner, nogle flygtede og levede som gadebørn. Mange døde alt for tidligt. På den tid, da jeg blev født, var spædbarnsdødeligheden for børn af ugifte enlige mødre mere end dobbelt så stor som for spædbørn af godsejere og proprietærer.

Har vi taget ved lære af fortidens fejl?

SFI har gennem årene systematisk indsamlet de forskningsresultater, der kunne belyse vuggestuens og børnehavens betydning for børns udvikling. Kontrollerede forsøg viste, at barnets miljø, fx normeringen af børn pr. voksen, og personalets uddannelse, er centrale for dagpasningens kvalitet. Er pædagogens adfærd sensitiv, varmt lyttende eller ordregivende og overvågende? Det afhænger blandt andet af, om de normerings-mæssige rammer giver mulighed for at være lyttende og sensitiv.

Børnenes sproglige, kognitive, følelsesmæssige og sociale udvikling, konflikter mellem børnene, barnets ængstelse og stressniveau – alt dette afhænger af kvaliteten af interaktionen mellem barnet og den voksne.

I perioden 1943-1946 blev der i USA investeret i et universelt vuggestue- og børnehaveprogram med det formål at frigøre mødre til børn i alderen 0-12 år til at medvirke i krigsproduktionen. Langtidsvirkningerne er netop nu blevet offentliggjort i et tidsskrift.

Mange af kvinderne – også dem med små børn – blev erhvervsaktive, indtil indsatsen stoppede brat i 1946. Det var derfor muligt at sammenligne de børn, som var 0-12 år i perioden 1943-46, med de børn, der var født 1947-1951, og som derfor ikke fik del i børnehaveindsatsen. Børnene blev fulgt, til de var omkring 43-59 år gamle ved hjælp af de landsdækkende folke- og boligtællinger.

Børnehavebørnene fik som voksne betydeligt bedre uddannelsesmæssige resultater og arbejdsmarkedsdeltagelse, og flere af dem kunne stifte familie, end de børn, der var født 1947- 51, og som derfor ikke kom med i »forsøget«. Et overraskende resultat var, at de børn, der kom fra de mere forsømte familier, fik mere ud af den universelle indsats end børnene fra de ressourcestærke familier. Med andre ord: De fattiges børn indhentede noget af det forsømte.

Der findes en række lignende undersøgelser, også her er det generelle billede, at den udvidede indsats resulterede i bedre skoleresultater. Som voksne klarede de sig bedre på arbejdsmarkedet, hvis de fik del i den udvidede indsats. De mest udsatte grupper indhentede således noget af det forsømte. Den sociale arv brydes med andre ord. Dog med en undtagelse.

Tilskud til dagpasning

Udvidelsen af dagpasningskapaciteten i Quebec, Canada, skete ved at give forældrene et tilskud til dagpasning således, at udgiften ikke oversteg fem dollars pr. dag (dette tilskud er senere pristalsreguleret). Udvidelsen af kapaciteten var altså ikke specifikt rettet mod daginstitutioner, men også andre løsninger, såsom ung pige i hjemmet og privat dagpleje. Omkring 11 pct. af alle børn var i en daginstitution, mens 30 pct. var i dagpleje eller havde barnepige.

I Quebec opnåede man det tilsigtede, nemlig en øget tilgang af småbørnsmødre til arbejdsstyrken. Udvidelsen af dagpasningskapaciteten er antagelig sket med personale med ringere eller slet ingen pædagogisk uddannelse, ung pige, osv. Der blev i det hele taget slækket på kvalitetskravene.

Quebec-undersøgelsen viser, at ændringen betød, at børnene reagerede mere fjendtligt, forældrene var mere inkonsistente over for børnene, og forældre-barn-forholdet blev mere belastet end inden reformen. Undersøgelserne bekræfter således hypotesen om, at en højkvalitetsbørnehave mindsker den negative sociale arv, mens en lav kvalitet uddyber forskellene mellem de ressourcestærke og de mere sårbare børn.

Vigtige kvalitetsparametre

Det er vel efterhånden anerkendt, at normeringerne og pædagogernes uddannelse er vigtige kvalitetsparametre. Der er selvfølgelig andre faktorer, der også har betydning. Der blev for en del år siden fremsat en bemærkelsesværdig hypotese om børn i daginstitution af den danske børneforsker Agnete Diderichsen.

Hun havde i en undersøgelse udtaget tre børnehaver, og ved en tilfældighed viste det sig, at der var store forskelle i kvaliteten. Det afgørende nye i Agnete Diderichsens undersøgelse var, at børnene reagerede forskelligt på disse kvalitetsforskelle.

Hendes iagttagelser viste, at de trygge børn havde en basal selvfølelse og viljestyrke, som satte dem i stand til at insistere på kontakt. Ængstelige børn var derimod usikre og forsigtige i deres kontaktforsøg.

De usikre børn havde en svagere selvfølelse, og selvom de gjorde adskillige forsøg på kontakt, betød en dårlig kvalitet – hvor børnene af personalet mødtes med ligegyldighed og manglende nærvær – at de svage børn blev overhørt eller ignoreret med det resultat, at de opgav eller reagerede med resignation. Agnete Diderichsen konkluderede, at det synes at være ængstelige børn, der er særligt udsatte i den dårlige institution. De ressourcefulde og stærke børn bekræftes i deres styrke og kompetence således, at institutioner med lav sensibilitet forstærker de eksisterende forskelle mellem børn.

Der er samlet set en gedigen forskning, som dokumenterer, at en højkvalitetsbørnehave/vuggestue kan ændre den sociale arv og give børn en bedre chance i livet. Især børn, som er lidt mere sårbare end andre børn, kan få en start i livet, der kan få dem til at indhente det forsømte.

Mogens Nygaard Christoffersen er seniorforsker, emeritus.