Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Her i velfærds-ghettoen går det godt

»Vi skaber utryghed og rædsel blandt de dårligst stillede. Angst æder sjæle op. Angst skaber psykisk nedbrud. Angst skaber mental lammelse fremfor handlekraft.«

Tuborg Havn. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Var det ikke på tide, at vi, der er relativt velstillede, stoppede vores klynkeri, bakkede op om samfundet i stedet for at forsøge at nedbryde det? Var det ikke på tide, at vi bidrog mere til samfundet både økonomisk og socialt? At vi holdt op med til stadighed at stirre os blinde på det lyksalige ved at rage stadigt større værdier sammen til os selv? At vi ophørte med at opføre os som forkælede narcissister? At vi opførte os som voksne ansvarlige mennesker med en humanistisk tilgang til vores samfund. At vi holdt op med at terrorisere de dårligst stillede, men i stedet reelt begyndte at hjælpe dem? At vi på en helhjertet og omsorgsfuld måde sørgede for, at også de kunne få bare et nogenlunde og værdigt liv?

Er sandheden, at vi velstillede i virkeligheden er den samfundsgruppe, der mest af alle undsiger og melder os ud af samfundet? Skal det virkelig være en gylden regel, at social empati er omvendt proportional med pengepungens størrelse?

Velfærdssystemet tilvejebringer hospitaler, skoler, universiteter, diverse uddannelser, børnepasning, veje, kollektiv trafik, kloakker, vandforsyning mv. Det er vi jo enige om. Men ophører enigheden herfra?

Kvaliteten og den humane kapacitet af et lands velfærdssystem må og skal primært aflæses i, hvordan man behandler de dårligst stillede. Sådan vurderer vi selv lande på andre dele af kloden.

I den offentlige debat er det, som om det er de velstillede, der er de forarmede og nødlidende, og som kun gider at arbejde, hvis de får konstante skattelettelser.

Det påstås samtidig, at skattelettelser skaber arbejdspladser. Det er noget vrøvl. 50 mia. kr. gav Anders Fogh Rasmussen, og senere gav Helle Thorning-Schmidt otte mia. i skattelettelser til os velstillede.

Skattelettelser tages af den fælles kasse, hvor de ellers skulle have været brugt til sundhedsvæsen, plejehjem, skoler, børnehaver, vuggestuer, vedligeholdelse af veje mv. og på at hjælpe de dårligst stillede. Når pengene mangler i statskassen, er det ikke hospitalsbygninger mv., der sælges, men derimod det menige personale, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, pædagoger, pædagogmedhjælpere, hjemmehjælpere osv., der må ud.

Skattelettelser medfører tab af reelle arbejdspladser fremfor etablering af nye.

Topskattelettelserne hverken opdages eller påskønnes herude i Hellerup og omegn. Her mangler vi ikke penge. Og de medfører ikke adfærdsændringer. Topskattelettelser går udelukkende til at konsolidere de velstilledes rigdom.

En forøgelse af rådighedsbeløbet til de dårligst stillede kunne derimod medføre et større forbrug af basale fornødenheder, og det kunne nok kaste regulære danske arbejdspladser af sig.

Beskat boligsalg

Vi købte vores hus her i Hellerup i 1984 for én mio. kr. Vi har brugt et par millioner på istandsættelser og forbedringer. Før finanskrisen var det ca. 12 mio. kr. værd, så faldt det til ni-ti mio. kr. Nu er det atter på 10-11 mio. kr. Altså en nettofortjeneste på syv-otte mio. kr.

Den kan vi frit realisere ved salg uden nogen form for beskatning. Er det fair? Nej.

Sådanne indkomster bør bidrage og beskattes, når de kommer til udbetaling, på lige fod med andre indtægter. Nettofortjenesten (fratrukket forbedringer) fra fast ejendom bør, efter en indfasningsperiode, beskattes med op til 40-45 procent, når ejendommen sælges. Den løbende ejendomsskat svarer kun ca. til lejeværdien for en tilsvarende lejebolig.

Når jeg, som teknisk rådgiver, færdes i almennyttige bebyggelser på vestegnen, kan man her iagttage en ydmyghed, ensomme mænd og kvinder der med Netto-posen i hånden sniger sig langs husmurene og udstråler et forsigtigt »undskyld jeg er her – jeg skal nok skynde mig op i min lejlighed«. Dagligt fortæller fjernsynet dem, at de nasser på de andres penge, at de er dovne, uduelige og ikke ønsker at arbejde. I de små tilrøgede lejligheder kompenseres der for at være jaget bytte med en levevis, der medfører en 10-15 år tidligere død end hos os andre.

