Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Historien om et amputeret Kierkegaard-værk begynder med en forsvundet paraply

I julen skal vi alle være glade, så for ligevægtens skyld følger her en trist, grå og skånselsløs beretning om en monumental Kierkegaard-udgivelse, der blev til en torso.

»Hvordan er det gået til? Ingen ved det åbenbart, men i 2012 blev en lang række medarbejdere på det kierkegaardske forskningscenter afskediget. I dag er kun en lille håndfuld tilbage,« skriver Flemming Chr. Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

En dag skulle jeg finde et bestemt citat af Søren Kierkegaard, og derfor hjemsøgte jeg den store Kierkegaard-udgave i 55 bind, der udkom i årene 1997 til 2012, og som hævdes at indeholde alt, hvad filosoffen har skrevet.

Citatet drejede sig om en paraply, og det er selvsagt håbløst i så mange bind at lade blikket scanne sig hen til en bestemt omtale. Heldigvis vidste jeg, at Kierkegaard staver ordet som 'paraplui' eller 'parapluie' og lignende.

Derfor kunne jeg gå ind på Søren Kierkegaard Forskningscenterets hjemmeside og bruge en søgefunktion, der burde opspore hvert et komma i hans værker.

Flemming Chr. Nielsen Fold sammen
Læs mere

Men forgæves: Citatet om paraplyen var der ikke. Intet som helst.

Fraværet blev hurtigt til en gåde, og her må læseren ulejliges med en mindre omvej. Før udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter i de 55 bind var vi henvist til dels de af Kierkegaard selv udgivne værker, dels til hans såkaldte »Papirer«, og dertil for feinschmeckere »Breve og Aktstykker« vedrørende Søren Kierkegaard.

To reolmeter

Kierkegaards egne udgivelser plus et par bøger, der udkom kort efter hans død, foreligger i tre mønstergyldige udgaver. Den første er fra omkring 1900. Den næste er fra mellemkrigstiden, og i 1960erne udkom en tredje udgave. De adskiller sig ikke meget fra hinanden. Hist og her er en trykfejl rettet, og udgaven fra mellemkrigstiden er af ukendte årsager sat med gotisk skrift.

Dertil kommer Kierkegaards »Papirer«. De indeholder hans optegnelser, kladder, dagbøger og den slags. De udkom i årene fra 1909 til 1948 i 25 bind. Noget af indholdet var allerede udkommet omkring 1870erne som »Efterladte Papirer«, men den udgave har kun antikvarisk interesse. Den er ufuldstændig, kaotisk og på mange måder fejlagtig.

Og endelig »Breve og Aktstykker«, der blev udgivet i 1950erne, og som foruden breve til og fra Kierkegaard indeholder en udskrift af eksempelvis hans skolevidnesbyrd, eksamensprotokoller og sygejournaler. I alt 21 aktstykker.

Så for at repetere, hvad der forelå før monumentaludgaven i 55 bind fra 1997 til 2012:

  • Tre samlede og i praksis identiske udgaver af de værker, Kierkegaard selv udgav.
  • En samlet udgave af hans »Papirer«.
  • En samlet udgave af »Breve og Aktstykker« vedrørende Søren Kierkegaard.

Alt det havde jeg engang haft stående, men da jeg i 1997 tegnede abonnement på monumentaludgavens 55 bind til en samlet pris på ca. 15.000 kr., forærede jeg de to reolmeter væk til en god ven. Jeg mente nok at kunne klare mig, indtil det sidste og 55. bind engang udkom. Skulle det knibe, havde mit lokale bibliotek dem jo.

Bognørden Kierkegaard

Jeg tør roligt sige, at jeg glædede mig som et barn til en julekalender, hver gang der med regelmæssige mellemrum ankom et nyt bind af de 55. Lækkert trykt, gennemkommenteret, ikke en oplysning, der manglede. Det hele udgivet og tilrettelagt af kyndige filologer og realkommentatorer.

Her bare et enkelt eksempel: Udgiverne har sågar sammenlignet forskellige eksemplarer af samme bog. Var der trykforskelle eller andre afvigelser? Jo, det viser sig, at i Kierkegaards eget eksemplar af originaludgaven af »Enten-Eller«, et af hovedværkerne i forfatterskabet, er 16 ord stavet anderledes end i de andre eksemplarer. Altså et tydeligt spor af bognørden Kierkegaard, der også var meget omhyggelig med en særlig fornem indbinding af de bøger, han forærede væk.

