Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Har provinsen en fremtid?

Fremtidens provinsby og livet på landet skal være et attraktivt alternativ. Et fedt sted med gode boliger, smukke landskaber og et stærkt civilsamfund. Men vigtigst: Fremtidens provins skal også være et sted fyldt med ånd og visioner. Uden ånd, ingen fremtid.

Birthe Linddal. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du vil være alt, bliver du intet. Dette gælder også fremtidens by og tidens kamp for at tiltrække tilflyttere, underforstået skatteydere. Kun ved at skille sig ud og tilbyde det, de unge drømmer om, kan man gøre sig håb om en fremtid med positiv udvikling, fyldte skoler og flere borgere.

2015 blev året, hvor provinsen for alvor kom på dagsordenen. Sommerens valg fastslog, at årtiers skævvridning af landet og nedprioritering af alt uden for hovedstaden ikke længere bør accepteres. Regeringens plan om udflytning af 3.900 arbejdspladser pustede liv i en tiltrængt debat, der på glimrende og meget præcis vis understregede behovet og pointen til fulde. For tænk sig, der var nogle, der kunne finde på at gøre op med årtiers centralisering og særbehandling af hovedstaden? Tænk sig, de 3,6 mio. mennesker, der bor »derude«, kan også tænke, tjene penge og altså også stemme!

Kritikken af udflytningsplanen har været massiv. Mange, særligt i hovedstaden, har haft svært ved at se pointen. Alt mens foragten for egne rødder er slående, og empatien for barndommens land og de andre synes nærmest ikke-eksisterende.

Er det ikke reaktionært og mod al sund fornuft at trodse urbaniseringen, synes man forundret at spørge. Er det ikke en helt naturlig konsekvens af en moderne verden, at folk vil bo i byer med muligheder og blandt ligesindede? I århundreder har storbyen været lig med fremtiden, mens landet og jorden var noget, man forlod. Hvorfor overhovedet investere i provinsens fremtid?

Det korte svar er simpelt: Fordi størstedelen af danskerne og ikke mindst produktionen, altså velfærdsstatens penge-generator, stadig befinder sig »derude«. Det andet mere komplekse svar er, at fremtiden ikke er en determineret størrelse. Fremtiden skaber vi i mere eller mindre grad selv. Derfor bør fremtiden også være et resultat af politiske prioriteringer og værdibårne idéer – altså visioner – fremfor at være formet af tilfældigheder, lappeløsninger og kaosstrategier. Ergo kan man, hvis man vil, skabe en fremtid, hvor centralisering og urbanisering ikke er eneste svar.

Selvfølgelig bliver provinsen aldrig det, den var engang. Der er utvivlsomt steder, der skal ryddes og tjene nye formål. Ejendomme, der skal saneres, og vejbyer, der bør eksproprieres. Men muligheden for en ny og lovende fremtid er reel flere steder. Spørgsmålet er blot, hvad der skal til for at få provinsen til at rykke?

Først og fremmest er der behov for en politisk visionær plan for et samlet Danmark. En plan, der også levner ressourcer og vilje til at satse på provinsen og alle de fantastiske vandkants-steder, som forhåbentlig skal rumme andet liv end weekendturisme.

For set fra en tidsånds-symbol-analytikers udkigspost kan der næppe herske tvivl om, at livet i provinsen også rummer svar på mange af tidens længsler og drømme. Tidens hang til urtehaver, natur, små børneinstitutioner, nærhed og langbordsmiddage med frilandsgris imødekommes ligesom bedst, hvor grisen bor og bøgen blomstrer. Nøjagtigt som at det er lettere at slå rødder, stå ved og holde sammen, når der ikke hele tiden er 17 alternativer. Er det ikke mere fællesskab, som tidens unge efterspørger? Er det ikke netop billeder og pointer om ro, natur og simplicity, som fylder siderne i livsstils-magasinernes svar på det gode ustressede liv?

