Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Historikerens egen historie - og vores!

Poul Houe: Historikeren Tony Judts mentale geografi rummede intet mindre end to modsætningsfyldte kontinenter. Han er nu død. Men hans forfatterholdning længe leve!

Tony Judt levede og åndede for eksklusive skæringspunkter – som indfaldsveje til en genstridig virkelighed. 2. februar udkom »Thinking The Twentieth Century«, som er samtaler med Tony Judt og udgivet af Timothy Snyder. Arkivfoto: Peter Mark Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om både Europa og Amerika i disse år er ude på dybt vand, er de kun delvis i samme båd. Derfor er det en trøst, at der er samtidsbevidste og velartikulerede historikere som magter at skræve over Atlanten uden at miste fodfæste på nogen af siderne. Jeg tænker på en håndfuld englændere med transatlantisk perspektiv som engageret kommenterer begge kontinenters kulturelle og politiske liv fra deres respektive stå- og ansættelsessteder.

Niall Ferguson og Simon Schama har slået sig ned på henholdsvis Harvard og Columbia, mens Timothy Garton Ash både underviser i Oxford og på Stanford. En fjerde, Tony Judt, som døde i fjor, var uddannet i Paris og Cambridge og virkede siden både her og i Oxford, før han drog til Berkeley og videre til New York University, hvor han grundlagde og endte sine dage på Remarque-instituttet for europæiske studier.

Judt var nok den mest europæiske og kosmopolitiske af dette firkløver. Universitets- og verdensbyen New York blev hans hjem og de venstreintellektuelles flagskib The New York Review of Books det sted, han flittigst publicerede sin kulturjournalistik. Herfra stammer mange af hans refleksioner over det 20. århundrede, hvoraf et udvalg foreligger i bogen Reappraisals (2008). I bladets nekrolog over Judt priser Garton Ash ham for egenskaber som disse essays dokumenterer vel: en sjælden kombination af britisk emperi og fransk spekulation, polemisk engagement og skrupelløs sandhedssøgen, jødisk venstreorientering og kritik af Israel, en almindelig uvilje mod politisk ekstremisme og en særlig velvilje over for det nye Østeuropa.

I sin mest aktuelle bog fra dødsåret, Ill Fares the Land, samler Judt disse tråde og impulser i en tilbage- og fremadskuende helhed. Når det med titlens ord står sløjt til med tidsånden i dag, er det fordi det sociale demokrati, som var det 20. århundredes forsonende moment, er kørt af sporet i det 21. Det kunne lyde som en skuffet Bo Lidegaard, men al deres skepsis til trods byder Judts erindringer på muligheder og værdier som kan gøre fremtiden bedre, forudsat de forvaltes med viljestærk fantasi.

Erindringsevne er ikke uhørt hos en historiker. Men i Judts tilfælde gjorde svigtende helbred den evne til en livsbetingelse. Han led af ALS, Lou Gehrigs sygdom, og mistede efterhånden både førlighed, stemme og åndedræt. Henvist til timers urørlig- og søvnløshed hver eneste nat, fandt hans usvækkede intelligens trøst i at fremkalde tilbageblik, minder om hans egen tid og eget liv, hvori vi andre straks kan genkende os selv. Det er denne bevidsthedsaktivitets arkitektur og geografi, han belyser i sin usædvanlige memoirebog The Memory Chalet, dvs. erindringens svejtserhus, som også kom i fjor, kort før forfatteren døde.

Det var til en sådan bygning, typisk en beskeden pension, han i tankerne søgte tilbage i sygestuens lange nattetimer, ganske som han i barndommen og senere som rejselysten voksen havde søgt sig til virkelighedens Svejts - dengang som nu et betryggende, uforanderligt helle, en harmoni af effektivitet og tradition i en ellers omskiftelig tilværelse. Kort sagt et lykkeligt sted som mest overrasker ved at ingenting sker - før en erindringsevne som Judts befolker det!

For ham er historikere filosoffer der underviser med eksempler: indirekte, induktivt, impressionistisk. Deres fortællinger er som vævninger - af privat og offentligt, genkaldt og følt, ræsonneret og intuitivt. Judts egne fortællinger fandt deres særlige udfaldsrum i chalet’en, og i det, han fortæller, indgår personlige erindringer som en rød tråd. Men det er erindringer til genbrug, sågar analyse, denne fortællers hoved er fuld af. Og med en døende krop under hovedet har han specielt behov for at åbne sluserne for erindringer, der kan distrahere dødstanken uden at være så spændende at søvnen udebliver. Judt besad denne sjældne erindringsevne, men understreger at det var en gave han gerne havde været foruden. En dyd gjort af nødvendighed.

