Her er de nævnbare fakta om indvandring

Gunnar Viby Mogensens og Poul Christian Matthiessens kronikker, »Unævnelige fakta om indvandring (I og II)«, er desværre med til at skabe en faktuelt forkert fortælling om det store flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, og ikke mindst de nydanske muslimer.

To kronikker i Berlingske (4. og 5. juli 2016) tegner et særdeles skævt billede af det store flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det drejer sig om mine to tidligere undervisere på Økonomisk Institut, Københavns Universitet, Gunnar Viby Mogensens og Poul Christian Matthiessen, som under overskriften »Unævnelige fakta om indvandring (I og II)« giver en række konklusioner om indvandring og fejlslagen integration. I særlig grad fokuseres på nydanske muslimer, der tilsyneladende udpeges som ikke-integrerbare medborgere på grund af uoverstigelige kulturelle og religiøse forskelle.

Kronikkerne er desværre med til at skabe en faktuelt forkert fortælling om det store flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, og ikke mindst de nydanske muslimer.

Kronikkerne præsenterer også en række statistiske fakta, som jeg fuldt ud anerkender. Problemet er imidlertid manglen på proportioner. Her er en lang række forhold, der bør kommenteres. Derfor giver jeg i denne kronik en anden fortælling fyldt med særdeles nævnbare fakta om de ca. 450.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark, hvoraf ca. 250.000 er nydanske muslimer.

Når man nævner antallet af muslimer, bør man også nævne, at muslimer ikke er en homogen gruppe. Ca. 57 pct. er sunni-muslimer, ca. 14 pct. er shia-muslimer og ca. 29 pct. tilhører andre muslimske retninger. Under 40 pct. af muslimerne i Danmark har deres oprindelse i arabiske lande.

Mogensen og Matthiessen spekulerer i de to kronikker om, hvorvidt de mange syriske asylansøgere virkelig »er flygtet over hals og hoved fra voldsomme krigsbegivenheder«, eller om mange i stedet bare bruger »asylargumentet som adgangskort« til at komme ind i Europa.

Skulle Mogensen og Matthiessen have ret i denne påstand, kan det undre, at Danmark ikke allerede for fem, ti, 20 eller 30 år siden var fyldt med mennesker fra Syrien. Fra 1980 til 2010 var der en tilvækst på indvandrere fra Syrien på 1.800 personer, så der i 2010 var ca. 2.000 syriske indvandrere i Danmark. Den store tilvækst er først sket i 2014 og ikke mindst 2015, så der i dag er ca. 24.100 syriske indvandrere i Danmark. En tilvækst der netop følger udviklingen af borgerkrigen i Syrien.

En af kronikkernes andre budskaber er, at »Strømmen af asylansøgere fra Afrika og Mellemøsten vil have en stærk tendens til at fortsætte, når den først er kommet i gang.« Denne påstand er der ikke meget statistisk belæg for. I dag er der ca. 12.300 statsløse indvandrere fra Libanon. I 1995 – for mere end 20 år siden – var der 11.100. En tilvækst på 1.200 indvandrere på 20 år. Der er i dag ca. 11.400 somaliske indvandrere, i 2000 var der 11.300 – en tilvækst på 100 personer på 15 år. Der er i dag ca. 21.200 irakiske indvandrere. For ti år siden var der 20.800 indvandrere, en tilvækst på 400 personer på ti år.

Mogensen og Matthiessen nævner også TV2s meget omdiskuterede dokumentar om otte danske moskeer, »Moskeerne bag sløret«. Dokumentarens korte negative budskaber, som gentages igen og igen, bekræfter i deres simple form fordomme om muslimer i Danmark. Budskabet om f.eks. fejlslagen integration står desværre efterfølgende tilbage, som om det omhandler flertallet af danske muslimer. Den præmis har begge kronikører åbenbart købt. Men alle nydanske muslimer og imamer skal ikke mistænkeliggøres eller tage ansvar for enkeltes ord og handlinger.

