Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Har grisehandler Larsen virkelig levet?

Andreas Rasch-Christensen: For få historikere blander sig i den offentlige debat om vores - Danmarks og den enkelte danskers - historie. Konsekvensen er at klichéer og myter overtager kendsgerningerne og fremmedgør os.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor er det herligt, at DR igen igen sender Matador. I den bedste sendetid lørdag aften kan vi følge Maude, Doktor Hansen, Laura og alle de andre, som vi kender så godt. Som historisk fortælling rummer den utvivlsomt potentialer, men hvilke forbehold skal vi tage, når den bliver en del af den folkelige historiefortælling om 1930erne og besættelsestiden. Havde konservativ ungdom så inkarnerede nazistiske sympatier, som det fremstilles i serien, og kan man forestille sig, at der i virkeligheden var radikale modstandsmænd som Doktor Hansen?

Historikere blander sig sporadisk i diskussionerne, som for nylig i Berlingske, men ofte føres de af alle mulige andre. Det burde forholde sig anderledes, fordi det rammer ind i noget helt grundlæggende ved historiefaget, der rækker langt ud over Matador. Da jeg var historiestuderende på Aarhus Universitet i perioden 1992-1998 drejede de videnskabelige diskussioner sig primært om fagets eksistensberettigelse eller mere præcist, om historiefaget i det hele taget var en videnskab. Den postmoderne æra var i gang og gav problemer.

De postmoderne filosoffers pointe var, at der ikke eksisterede noget endegyldigt sandt, da slet ikke i fortiden, som traditionelt var historiefagets primære fokusfelt. Historien blev betragtet som en trampolin, hvor historikeren gjorde sine private krumspring. Det er ikke blevet bedre siden. Hvis der ikke eksisterer noget, som er nogenlunde objektivt, virkeligt eller sandt, hvordan skal historiefaget så bestå som en videnskab? Hvor mange dele intuition kan man egentlig tolerere i en historisk fremstilling, og hvor mange elementer kan man acceptere, som ikke direkte er koblet til historikerens grundstof, kilderne, men er rent stemningsskabende ordmaleri? Hvis man er enig i ovenstående synspunkter er historiefaget i en slags krise.

På den anden side trives den folkelige historie som aldrig før: »At bruge historie er lige så naturligt som at trække vejret og spise«. Citatet stammer fra en større amerikansk undersøgelse. I undersøgelsen fortæller voksne amerikanere om, hvornår og hvordan de bruger det fortidige i deres dagligdag. Så godt som alle amerikanere er optaget af fortiden, og den fortid, der optager dem mest, er deres egen og deres families.

Karakteristisk er det blandt andet, at mens amerikanerne som børn så fortiden som noget forudbestemt, er de i løbet af livet blevet mere opmærksomme på, hvordan de også selv kan ændre deres tilværelser i med- og modspil til deres egen fortid. Her bruger amerikanerne fortrinsvis deres familiefortællinger. De fortæller, at de gennem samtaler med deres forældre og bedsteforældre er blevet opmærksomme på generationsforskelle. For eksempel i forhold til opdragelse.

Pointen er, at fortidsfortællingen er interessant og anvendelig, når den fortælles af mennesker, der er samhørighed med. Den skal handle om mennesker, som har oplevet noget, og som man kan spejle sig i. Det har fremprovokeret, at nogle fagfolk harcelerer over, hvor langt man tillader sig at gå i forsøgene på at komme efterspørgslen efter historie i møde.

De taler om en faglig forfladigelse og lefleri for en ahistorisk og selvcentreret historiekultur, der enten drejer sig om at fortælle om sig selv (for eksempel familiefortællinger) eller få en på opleveren (for eksempel i form af museumsformidling, der gør brug af en masse visuelle og animerede effekter for at tiltrække gæster). Spørgsmålet er, om det ikke er helt nødvendigt at arbejde med historieformidling, der tager højde for almindelige menneskers historiebrug, samtidig med at den er fagligt kvalificerende. Betydningen kan anskueliggøres i en nyere undersøgelse af tyske familiers fortidsbrug. Den viser, at nok anerkendes jødeudryddelsen i tyske familier, men gerningsmændene fra Holocaust kender familierne ikke noget til.