Nu sætter vi kontanthjælpen ned med 3.000-4.000 kr. om måneden for en del af disse mennesker. Yderligere 1.000 kr./mdl. mister de, som ikke har haft 225 timers arbejde inden for et år. Flere og flere sættes ud af Kongens Foged. Hvorhen? Billige boliger er en mangelvare med årelange ventelister.

Vi skaber utryghed og rædsel blandt de dårligst stillede. Angst æder sjæle op. Angst skaber psykisk nedbrud. Angst skaber mental lammelse fremfor handlekraft. Fattigdom nedbryder og gør mennesker sølle.

Der påstås at være arbejdsgivere, hvor disse udstødte mennesker kan få arbejde. Men hvor?

Hotellerne bruger filippinsk arbejdskraft, gartnerierne bruger østeuropæisk arbejdskraft, landbruget ligeså. Vi i Hellerup og omegn bruger polsk, rumænsk eller litauisk arbejdskraft, når vi istandsætter vores huse. Til lønninger, som almindelige danskere ikke kan overleve på.

Skal de udstødte mennesker melde sig ind i samfundet på ny, kræver det arbejdsgivere, der tør investere i og vise disse mennesker rummelighed, tillid og tryghed og give lidt køb på effektiviteten. Men bliver de dårligst stillede så forarmede, at de mangler tænder og er kørt psykisk ud i tovene, vil arbejdsgiverne jo ikke røre dem. Og hvem skal så tage sig af dem?

Her i Hellerup og andre velstandsghettoer går det rigtig godt. Aldrig før har der været så mange Ferrari’er, Maserati’er, Porsche’r, Bently’er, Audi’er, BMW’er og Mercedes’er. Hér er tilvæksten i rigdom højtråbende og iøjnefaldende. Her bruger vi vores penge og energi på at forgylde os selv og føre os frem. Men behøver vi velstillede de ubeskattede formuetilvækster, den billige østeuropæisk arbejdskraft eller flytte penge i skattely når vi ikke kan få nok? Behøver vi bøje og omgå regler for at undgå at tage del i samfundet? Behøver vi oveni topskattelettelser?

Helt ærligt: Nej.

Afstumpethedens vej

Vi er alle et produkt af samfundet. Vores høje indtægter og vores høje formuer skyldes de muligheder, som samfundet har skabt for os. Det er os, der skylder samfundet noget, og ikke omvendt.

Men vi er i stedet begyndt at betræde afstumpethedens vej. Det begyndte med topskattelettelser under Anders Fogh Rasmussen. Helle Thorning-Schmidt videreførte det. Og Løkke, Pape og Samuelsen ønsker en ekstra stramning. Fremtidsvisionerne for denne nye samfundsmodel er yderligere topskattelettelser, offentlige nedskæringer, nedskæringer på sundhedsvæsen og offentlig omsorg, vækst i private sygehuse og klinikker, private sundhedsforsikringer, private forsikringer mod tab af velfærd, Gatede Communities, accelererende social forarmelse og fortsat tilvækst i antal af hjemløse, manglende midler til politi, social forsorg mv., omsiggribende bandeaktivitet, polarisering og opdeling i a- og b-samfund.

Inden længe kan vi så ønske skattesænkningsfundamentalisterne til lykke, de har opnået det mini-USA eller mellemamerikanske land, som de stræbte imod. Slut er hyggen i samfundet. Omsorgen for hinanden kan findes i historiebøgerne. Det var så det, 60-80 års velfærdsmodel er passé.

Der er dog stadig folk, som gerne vil give mere i skat, også i topskat, i bytte for genindførelse af trygheden. Sammenhængskraften i et samfund er tryghed. Men sammenhængskraften er ved at blive sat over styr.

I Danmark har erhvervsfrekvensen i mange år ligget omkring de 80 procent. Vi ligger i top-fire i EU. Vi har derfor minimale problemer i forhold til omfanget af beskæftigede.

I 1970erne og 80erne var marginalskatten, så vidt jeg husker, oppe på 76 procent. Og vi havde formueskat. Marginalskatten er nu nede på 58 procent. Formueskatten er for længst fjernet. Den velstillede del af befolkningen har aldrig før haft så store midler mellem hænderne. Og alligevel har der aldrig før været så meget forkælet klynk fra de velstillede som nu.

Nogle slår for tiden om sig med kristne værdisæt. Men når man tænker på buddene om næstekærlighed og om at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, er det jo os i den bedrestillede halvdel af befolkningen, der er holdt op med at efterleve disse almengyldige anstændigheds-spilleregler.

Vi har skiftet anstændigheden ud med selvtilstrækkelighed og grådighed. Topskattelettelser fungerer i praksis som terroranslag mod velfærdsstaten.

  • Thorkil Brodersen er arkitekt MAA. og indehaver af Thorkil Brodersen Arkitekter Aps