I et sekulært samfund som det danske må man selvfølgelig praktisere sin religion – også ved at gå i moske. Statistikken viser imidlertid, at flertallet af muslimer (ca. 64 pct.) går lige så lidt i moske, som flertallet af danskerne (ca. 74 pct.) går i kirke. Så på dette punkt minder nydanskere og danskere ganske meget om hinanden. Tilsvarende har ca. 95 pct. af muslimerne sjældnere end én gang om måneden både deltaget i en religiøs ceremoni og samtidig gjort brug af en imam i forbindelse med personlig vejledning, heraf har 46 procentpoint aldrig eller kun sjældent gjort dette. Antallet af muslimer tilknyttet en moskeforening antages på landsplan at være ca. 20-25 pct. Til sammenligning er ca. 80 pct. af danskerne medlem af folkekirken. Disse tal giver et ganske andet billede af muslimers religiøsitet, end der nævnes i Mogensen og Matthiessens kronikker.

Kronikørernes konklusioner refererer også til en undersøgelse af muslimers religiøse praksis, holdninger og værdier foretaget af Wilke og Jyllands-Posten fra 2015. Undersøgelsen skulle tilsyneladende påvise, at f.eks. 41 pct. af de danske muslimer med en mening om emnet synes, at fundamentet for al lovgivning i Danmark helt eller delvis burde være Koranen. Disse tal har man fundet ved at spørge informanter, som erklærer sig selv som muslimer, og at deres navne giver anledning til at tro, at vedkommende er muslim. Denne type undersøgelse er imidlertid ikke statistisk pålidelig, fordi den f.eks. sorterer alle fra som hedder f.eks. Safia eller Muhammed, men som ikke ønsker at erklære sig selv som muslimer, eller personer fra traditionelt muslimske lande, men som ikke hedder et traditionelt muslimsk navn. Denne måde at bedrive statistik svarer til at gå ind i en svømmehal for at undersøge, om folk, der går i svømmehal, godt kan lide at svømme. Ikke overraskende kan man derefter konkludere, at alle de svømmehalsgæster, man havde talt med, var meget glade for at svømme.

Selvom der uafviseligt er problemer i visse dele af de muslimske miljøer, er proportionerne vigtige. Hvis vi ser overordnet på statistikkerne tegnes et langt mere positivt billede af ikke-vestlige og muslimske indvandrere og deres efterkommeres evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund. Vi minder meget om hinanden i Danmark, når der fokuseres på at finde lighedspunkterne mellem flertallet af danskerne og flertallet af nydanskerne. Det fremgår klart af bogen »Nydansk – er nydanskere og danskere virkelig så forskellige?« som gennemgår en række temaer fra vugge til grav om integrationen i Danmark baseret på data fra f.eks. Danmarks Statistik, Integrationsministeriet og Rockwoolfondens forskningsenhed.

På den anden side er det et statistisk faktum, at arbejdsmarkedsdeltagelsen et særdeles lav for de ca. 11.000 kvinder, som er kommet til Danmark fra Syrien, Somalia, Libanon og Irak. Disse kvinder er kommet til landet med store sprogvanskeligheder og en del er kommet til landet som flygtninge med krigstraumer. Af disse kvinder i alderen 30-59 år er fire ud af fem på offentlig forsørgelse. Men integration er ikke kun, hvad førstegenerationsindvandrere gør for sig selv. Integration er også, hvad de giver videre til deres børn. Hvis vi ser på de muslimske førstegenerationsindvandreres børn, så går det rigtigt godt. Disse unge mennesker demonstrerer et stort socialt mønsterbrud. Et godt eksempel på en integrationssucces er f.eks., at ca. 76 pct. af de 20-29-årige irakiske efterkommere er i uddannelse eller i beskæftigelse, en forskel på kun otte procentpoint, når man sammenligner med samme gruppe af danske 20-29-årige. For pakistanerne i samme aldersgruppe er tallet ca. 74 pct. svarende til en forskel på ca. ti procentpoint.

Ikke-vestlige efterkommerne – der i 2060 vil være mange hundrede tusinder af – vil således komme til at bidrage langt mere til den danske økonomi, herunder også med deres varme hænder til bl.a. plejehjemssektoren. De vil dermed også være med til at hæve kvaliteten af plejen til sengeliggende ældre – uanset oprindelse.

Det var en anden fortælling baseret på fornuft og fakta, og til fordel for denne konklusion taler vel også, at den formentlig er korrekt, når vi sammenligner flertallet af nydanskere med danskere, fremfor hele tiden at fokusere på et mindretal af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.