Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hizb ut-Tahrir kan ikke bekæmpes med mursten

Hizb ut-Tahrirs systematiske strategi i hvervningen af nye sympatisører i store almene boligområder er et tegn på, at den helhedsorienterede indsats mod ghettoisering er slået fejl.

Der er brugt milllioner af kroner på fysiske renoveringer af almene boliger, men det har ikke afhjulpet de grundlæggende ghetto-problemer. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Så skulle vi atter høre om juletræet i den almene boligafdeling Egedalsvænge i Kokkedal, som in absentia medførte så megen mediestorm i december 2012. Denne gang i første afsnit af DRs nye serie »Historien bag historien«. For de få, som stadig ikke måtte kende den, så handler historien om, at et flertal med muslimsk baggrund brugte den almene boligsektors beboerdemokratiske spilleregler til at blokere for, at en slat af beboernes huslejekroner blev anvendt til at opstille et juletræ i afdelingen. Det var ikke kun et brud med en mangeårig tradition, men en decideret trussel mod selveste de danske kerneværdier, forstod man. Ikke mindst fordi det selvsamme flertal tidligere med en noget rundere hånd havde sponsoreret et Eid-arrangement i bebyggelsen.

Det blev dog pointeret – også fra beboerside – at der ikke var tale om en sort-hvid kløft mellem etniske danskere og indvandrere. Etnisk danskere udgør 37 procent af afdelingens beboere.

Læs også: Omstridt bestyrelse i Egedalsvænge smides på porten

Derimod fremgik det af udsendelsen, at Hizb ut-Tahrir havde fungeret som »vejledere« for enkeltpersoner med muslimsk baggrund, som i afdelingsbestyrelsen havde repræsenteret flertallet bag beslutningen. Tilsvarende lå det i luften, at samme tanker lå til grund, da et par dansk-dominerede klubber med tradition for en øl efter endt gerning havde fået en opsigelse af deres lokaler efter op til 38 års virke. Vejledningsopgaven havde Hizb ut-Tahrir tilsyneladende nu fulgt op i forhold til grupper af unge med aktiviteter i boligafdelingen, og der blev trukket paralleller til en lignende situation i Brøndby, denne gang med afsæt i en fodboldklub. Det blev af en erfaren islamforsker betegnet som led i en ny strategi for hvervning til organisationen.

Efterfølgende er det kommet frem, at Hizb ut-Tahrir tilsyneladende også har forsøgt at kuppe sig til magten i en af boligafdelingerne i Brøndby Strand, hvor den nævnte fodboldklub ligeledes hører til. Borgmester Ib Terp frygter, at tiltagene har været tænkt som »første skridt mod indførelse af kalifatet i Brøndby Strand« (Berlingske 18. juni 2014).

Hvis det er korrekt, at Hizb ut-Tahrir systematisk forsøger at hverve nye, unge tilhængere gennem aktiviteter, der foregår i almene boligafdelingers lokaler, og oven i købet får tilskud til dem ved at spænde de beboerdemokratiske spilleregler ud til bristepunktet, er det et reelt problem.

Hizb ut-Tahrir og dens sympatisører passer slet ikke ind i den ellers fornuftige beboerdemokratiske ramme i almene boligafdelinger. Der er tale om en demokratifornægtende organisation, som kun med nød og næppe har undgået at blive forbudt i Danmark, således som den allerede er det i Tyskland. I Sverige er Hizb ut-Tahrir decideret på terrorlisten. Angiveligt opererer organisationen i ca. 40 lande og kom til Danmark i 1994. Den skønnes af Rigsadvokaten (Berlingske 7. november 2013) at have omkring 100 medlemmer i Danmark tillige med et ukendt antal sympatisører. I de europæiske lande arbejder Hizb ut-Tahrir ifølge egen forklaring for at beskytte den islamiske identitet, som den vestlige verden forsøger at »fravriste« muslimerne.

I »det store demokrati« og i forhold til rammerne af vores grundlov har vi selvsagt kun i beskedent omfang problemer med at håndtere en så lille organisation, hvor rabiat den så end måtte være. Den kan poppe op, lave lidt ballade, ikke mindst, når vi snakker om byområder med mange rodløse unge. Men det kan håndteres! Ved at argumentere imod. Ved at tie dem ihjel og ignorere dem, når det er mest hensigtsmæssigt. Ved at arbejde intenst med socialt arbejde blandt unge rodløse og tilbyde uddannelse, arbejde og »gode« aktiviteter som alternativer. Endelig har vi jo et politi og et retsvæsen, der kan tage sig af de værste, når grænserne for demokratiet overskrides.

Men »det lille demokrati« – som beboerdemokratiet – er unægtelig meget sværere at beskytte. Specielt hvis det ligefrem udsættes for systematiske angreb efter en nøje planlagt strategi, sådan som det tilsyneladende sker i Kokkedal og i Brøndby.

