Igennem de seneste 20 år har der været stigende fokus på den skæve kønsfordeling i verdens forskningsmiljøer. Og det med god ret. Tal viser med al tydelighed, at mandlige forskere langt hyppigere end kvindelige ansættes i de øverste stillinger på universiteterne. Det gælder for hele Europa, men i særlig grad for Danmark, hvor kvinderne eksempelvis blot beklæder 16 procent af samtlige professorater. Antager man – som Det Frie Forskningsråd – at mænd og kvinder i udgangspunkt er lige intelligente og således har et lige stort potentiale til at blive dygtige forskere, står vi ikke alene over for et problem med ligestillingen. Vi befinder os i den langt alvorligere situation, at vi ikke udnytter talentmassen godt nok til gavn for dansk forskning og det danske samfunds internationale konkurrenceevne.

Da det fortsat er Danmarks ambition at være en af verdens stærkeste forskningsnationer, er der behov for handling. Det er baggrunden for, at Det Frie Forskningsråd netop har vedtaget en ligestillingspolitik. En del af denne politik er et forslag om et program, der skal give et begrænset antal kvindelige forskere med et stort forskningspotentiale muligheden for at gennemføre et to-fire-årigt forskningsforløb. Det, mener professor Hans Bonde i Berlingske 29. oktober, vil blot skabe »nye privilegier« til kvinderne.

Andre efterlyser nye undersøgelser af problemet i lyset af, at der tydeligvis er en udfordring i forhold til kønsfordelingen. Der er imidlertid lavet masser af undersøgelser inden for området, og nye studier vil blot udskyde tidspunktet for handling – og der er brug for handling nu. Med den ligestillingspolitik vil rådet blandt andet arbejde for, at kønssammensætningen blandt ansøgerne til Det Frie Forskningsråd nogenlunde svarer til kønssammensætningen i de faglige miljøer, at mænd og kvinder i forhold til deres ansøgerandel skal kunne opnå bevilling i nogenlunde lige høj grad på rådets forskellige virkemidler, og at mænd og kvinder får mulighed for i lige høj grad at søge videre fra ét akademisk niveau til et andet, hvilket vil bidrage til at sikre en mere ligelig kønsfordeling på de øverste akademiske niveauer i Danmark.

Med politikken vil Det Frie Forskningsråd endvidere forpligte sig til løbende at monitorere forholdet mellem ansøgninger fra og bevillinger til kvinder og mænd. Det er også rådets målsætning, at der i rådets bestyrelse, de faglige råd og underudvalg skal være mindst 40 pct. af det underrepræsenterede køn. Det vil i nogle tilfælde ikke kunne lade sig gøre, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange kvalificerede kvinder inden for et område. Men så må sammensætningen forblive en ikke-realiseret målsætning. Endvidere skal ansøgninger om bevilling til større forskningsprojekter redegøre for kønssammensætningen i den forskergruppe, der etableres. Redegørelsen indgår ikke som et vurderingskriterium, når ansøgninger behandles, men skal tjene til at skabe større bevidsthed hos projektledere om de positive effekter ved en mere bredt sammensat forskergruppe. Det fører nemlig ifølge erfaringer fra Norge til mere ligestilling i forskningsmiljøerne.

Men hvorfor en ligestillingspolitik? Talenterne vil altid klare sig, har kritikken ofte lydt, når kønsspørgsmålet har været på dagsordenen. Og hvis kvinderne er gode nok, klarer de sig uden kønspolitiske initiativer, som gør dem en bjørnetjeneste, har det heddet. Til det må man bare svare: Nej, det gør de ikke. Og det er der mange grunde til, har adskillige undersøgelser gennem de senere år vist. En af de helt åbenlyse grunde er selvfølgelig, at det er kvinderne, der føder børn, tager mest barsel og lægger flest kræfter i familierne efterfølgende, hvorfor det kan være svært at etablere en forskerkarriere, der kræver langt mere end 37 ugentlige arbejdstimer. Det gør det svært for kvinderne at producere lige så mange forskningsresultater som mændene, specielt i den unge alder, hvor karrieren skal tage fart. Det stiller kvinderne i en ulige konkurrencesituation, når der måles på eksempelvis publikationer og citationer. Ingen har belæg for at sige, at kvinder er mindre talentfulde forskere end mænd. Derimod kan man med god ret hævde, at der findes en række barrierer, der kan være med til at forklare, hvorfor under en tredjedel af landets lektorer er kvinder og kun en sjettedel er professorer.