Sagen er jo, at storbyen ikke er det eneste og bedste svar, når det gælder livskvaliteten, sundheden, produktionen og en masse andre ikke ubetydelige størrelser for et rigt og meningsfyldt liv. Provinsen kan også. Masser af statistiske fakta fastslår utvetydigt, at storbyen og centraliseringen ikke altid er den bedste løsning. Livet i mylderet har sin pris. Fremmedgørelse og ensomhed. Tiden, der spildes, mens trafikken står stille. Huspriserne, der banker i vejret og frasorterer flere. For slet ikke at tale om den voksende gruppe af veluddannede storby-familier, som reelt ikke har råd til at bo der og drikke café latte, men hellere lader sig »nøje« end at give slip på ideen om storbyen. Måske, fordi de ikke kender andre svar eller tør tænke andre muligheder?

København er en fantastisk by, men alt er ikke bedre i København, og derfor bør man heller ikke så entydigt kun satse på København, men også se, hvad provinsen kan. Folk i Ringkøbing er f.eks. mindre syge, og folk i Herning kan få ting til at ske. Og det også selvom byen ikke befinder sig en smeltedigel af dynamisk storby-etnisk-mangfoldighed af kreativ klasse.

At sikre provinsen en god fremtid er mulig. Med de rigtige mennesker, kompetencer og ideer kan alt ske, også i provinsen. Falsled Kro, Graceland i Randers og lakrid- sen fra Bornholm er alle eksempler på, at det sublime, utænkelige og lækre er muligt, også uden for storbyen.

Situationen er bare, at provinsen de sidste årtier er udsultet af storbyen, der har hentet de dygtigste unge ind på de højere læreanstalter uden at levere dem tilbage. Kun 16 pct. af de unge vender tilbage. Siden 1997 er 45.000 statslige stillinger nedlagt i provinsen. Selv om intentionerne om en gylden fremtid i provinsen klart er til stede, kan end ikke de trodse den sociologiske virkelighed, som vidner om, at det er nødvendigt med en vis grad af social, økonomisk, symbolsk og kulturel kapital for at sætte en ny dagsorden. Kapitaler, der selvfølgelig også findes i provinsen, men der er bare ikke længere nok af dem til at få ting til at ske og flertal til de nødvendige forandringer. Netop derfor er det mere end nødvendigt med en gevaldig vitamin-indsprøjtning til provinsen. Der er behov for en plan, der kan modsvare det brain-drain, som har fundet sted. En plan, der også gerne må byde på andet end motorveje, cykelstier, kulturhuse og flere jobs. Fysiske tiltag gør det ikke alene.

Det kræver nemlig også ånd at vinde fremtiden i provinsen. Et mentalt rum af progressivitet, som kan skabe de nødvendige forandringer. Uden ånd, vid og kompetencer kommer der ikke til at ske det, som er nødvendigt for en positiv fremtid. For mens der næsten udelukkende tales om jobs og infrastruktur er situationen den, at det måske slet ikke, eller først og fremmest, er det, der mangler mest i provinsen, men derimod ånd, vilje og mulighed for at tænke og handle anderledes. Rum til at ville noget, have ambitioner og turde stå ved dem.

At sikre en attraktiv fremtid i provinsen handler altså OGSÅ om at etablere rum for en foretagsom og progressiv kultur. Om at skabe plads til folk, der vil og kan, og alle de kompetencer, som hele Danmark i rigt mål har betalt til via skattebilletten i årtier, men som i alt for høj grad har klumpet sig sammen i hovedstaden, fremfor at gøre nytte i hele landet.

Derfor er det både visionært og vigtigt, at de 3.900 arbejdspladser og gerne endnu flere rykker ud. Men udflytningen bliver et dyrt og ikke særlig frugtbart tiltag, hvis udflytningen kommer til at stå alene og ikke bakkes op af en samlet, gennemtænkt vision, som fastholder det gode, der allerede er, men også tilfører muligheden for nyt.