Der er omkring 550 almene boligorganisationer i Danmark. Tilsammen administrerer de ca. 7.000 boligafdelinger, som har ca. 560.000 boliger, der huser næsten én million mennesker. I langt de fleste af disse organisationer og afdelinger fungerer beboerdemokratiet godt.

Af de 7.000 almene boligafdelinger er 33 i indeværende år karakteriseret som en ghetto. På den såkaldte ghettoliste kommer man som afdeling, hvis der skønnes at være for mange beboere uden for arbejdsmarkedet, for mange med ikke-vestlig baggrund, for mange med ringe uddannelse eller indkomst og for mange, der har været på den forkerte side af straffeloven. Samlet bor der omkring 70.000 personer i de 33 ghetto-afdelinger.

Læs også: SF-kandidat vil forbyde Hizb ut-Tahrir

Egedalsvænge og Brøndby Strands afdelinger står ikke aktuelt på listen over ghettoer i Danmark, men de har rigtig mange paralleller og kunne sagtens stå der. Sammen med Mjølnerparken, Tingbjerg, Tåstrupgård, Vollsmose, Gellerupparken og mange andre. Det er ikke mindst i sådanne afdelinger, at beboerdemokratiet er sårbart over for systematiske angreb fra f.eks. Hizb ut-Tahrir. Der er et flertal af ikke-vestlige indvandrere, mange unge er rodløse og måske knyttet til bandemiljøet, talrige familier er truet af social kollaps, og integrationen i forhold til kultur, uddannelse og arbejde er stort set mislykket. Som konsekvens fremstår hele boligområdet ofte som et parallelsamfund.

Ghettoerne er store, almene boligområder fra 1960erne og 70erne, der aldrig er kommet til at fungere efter hensigten. Der er gennem mere end 30 år brugt milliarder og atter milliarder på gennem »helhedsorienterede« indsatser – fysiske, økonomiske og sociale – at gøre boligerne »attraktive og konkurrencedygtige«, som Landsbyggefonden udtrykker det.

Målet er at skabe en »balanceret beboersammensætning«, hedder det forsigtigt. De selvforsørgende og ressourcestærke familier skal afløse dem med færre ressourcer. Langt den største del af midlerne er gået til fysiske forbedringer. Der er etableret nye lejligheder, store som små og på tagene. Der er ombygget og forbedret med nye køkkener og nye badeværelser. Udearealer er blevet forskønnet og adgangsforhold forbedret. Der er kommet nye tage, facader, beboerhuse og meget andet. Den fysiske indsats har qua den helhedsorienterede målsætning været suppleret af økonomisk opretning og boligsociale indsatser. Det har bare ikke virket!

Alle de store ghettoiserede almene boligområder har været turen igennem. Ikke bare én gang, men to, tre eller endog fire. Således er der også aktuelt et renoveringsprojekt for 320 millioner kr. under gennemførelse i Egedalsvænge. Mit postulat er, at det ikke vil lykkes at få skabt det ønskede attraktive og konkurrencedygtige boligområde, der er målet. Ligesom det heller ikke er lykkedes i bare ét eneste af de andre store projekter, der er gennemført i ghettoiserede boligområder.

Man kan muligvis »motivere« ressourcesvage familier til at flytte andetsteds hen, men det har vist sig langt sværere at tiltrække ressourcestærke familier til at bo i et boligområde med ry for at være en ghetto. Og endnu sværere at holde fast i dem, hvis de først er flyttet ind. Mønstret er fortsat, som det altid har været, at det er de mest ressourcestærke, der flytter ud, og at de afløses af familier med færre ressourcer. Denne onde spiral er det endnu ikke lykkedes for nogen fundamentalt at bryde.

Læs også: DF: Ny undersøgelse understreger behovet for udlændingestramninger

Hizb ut-Tahrir – eller andre, som ikke vil demokratiet, integrationen og fællesskabet – kan ikke bekæmpes med mursten. Det er simpelthen nødvendigt at flytte vægten fra de store fysiske omforandringer, der gennemføres for at tiltrække nye, selvforsørgende beboergrupper, og i stedet arbejde meget mere intenst med sociale tiltag målrettet de beboere, der allerede bor der.

Den sociale indsats skal bringe de unge i uddannelse og arbejde, den skal kvalificere de voksne beboere til arbejdsmarkedet, den skal støtte de udsatte familier, den skal kort sagt styrke integrationen. Hermed ikke være sagt, at boligområderne ikke skal være fysisk tiltrækkende, moderne og tidssvarende, eller at byggeskader og fysiske uhensigtsmæssigheder ikke skal udbedres, for det skal de naturligvis, men det er de intensive sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag, der for alvor kan rykke tingene i den rigtige retning. Ghettoen skal udvikles, ikke afvikles. Det er ikke en spareøvelse. Der skal stadig bruges milliarder og atter milliarder, men prioriteringen skal vendes på hovedet.