Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Har du prøvet med farver?« – Ja, men det gav heller ikke noget job

Foto: Shutterstock og Scanpix Fold sammen
Læs mere

En erhvervskarriere på mere end 25 års fast arbejde som akademiker uden én dags ledighed burde være et godt springbræt til et nyt job. Alt tyder dog på, at arbejdsmarkedet ikke er gearet til folk over 60. Mobiliteten fryser fast for seniorer på jobmarkedet. Det er paradoksalt, når der er et stærkt politisk ønske om at holde folk på arbejdsmarkedet længst muligt.

Kan jobcentrene hjælpe? Første tilbud, man får efter samlet mere end 40 års arbejde, er, at man skal i aktivering efter 13 uger, så man kan lære at stå op!

»Har du prøvet med farver?« spørger den venlige medarbejder på Jobcenteret. »Øh ja – det har jeg prøvet,« svarer jeg. Det var det første råd, jeg fik fra konsulenten i min fagforening ved et møde om karrierecoaching: Fjern alle farver og illustrationer fra ansøgning og CV lød meldingen. Herefter havde jeg fjernet både smarte farver og designs, som jeg havde peppet en del ansøgninger op med netop for at blive bemærket.

Jobcenterets medarbejder virker mere nervøs og stresset end jeg til vores halve times møde. »Har du søgt nogle jobs for nylig, Claus?« Mit navn er Niels og ja – jeg har søgt masser af jobs.

Jeg undrer mig over spørgsmålet. Medarbejderne på Jobcenteret har fuld adgang til alle detaljer om min jobsøgning: Hvilket job, hvornår jeg har søgt og sågar selve ansøgningen. Tidligere hørte jobsøgning med til brevhemmeligheden, og ansøgningen var omfattet af stor fortrolighed. Det var et forhold mellem ansøger og jobudbyder.

Nu registreres alle ansøgninger i Jobnets digitale database. Et ukendt antal sagsbehandlere på Jobcenter og i A-kassen kan se de uploadede ansøgninger. Væk er fortroligheden, og man krydser fingre for, at systemet ikke bliver hacket.

Disruption er markedets logik

Jeg har været i arbejde både før, under og efter min universitetsuddannelse. Vandrede alle årene direkte fra det ene job og lederjob til det næste uden en eneste dags ledighed, men nu er det slut.

Så jeg det komme? Både ja og nej. I mit job som sekretariatsleder for et erhvervssamarbejde begyndte de gule lamper efterhånden at lyse.

Det startede med, at målsætningen for jobbet var etablering af et tættere samarbejde mellem virksomhederne. Strategiarbejdet viste sig endog meget svært. Før internettets tid var virksomhederne kolleger, men nu var de blevet til glødende konkurrenter med webshops, der jagtede de samme kunder.

I løbet af et par år trådte markedets almindelige disruption i kraft: En virksomhed gik konkurs, en meldte sig ud af samarbejdet, og over det næste par år fusionerede nogle, og de resterende små ophørte. Markedets ubønhørlige logik, hvor de store vinder, og de små presses ud. Opgaverne svandt ind i takt med processen, og jeg blev lejet ud på deltid som direktør i et nyt aktieselskab etableret i samarbejde med norske kolleger.

Det nye selskab skulle etablere et digitalt maskinhus til import og distribution af varer. Det var en kompleks opgave med digitale varer fra både producenter og grossister fra mange lande og til salgssteder i flere lande. Efter forhandling af leverandøraftaler, indkøring og test over et par år var projektet i fuld drift. Mission accomplished. Systemet kunne hente varer, valutakursberegne indkøbspriser, kalkulere salgspriser, levere varer og akkumulere salgsrapporter til leverandører og forhandlere.

Jeg havde savet den gren over, som jeg selv havde siddet på. Med andre ord: Robotten, som jeg selv har været med til at udvikle og sætte i drift, havde overtaget de fleste af mine funktioner. Den gule lampe skiftede til rødt.

Karriere som senior

Det har vist sig, at vandringen til det næste job er stoppet. Egentlig er det meget enkelt: Jeg søger primært kommunikations- og lederjobs, og der er mange om buddet. Mellem 100 og 600 ansøgere til hvert stillingsopslag. Og så er det jo meget enkelt: Når en tredjedel med manglende kvalifikationer er sorteret fra (de har søgt, fordi de skal søge to stillinger hver uge), er der fortsat en alt for stor bunke topkvalificerede ansøgere.