»Det er ikke filosofiens hellige gral, men armodigt er det da, at citatet er sprunget over i den store internationale udgave.«


Men der var jo stadig det nagende og uløselige problem med det manglende paraply-citat, og en mørk nat åbenbarede det sig i al sin gru. Pludselig fandt jeg i allerførste bind af de 55 følgende oplysning:

»Søren Kierkegaards Skrifter er en komplet nyudgivelse af alt, hvad der findes overleveret fra Søren Kierkegaards pen: De værker, han selv bragte i trykken. De værker, han gjorde færdig til udgivelse, men som først udkom efter hans død, og de værker, han ikke gjorde helt færdig. Alle forarbejder til de nævnte værker. Desuden journaler, notesbøger og løse papirer i øvrigt, samt endelig breve og biografiske dokumenter. Søren Kierkegaards Skrifter samler således, hvad der hidtil har foreligget adskilt i de tre successive udgaver af Samlede Værker, i de to udgaver af hhv. Efterladte Papirer og Søren Kierkegaards Papirer samt i Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard.«

En statue uden den ene arm

Men det var jo ikke sandt. Paraply-citatet fandtes ikke i Søren Kierkegaards Skrifter. Kierkegaard-forskernes blod, sved og tårer gennem næsten tyve år, det helligste af alle kierkegaardske relikvier er en amputeret Kierkegaard, en torso, en statue uden den ene arm og det andet ben. Eller mere elskværdigt sagt: Et monument uden paraply.

Jeg måtte på biblioteket for at låne Søren Kierkegaards »Papirer«. Deri fandt jeg citatet om paraplyen. Det er ikke filosofiens hellige gral, men armodigt er det da, at citatet er sprunget over i den store internationale udgave, som fra 1997 til 2012 blev finansieret af blandt andre Danmarks Grundforskningsfond, Kulturministeriet og Forskningsministeret.

»Trods megen tale om kulturarvens vigtighed er der måske ikke vælgerstemmer eller salg nok i Kierkegaard. Han regnes for en særling, der kun har interesse for de nærsynede.«


Og værre endnu: I de 55 bind mangler så meget som 15-20 pct. af indholdet i Søren Kierkegaards Papirer, hvilket fremgår af det register, en konkordans hedder det, som forskningscenteret har udarbejdet, men uden at forklare manglerne. 16 af de 21 aktstykker i »Breve og Aktstykker« vedrørende Søren Kierkegaard er også udeladt.

Hvordan er det gået til? Ingen ved det åbenbart, men i 2012 blev en lang række medarbejdere på Søren Kierkegaard Forskningscenteret afskediget. I dag er kun en lille håndfuld tilbage.

En yderst gavnlig Motion

Men om den videnskabelige katastrofe, der gjorde vor tids største bogudgivelse til en torso, har vi intet hørt. Kierkegaard-forskere er lærde mennesker, som ikke råber op eller demonstrerer. Det ville nok heller ikke nytte noget. Trods megen tale om kulturarvens vigtighed er der måske ikke vælgerstemmer eller salg nok i Kierkegaard. Han regnes for en særling, der kun har interesse for de nærsynede.

Derfor henligger det i tusmørke, hvorfor vi i dag har en amputeret Kierkegaard. Men, vil nogen spørge, skulle udgaven da have omfattet langt mere end de 55 bind? Nej, planen var fra starten i 1997 og formuleret i det indledende bind, at en del af Kierkegaards »Papirer« ikke skulle udkomme i bogform, men som et digitalt supplement. Det var der gode og solide argumenter for. En del af det manglende er nemlig forarbejder, som nogle steder er næsten identiske med de trykte udgaver.

»Dertil har jeg en stor Parapluie med stærk Stang, nu gaaer jeg ud paa en af de meest stormerske Pladser slaaer Parapluien op og holder den for mig, mod Vinden.«


Men løftet om at »samle, hvad der hidtil har foreligget adskilt,« blev aldrig opfyldt. Det er en på alle måder grå og skånselsløs historie, at de 55 trykte bind ikke er hele Kierkegaard, og at de mange huller aldrig blev udfyldt med det lovede digitale tillæg.

Ikke kun er historien trist her i juletiden, hvor vi alle skal være glade, men især er den det i betragtning af, at man i nationens ludfattige år fra 1900 og til 1950erne kunne gennemføre samlede udgivelser af hele Kierkegaard.

Dermed tilbage til Kierkegaard-citatet om paraplyen, der heller ikke kom med i de 55 bind.

Her er det:

»Den Tidsfordriv at kæmpe med Blæsten. Dertil har jeg en stor Parapluie med stærk Stang, nu gaaer jeg ud paa en af de meest stormerske Pladser slaaer Parapluien op og holder den for mig, mod Vinden, ligesom til Bajonet-Fægtning mod Cavaleriet. Grebene ere følgende: den ene Haand holder paa Grebet, den anden lægger Tommelfingeren paa Fjederen foroven, at jeg kan narre Vinden, hvis den faaer for megen Magt, ved at slaae Parapluien sammen. – Nu slaaes vi. Denne Tidsfordriv er til- lige en yderst gavnlig Motion, fordi man maa gjøre de besynderligste Spring.”

Det og meget, meget mere havde fortjent sin fysiske eller digitale plads i en moderne og komplet Kierkegaard.

Flemming Chr. Nielsen har bl.a. skrevet biografien »Ind i verdens vrimmel« (1998, rev. udg. 2006) og under pseudonymet Erik Søndergaard Hansen »Regine Olsens dagbog« (2001).