Har vi ældre lyst til noget sødt, stikker vi næven i tallerkenen med croissanter

10KULBMR-141219.jpg
Fra komidieserien »Gracie Grace and Frankie«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra serien

Det var en chokoladecroissant, der første gang fik mig til at grine ubehersket ad Netflix’ komedieserie »Grace and Frankie«. Og for nu at ødelægge vitsen, vil jeg gerne forklare hvordan og hvorfor.

»Grace and Frankie« handler om to cirka 75-årige kvinder, spillet af henholdsvis Jane Fonda og Lily Tomlin, der begge abrupt slynges ud i en livskrise, da de erfarer, at deres respektive ægtemænd har haft et hemmeligt forhold i tyve år. Et forhold, som mændene nu ønsker at besegle med et giftermål.

Den sønderknuste Grace beder sin mand om det, hun kalder en »sidste heteroseksuel brunch« med deres voksne døtre, sådan som de har haft det i årtier. Men da døtrene kommer ind ad døren, kan hun ikke holde tårerne tilbage og buser ud med nyhederne om faren.

Børnene er først på deres mors side, og beder ham om at forlade stuen, så de kan trøste mor i fred. Og lige der optræder detaljen, der fik mig til at skoggerle. Faren, der spilles med stor værdighed af Martin Sheen, respekterer sine børns ønsker om en alenestund, men på vej ud af stuen forsyner han sig ikke desto mindre med en croissant fra brunchbordet.

Der er jo ingen grund til, at lækkerierne skal gå til spilde, selv om familien er grådkvalt.

Udover at den er morsom, fik croissanten mig til at tænke på, hvor sjældent det er, at ældre får lov at spille TV-serie-roller, der handler om andet end at rolleindehaverne er gamle.

Det er en problematik, der ligner den, indvandrerskuespillere længe har beklaget: at de kun bliver hyret til roller, der skal illustrere indvandrer-temaer. Og selv om »Grace and Frankie« ikke er uden fejl, skal den have ære for at forsøge på at skildre ældre som mennesker, og ikke som talende rekvisitter, der skal illustrere en pointe om alderdommen.

Nu har Hollywood aldrig været særligt god til at finde på komplekse roller til ældre, så i den henseende er aldersdiskriminationen i TV-serier business-as-usual.

Som regel nøjes film og TV-serier med latterliggørelse, og i disse år, hvor tidligere ungdomsoprørere og new age-flippere er kommet ind i pensionsalderen, er Dustin Hoffmann og Barbara Streisand som aggressivt frigjorte hippieforældre i »Meet The Fockers«, eller Jesper Christensens syremusiker i »Arvingerne«, typiske eksempler.

I andre tilfælde fremstår ældre mest som repræsentanter for antikverede synspunkter herunder »naiv« racisme, som den Chevy Chases karakter Pierce fremturer med i den ironisk indforståede komedieserie »Community«.

Et nyligt eksempel på en TV-serie, der kommenterer satirisk på ældrediskriminationen, er Aziz Ansaris fyldt-med-fine-observationer-komedie »Master of None«.

Da Aziz, der er af indisk baggrund, i serien møder sin (hvide) kærestes farmor på et plejehjem, forventer både Aziz og seerne, at den gamle kvinde formentlig er racist – hun jo er gammel! Han bliver i stedet glædeligt overrasket.

»Grace and Frankie« og »Master of None« er positive undtagelser i et generelt billede af en TV-serieverden, der ikke tør være i øjenhøjde med alderdommen. Det er trist, for de (vi) ældre har fortjent en bedre behandling.

Årene har gjort os både seje og interessante, og det er vi, fordi vi ikke længere behøver at tage så mange hensyn. Har vi ældre lyst til noget sødt, stikker vi næven i tallerkenen med croissanter. Vi vil ikke finde os i at være klicheer, og vi er pisseligeglade med, hvad folk mener.

Det skal jeg se i denne uge: »Dicte« på TV 2 og »The Mindy Project« på Netflix.