Hvorfor skulle en arbejdsgiver tage en snart 62-årig med høj anciennitet, der formodes at være dyr, når der er rigeligt med kvalificerede mellem 30 og 50 år? Min klare fornemmelse er, at arbejdsmarkedet har en indbygget tendens til, at denne aldersgruppe cirkulerer rundt mellem de faste jobs.

Tilbage er der tre grupper: 1. De nyuddannede – der på grund af manglende praksiserfaring har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. 2. Det nye prekariat (løsarbejdere) – der er i vækst med usikre og kortvarige projektjobs også for højtuddannede. 3. De ældre og erfarne seniorer.

Med efterløns- og pensionsreformerne er der et stærkt politisk ønske om at beholde seniorer længst muligt på arbejdsmarkedet. I den virkelige verden spiller det politiske ønske paradoksalt nok ikke ind – hverken hos offentlige eller private arbejdsgivere. Jævnligt tjekker jeg på nettet, hvem der fik jobbet.

Jeg håber på, at det er en nyuddannet, der formentlig har mere behov for jobbet end undertegnede, men det er det stort set aldrig. Det er tydeligt, at nyuddannede og seniorer har det svært, og sidstnævnte må bide sig fast i bordkanten på deres nuværende job.

Jobrådgivning eller kontrol

Jeg har indbetalt til a-kasser som en forsikringsordning fra min entre på arbejdsmarkedet i 1973. Siden da er det, der var en god forsikringsordning, løbende blevet voldsomt udhulet både med hensyn til reel dækning af løntab og periodemæssigt. Samtidig har det udviklet sig til et umyndiggørende kontrolsystem.

Historierne i pressen om Jobcenteret på Lærkevej i København viser, at sagsbehandlerne er stærkt overbelastet. Sandsynligvis fordi der går uendelig meget tid med pligtmøder og kontrol af ledige, som de reelt ikke kan hjælpe. Min egen sagsbehandler har anbefalet mig at søge stillinger som hendes egen. Kært barn har mange navne. De går under betegnelser som virksomheds- og arbejdsmarkedskonsulent eller jobrådgiver. Reelt er der på trods af titlerne tale om jobs hovedsagelig med kontrolfunktioner.

Jeg vil gerne bruge mine 40 års arbejdsmarkedserfaring til at skaffe andre i arbejde. Min faglige baggrund omfatter dog ikke de snart 30.000 siders cirkulærer, der regulerer området. Flere ansøgninger på stillinger har da heller ikke givet resultat, men jeg fik etableret et kaffemøde hos chefen for det lokale Jobcenter.

Han syntes, at min baggrund virkede spændende og ville gerne have, at jeg kom i tre måneders praktik/løntilskud. Jeg skulle udføre noget strategiarbejde, som han ikke selv havde tid til. Heldigvis havde jeg fem måneders projektarbejde på hånden. Med god samvittighed kunne jeg takke nej til det glamourøse tilbud, som reelt var et konsulentjob. Virksomhedspraktik kan give en vis mening for nyuddannede, men for erfarne kommer det let til at virke som løndumpning.

Kig i spejlet – kan jeg gøre mere? Endnu flere efteruddannelseskurser, lære et sprog mere eller starte som selvstændig? Mange af mine journalistkolleger skubbes også ud af arbejdsmarkedet, når de bliver ældre og bliver typisk freelancere i det voksende prekariat.

En del af mit forløb har været eget valg af kurser i at starte som selvstændig konsulent og iværksætter. Det er dog et stort skridt at springe ud som selvstændig. Har man først et cvr-nummer, er broerne brændt til mange års a-kassesikring som lønmodtager.

Har du prøvet med farver? Ja – denne sommer såede jeg flere forskellige chilisorter. Livskraften viste sig stor i frøene. De blomstrede og satte et væld af chilier: Gule, grønne og røde. De grønne blev alle røde med tiden. Måske endnu et signal?

Hermed en opfordring til arbejdsgiverne: Frem med de grønne lamper: Tag en ung og en senior ind til jobsamtalerne fremfor seks ensartede kandidater. Gør arbejdsmarkedet bredt, få de uerfarne i gang og brug de allerede erfarne.