Skønt det videnskabelige peer review-system i udgangspunktet er kønsneutralt, og ansøgere til eksempelvis Det Frie Forskningsråd på papiret har lige muligheder, er rådet optaget af, at dets procedurer og bevillingskriterier ikke har utilsigtede negative konsekvenser for hverken mænd eller kvinder. Ligestillingspolitikken skal først og fremmest bidrage til at sikre, at barrierer, som kan blokere for såvel kvindelige som mandlige forskeres muligheder for at bidrage til videnskaben, afdækkes og så vidt muligt elimineres. Politikken får derfor heller ikke den konsekvens, at forskerne skal tænke på deres køn, før de sender en ansøgning til Det Frie Forskningsråd i fremtiden. Kønnet vil ikke være et vurderingskriterium i Det Frie Forskningsråd. Ej heller indfører rådet kvindekvoter. Ansøgninger bedømmes alene ud fra forskernes kvalifikationer og ansøgningens kvalitet, sådan som det altid har været.

Kun på ét punkt foreslår vi, at kvinder får en fordel: Programmet Ydun, som er en engangsforeteelse og skal udgøre et lille skridt på vejen hen imod øget diversitet i kønssammensætningen. Programmet skal kunne uddele op til 20 bevillinger på op mod seks mio. kr. til nogle af de dygtigste yngre kvindelige forskere i Danmark. Der vil blive tale om almindelige to-fire-årige forskningsprojekter, og de pågældende projektledere vil ikke blive professorer i den sammenhæng. Programmet skal udbydes i åben konkurrence inden for alle fagområder. Som altid i Det Frie Forskningsråds ansøgningsvurdering vil bedømmelseskriteriet være kvalitet. Ydun skal i lighed med FREJA-programmet fra 1998 og programmet for kvindelige forskningsledere fra 2008 kun udbydes én gang. Udover at styrke talentmassen i dansk forskning vil programmet gavne danske forskeres mulighed for at hente forskningsbevillinger fra EU, der i det kommende rammeprogram, Horizon 2020, sætter fokus på ligestilling som et emne, der skal tænkes ind i alle forskningsprojekter fra start til slut. Glem ikke, at initiativer for en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne ikke er nogen dansk opfindelse – hvor gerne vi måske end ville det. Problemstillingen er på dagsordenen overalt i verden, og er vi ikke gearet til at indgå på dens præmisser, risikerer vi at tabe terræn i kampen om de internationale forskningsmidler.

Ser vi tilbage på de senere år, findes der gode danske eksempler på, at programmer målrettet kvindelige forskere har ført fremragende forskning med sig og skabt grobunden for excellente forskerkarrierer. Tag bare Det Frie Forskningsråds eget program Kvindelige Forskningsledere fra 2008-2009. Programmet ydede eksempelvis støtte til Nina Cedergren, der modtog støtte til at undersøge stresspåvirkningers betydning for planters evne til at vokse. I dag er Nina Cedergren professor MSO på Københavns Universitet. Også lektor Susanne Ditlevsen modtog støtte under programmet til at arbejde med matematiske modeller til at forstå nervesystemets dynamik. Susanne Ditlevsen er i dag professor på Københavns Universitet. Det Frie Forskningsråds ligestillingspolitik vil ikke skabe »nye privilegier« for kvinder. Den vil give kvinderne mulighed for at overvinde nogle af de barrierer for en mere ligelig repræsentation af kønnene, som er så markante i Danmark i dag. Det vil gavne dansk forskning.