Forbrydelserne var altid begået af nazisterne, ikke af familiemedlemmer.Selv i familier, hvor den skyldige er interviewet og direkte tilkendegiver, at vedkommende henrettede russiske soldater, benægtes dette af de øvrige familiemedlemmer. Fortielser eller forvrængninger foretages altså ikke af den deltagende soldat, men af dennes efterkommere.Hvor Tyskland som stat på forbilledlig vis har gjort op med den nazistiske fortid, er billedet altså mere uklart, når det kommer til den private erindringskultur. Årsagen kan være den, at mens den tyske befolkning i almindelighed har en stor leksikal viden om Anden Verdenskrig og Holocaust, så spiller familiefortællinger en langt større rolle for deres egen personlige erindring.

Tyskernes brug af fortiden i forhold til deres eget liv, fremkommer gennem familiefortællinger, og de lever et løsrevet liv fra de store historier om Anden Verdenskrig, der er omdrejningspunktet for store dele af historieundervisningen i Tyskland, og det betyder, at den private erindringskultur forbliver ubearbejdet.

Hvad kan man så bruge dette til i en diskussion af historiefagets eksistensberettigelse? Vi skal lære historie, fordi vi ikke kan lade være. De fleste mennesker er født med en meget veludviklet nysgerrighed, og stiller konstant sig selv spørgsmål i retning af: »Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor skal jeg hen?...« Alle mennesker bruger faktisk deres fortid.

At fortiden er mangetydig betyder ikke, at den ikke eksisterer. At historieforskerne er uenige betyder ikke, at deres viden er ugyldig. At historieskrivningen rummer mytiske og litterære elementer betyder ikke, at den er bedragerisk - blot kræves der specifikation af, hvilken slags sandhed, den repræsenterer. At historien som myte har en politisk og moralsk betydning for det handlende menneske er en forudsætning for dens eksistens og behøver ikke betyde, at historikeren er korrumperet. Man kunne så spørge, at hvis historien løber igennem det enkelte menneske, er historien så netop det enkelte menneskes ansvar og ikke faghistorikerens? Joh, det enkelte menneske er historieskabende, men også historieskabt. Der er stadigvæk politiske, erhvervsmæssige strukturer, som har været med til at skabe det enkelte menneskes livsvilkår, og dem har faghistorikeren indblik i, eller burde have.

På den måde kan faghistorikeren og historie som videnskab kvalificere det enkelte menneskes historie. Man kan placere den enkeltes lille historie i den store historie, men det kræver, at faghistorikerne begynder at blande sig i den offentlige debat. Historikere fylder for lidt i samfundsdebatten i dag, både inden for deres egne fagområder og i den offentlige debat generelt.

Man overlader debatten til andre, der ikke har samme forudsætninger for at formidle historie. For mange historikere resignerer over for vilkårene i den offentlige debat. De frygter - som andre forskere - at deres budskab bliver forvansket af journalister på jagt efter sensationer, men man er nødt til at indgå i debatten for at få indflydelse på dagsordenen.

TV-serien Matador er på godt og ondt en del af folks historiebevidsthed om besættelsen, men det er faghistorikerens opgave at understrege, at f.eks. grisehandler Larsen ikke er repræsentativ, selvom han er en elsket figur. Ligeledes er det faghistorikerens opgave at belyse, hvorfor jernbanesabotagen ikke rent militært havde nogen virkning mod tyskernes krigsmaskine, men snarere fik en psykologisk effekt. Det er faghistorikernes opgave at forhindre, at historiefortælling trækkes for meget over mod fiktionen. Så bliver historie til klicheer og myter. Fortiden er der og bliver først historiefag, når historikeren giver den form.