Hvad Judt erindrer i sit mentale svejtserhus er et liv som både er hans og hans samtids. Født i 1948 genkalder han det 60 år senere som babyboomernes liv i indbegreb - bilens generation af forkælede individualister, som var til fals for teknologi, men afviste markedsøkonomi, dog kun med den dialektiske materialismes abstraktioner.

Selv var Judt til offentlig transport, og hans socialdemokratiske sindelag fornægter sig ikke, når han mindes sin barndoms London gennemkrydset af busser ude fra forstæderne. Sådan udfoldedes dengang et rigt storbyfællesskab, der nu kun har hjemme i nostalgien. I tog og busser var man befriende »hjemløs«, så sandt som turen i sig selv var vigtigere end målet. Undervejs oplevedes befrielsen ved at blive til, mens det at være til, i familiens skød, på et bestemt sted, kunne være det samme.

Det er skæbnens ironi, at sygdom endte med at berøve netop denne rejsende den gode følelse af tilblivelse til fordel for en uendelig væren som søvnløs sengeliggende. Men på erindringsplan er hverken gejsten eller perspektivet gået af Judts rejseoplevelser. Banegårdene mindes han fx som modernitetens katedraler, og i sit hovedværk, Postwar: A History of Europe Since 1945 (2005), giver han som den første et totalindtryk af det nys differentierede europæiske rum, øst som vest, oplevet gennem et kupévindue og i togtid.

Når alt kommer til alt er rodløshed derfor en overfladisk betegnelse af Judts væsen. Faktisk er han rodfæstet, blot i indbyrdes modstridende lokaliteter og traditioner. Engelsk? Jødisk? Hverken-eller og både-og! De fleste ’ismer’ byder ham imod, specielt patriotisme og anden ubetinget loyalitetsfølelse, over for fædreland eller gud, en ide eller et menneske. Sin selvforståelse som kosmopolit og grænsegænger ønsker han slet ikke opfattet som en identitet, kun som tegn på hans livsbetingelser. Identitetspolitik er solipcisme der er gået amok - som det skete i 60ernes israelske kibbutz-demokrati eller senere, da postmodernismen skred ud i svinget.

Som menneske og intellektuel befinder Judt sig helst i marginen, ja, der hvor marginaler krydses. Sådan mindes han 60er-generationens privilegium: at være radikal, men dog tilhøre et meritokrati. Og sådan forstår han jødisk tradition som en uortodoks blanding af kollektiv selvkritik og ubehagelig sandhedssøgen - nu lykkeligvis betrygget af den fastansatte akademikers ret til at ytre sig kontroversielt.

At modsætningsfylde kom til sin fulde ret for Judt i New York, kan ikke undre. Bindestregs-europæeren i Amerika er bare ham! Med blandede følelser mindes han de franske intellektuelle fra ungdomsårene på Ecole Normale i Paris - dengang den akademiske verdens centrum, i dag en anakronisme. Sådan er USAs intellektuelle centre - specielt de gode offentlige universiteter - ikke hævet over virkelighedens modsigelser. Om Indiana- og Texas-universiteterne siger han fx: »Kun få kilometer syd for Blooming-tons kosmopolitiske akademiske miljø er vi i den gamle Ku Klux Klans hjerteland, ganske i stil med at Texas-universitetets uforlignelige bibliotekssamlinger befinder sig midt i isolationen og fordomsfylden i det bøhland der omgiver dem.«

Judt levede og åndede for eksklusive skæringspunkter - som indfaldsveje til en genstridig virkelighed. Nu hvor Lena Sundström har opsøgt en sådan virkelighed bag myten om danskerne som verdens lykkeligste folk, kunne man godt have ønsket sig en mere skarpsindig sporhund end den svenske besøgsjournalist. Tanken går uvilkårligt til Tony Judt, hvis mentale geografi rummede intet mindre end to modsætningsfyldte kontinenter. Han er nu død. Men hans forfatterholdning længe leve!